Kunstmuseet Brundlund Slot i Aabenraa viser en særudstilling om Egernsund-kolonien. For godt 140 år siden forlod store tyske kunstnere akademierne og samledes ved teglværker, sejlskibe og det nordiske lys nord ved Flensborg Fjord.

Ud af atelieret og ud i naturen.
Da det moderne maleri fik sit gennembrud i anden halvdel af 1800-tallet, forlod kunstnerne i sommermånederne akademierne og samledes i kolonier.

Danmark havde Skagen, Tyskland Worpswede, Frankrig Barbizon. Og i det, der i 1875 var den preussiske provins Slesvig-Holsten, blev det Egernsund ved Flensborg Fjord. Kun få kilometer fra de skanser, hvor den nationale kamp mellem dansk og tysk blev udkæmpet med krudt og kanonkugler.

Kunstmuseet Brundlund Slot (der er en afdeling under Museum Sønderjylland) viser denne sjældne udstilling med værker fra Künstlerkolonie Ekensund, som den hed på tysk.

Kolonien var nemlig et tysk begreb. Kunstnerne kom overvejende sydfra, og kun et par af dem var dansk orienterede. »Med Parasol og pensel« hedder udstillingen, der kan ses til og med den 1. maj.

Skumringen og lyset var en anden end i længere sydpå i Tyskland. Tillige var landskabet omkring Flensborg Fjord pittoresk. De stille, røde tegltage spejlede sig i vandet, her var knortede fiskere, og sejlskibe, der ventede på fragt.

Mens kunstnerkolonien eksisterede fra omkring 1875 til 1910, lå mere end 60 teglværker spredt rundt i landskabet. Til de mest betydelige kunstnere hørte Walter Leistikow, en af Berliner Sezessions grundlæggere, Düsseldorf-professoren Eugène Dücker og Louis Gurlitt.

Fiskernes dagligliv
I den første generation af Egernsundmalerne var Wilhelm Dreesen (1840-1926) fra Flensborg en af de drivende kræfter. Han var en af de første i Tyskland, der beskæftigede sig med kunstfotografi. De mest yndede motiver var de talrige teglværker med tørrelader med lysende røde tage, fiskernes dagligliv samt skibstrafikken på fjorden.

Fra omkring 1900 var Schumanns Kro i Egernsund både mødested og indkvarteringssted for kunstnerne. Lokale kunstnere havde boliger i nærheden, Wilhelm Dreesen havde et sommerhus i Sandager, mens Anton Nissen (1866-1934) byggede sig et solidt hus med atelier ved Alnor.

Emil Nolde holdt sig langt væk fra kredsen. Han var netop ved at rive sig løs fra landskabsmaleriet og søgte bevidst senekspressionismen. Fra Flensborg kom blandt andre Jacob Nöbbe og Alex Eckener.

Alle sammen tegnede de skitser om sommeren og malede i deres atelier om vinteren.

Kunstnerkolonien fik dog aldrig den samme intensitet som kolonierne i Skagen eller Ahrenshoop, men kan i kvalitet og omfang sammenlignes med de tyske kunstnerkolonierne i Dachau i Bayern og Nidden i Østpreussen.

Orientering mod syd
I den danske helstatstid kom hovedparten af de slesvig-holstenske kunstnere på kunstakademiet i København, men efter at 1864-grænsen var trukket, gik orienteringen mod syd.

Nogle følte sig frastødt. Blandt dem var den danske maler og dramatiker Holger Drachmann, der i al sin nationalromantik umuligt kunne male så tæt på Dybbøl Banke, hvor der var dryppet så meget dansk blod.

Men nogle danske kunstnere malede i Egernsund og omegn for at vise københavnerne, hvad Danmark havde tabt efter 1864. Agnes Slott-Møller spillede på den nationale identifikation og malede historiske billeder fra blandt andet Okseøerne, hvor Margrete den Første mødte sin skæbne.

Andre følte sig tiltrukket. Især kvinderne. De havde forbud mod at vise sig på kunstakademierne og forsøgte derfor at får privat undervisning hos deres mandlige kolleger. Det var ikke alle mandlige malere, der følte sig smigret. I begyndelsen var kvinderne ugleset og blev nedsættende kaldt »Malweiber«.

Men som i andre kunstnerkolonier kom det også til at handle om andet end kunsten, når mand og kvinde mødtes ved skitserne. Alex Eckener og Sophia Eisenlohr forelskede sig hinanden, det samme gjorde Anton Nissen og Maria Schlaikier.

Sjældent udstillet
Udstillingen er yderst relevant, da kunstnerkolonien er en del af et stykke dansk kunst- og kulturhistorie, der er ved at glide ud i glemslen.

På grund af grænsedragningerne i det 19. og 20. århundrede er kunstnerkolonien faldet ud af både dansk og tysk kunsthistorie. Det er først i de senere år, at man på tysk side for alvor er begyndt at interessere sig for kolonien. I Danmark er der kun skrevet ganske lidt, og Egernsund-kunstnernes værker er kun sjældent blevet udstillet nord for grænsen.

Dette forsøger Kunstmuseet Brundlund Slot at råde bod på, og sammen med den omfattende udstilling bliver kunstnerkolonien belyst påny med et medfølgende forskningsbaseret katalog.