Hvis man ikke gør sig til, mens tid er, kan det være, at det aldrig bliver til noget.

Sådan er det også med den udstilling, som sommeren over vises i Ridehallen ved Gottorp Slot.

Blomsteratlasset Gottorfer Codex vises sandsynligvis kun denne ene gang på kunstmuseet i Slesvig, så skrøbelige er pergamentbladene. Ridehallen er mørkelagt, LED-lyset er afdæmpet, der må maksimalt lukkes 200 mennesker ind ad gangen af hensyn til indeklimaet, og fotografering med blitz er absolut no go.

Gottorfer Codex er 365 smukke blomstermalerier fra 1600-tallets slotshave ved Gottorp Slot. Bortset fra en mindre udstilling på Gottorp i 2009 (hvor billederne løbende blev skiftet ud i takt med restaureringens fremskridt) har codexet kun været vist for offentligheden med en udstilling på Statens Museum for Kunst i København.

Hvis man vil have lidt historisk vingesus, skal man blot tænke på, at det er 250 år siden, blomsterbillederne senest har kunnet ses på Gottorp Slot.

Navnet til trods har den overvældende blomsterflor på pergamentpapir dog ikke hjemme på Gottorp. Bøgerne var en del af det krigsbytte, som Danmark snuppede med fra Slesvig i begyndelsen af 1700-tallet. I 1713 besatte danske tropper hertugdømmet Gottorp, og efter fredsslutningen i 1720 blev Gottorp indlemmet i det danske kongerige. Gottorfer Codex blev derefter sendt til København, hvor det blev en del af Det Kongelige Bibliotek. Da Kobberstiksamlingen i 1800-tallet blev udskilt fra Det Kongelige Bibliotek, fulgte Gottorfer Codex med, og i dag har det hjemme på Statens Museum for Kunst.

Efter flere hundrede års glemsel trængte gouacherne på kalvepergamentet til at blive restaureret. For godt fem år siden gik konservatorerne på Statens Museum for Kunst i København og på Schleswig-Holsteinische Landesmuseen på Gottorp Slot sammen om et enestående restaureringsarbejde. Det var et dansk-tysk samarbejde i bedste ånd. Hvert museum bidrog økonomisk til det omfattende arbejde, der ellers ikke havde kunnet lade sig gøre. 400.000 euro var den samlede pris.

Taget ud af bøgerne
Oprindelig var Gottorfer Codex ikke noget bogværk. For at bevare hver enkelt side var det nødvendigt at tage dem ud.

Derfor skulle side for side forsigtigt gøres fri af den animalske lim, bulede og foldede, som de var. Den stramme indbinding af malerierne gjorde det svært at vende pergamentsiderne uden at beskadige farvelaget.

Det var hertug Frederik den tredje af Gottorp (1597-1659), der i 1649 satte maleren Hans Simon Holtzbecker fra Hamborg i gang med at male brugs- og prydplanterne i barokhaven ved Gottorp Slot. Formålet var at kunne dokumentere den righoldige flora til enhver tid og ikke være afhængig af, hvornår hver enkel art blomstrede.

Det tog Holtzbecker ti år at dokumentere og kategorisere floraen med anemoner, tulipaner, orkidéer, roser, iris og salvie blot for at nævne nogle af blomstertyperne. Først efter hertugens død sørgede sønnen, Christian Albrecht (1641-1695) for, at bladene blev samlet i fire bind.

Det smukkeste indtryk
Holtzbeckers systematisering er ikke videnskabelig. Den videnskab, vi kender i dag, var først i sin vorden dengang. Men akkuratessen er perfekt, og hver enkelt plante er gengivet så naturtro, at biologerne efterfølgende har kunnet bruge billederne til at kategorisere alt det afbildede. Man kan ikke sige, om blomsterne er malet større eller smukkere. Hertugen kan have ønsket at give det bedste indtryk af sin have. I virkeligheden er værket nok en blanding mellem pral og videnskab. Nogle af blomsterne er dog små og visne, og disse billeder virker derfor også som en dokumentation af virkeligheden.

Alle malerier er malet med goauchefarver, og farvestyrken er enestående godt bevaret.

Billederne blev malet i oplysningstiden, hvor tænkningen ændrede sig fra at være religiøs til at være logisk, kritisk og reflekterende - og billedsproget gik fra at være allegorisk, det vil sige symbolsk, til i højere grad at være registrerende og afbildende virkeligheden, som den var. Det moderne og postmoderne støder mod hinanden på denne udstilling, når det symboliserende verdenssyn repræsenteres med tidligere malerier som en kontrast til Gottorfer Codex, hvor virkeligheden puttes ned i skuffer. Det er dog ikke alle billeder, der er helt befriet for symbolisme. Nogle har tydelige menneske- eller dyretræk.

350 dyr måtte dø
Det er i en kontekst med tiden før, at blomsterbillederne skal ses. Det er for eksempel enestående, at maleren fremstillede blomsterløg og rødder.

En mærkelig omstændighed ved Gottorfer Codex er dog, at den ikke har nogen tekst, der fortæller os, hvilke planter vi ser. Det, vi i dag ved om værket, stammer primært fra senere forskning. Hverken hertugen eller Holtzbecker havde nogen videnskabelige ambitioner med værket.

Præsentationen i Ridehallen kan nok imponere de fleste - også gæster, der måske ikke er så meget til hverken kunsthistorie eller blomster. Et udvalg af blomsterbillederne vises på Ridehallens lange væg, og ophængningen er næsten fem meter i højden og 37 meter i bredden.

For at sætte flere tal på værket: Billederne er malet på kalvepergament, og omkring 350 dyr måtte lade livet for at afgive skind til projektet. Uden at kende datidens pris, så tør udstillingens tilrettelægger, kunsthistorikeren Ulrich Scheider, godt fastslå, at det har været en særdeles bekostelig affære.

Udstillingen har et bredt segment. Museumsdirektør Kirsten Baumann forventer et stort rykind i løbet af sommeren. Gottorfer Codex er ikke blot guf for et publikum med kunsthistorisk eller botanisk interesse, men bestemt også for den gennemsnitligt interesserede haveejer eller skolebørn. Museumspædagogerne på Gottorp Slot har tilrettelagt et omfattende program med særlige tilbud og aktiviteter til børn og unge. Og da teksterne på udstillingen er 100 procent dobbeltsprogede, dansk og tysk, håber museumsledelsen også på mange danske gæster.

Når det bliver efterår, og bladene på træerne bliver gule og brune, pakkes den grønne verden indenfor atter i kasser og sendes tilbage til København. Og både på Gottorp og Statens Museum for Kunst ved man ikke, hvornår man får chancen for at vise samlingen frem for publikum igen.