En af de største kunstskatte på Museumsberg i Flensborg vises sommeren over frem for offentligheden. Det er tegninger, grafiske billeder og malerier af Flensborgs store karikatur-tegner Herbert Marxen (1900-1954), der hives frem fra gemmerne til særudstillingen Politisk ukorrekt. Anledningen er 60 året for kunstnerens død.

Det er ikke den første, men dog den største udstilling, der vises med Herbert Marxen på Museumsberg. Her havde han i årevis svært ved at komme ind i varmen. Den tidligere direktør på stedet, Fritz Fuglsang, sendte Marxen et brev, hvori han talte lige ud af posen: »Deres kunst siger mig ingenting, og jeg vil derfor heller ikke gøre noget for at fremme den«.

I Weimarrepublikken var Marxen dog en af Tysklands fem store karikaturtegnere med fast ansættelse på tidsskriftet Jugend i München. Som alle andre tyske kunstnere, der var født omkring 1900, var hans liv dog én stor rutsjebanetur.

På fotografier kan man se ham være både radmager i kriseår og velnæret i den kulturelle opblomstringstid kort før, at kulturlivet blev lagt dødt med nazisternes magtovertagelse i 1933. Han sultede i 1917, da det tyske nederlag i Første Verdenskrig nærmede sig, og han sultede under den heftige inflation i begyndelsen af 1920erne, men kom så ovenpå med en god afsætning af sine satiretegninger. Han holdt den nogenlunde gående i de første nazi-år, men i 1938 mødte Gestapo op på hans bopæl i Flensborg, beslaglagde al hans kunst og udstedte et Berufsverbot. Og han blev - trods sine vedholdende protester - ekskluderet fra »Reichskammer der bildenden Künste«.

Herbert Marxen holdt de ørkesløse år ud, men efter krigen stod han - og andre af de tyske kunstnere, der havde betydning i Weimarrepublikken - i et ingenmandsland. Få interesserede sig for dem. Kunstnerne fra »den glemte generation« havde referencer til Weimar-tiden og var ikke noget værd længere. Nu gjaldt det den abstrakte avantgarde. »Den glemte generation« led en skæbne, der er parallel med kunstnerne fra Hamburger Secession (der kan sammenlignes med kunstnerne fra Den Frie Udstilling i Danmark). De blev kvalt af et totalitært regime, og da det forsvandt, var det noget helt andet, der var moderne. Man er næsten nødt til at bruge stærke ord for at beskrive deres situation: Historien tog røven på dem.

Tak til Det tredje Rige
Sine vigtigste nazi-karikaturer, lavede Herbert Marxen først, da det hele var forbi - i 1948. Man kan mene, at det tager brodden lidt af karikaturens værdi. På det tidspunkt var det jo ufarligt.

På den anden side set viste karikaturtegningerne, at Herbert Marxen havde oplevet hele nazi-perioden ganske bevidst - og han havde nazismen i søgeren på et tidspunkt, hvor det store flertal af tyskere fortrængte perioden og fremtrædende politikere og embedsmænd var i gang med at frisere deres biografier. Mein Dank an das Dritte Reich hedder Marxens karikaturer af Hitler, Goebbels, nazi-funktionærerne, de forførte folkemasser. Hans tak for sidst.

I årene før sin død - han døde af et hjerteslag - nåede Herbert Marxen også af aflevere nogle bredsider til genoprustningen i Forbundsrepublikken, og han kom med ironiske kommentarer til Marshall-hjælpen fra USA.

Museumsberg viser halvandet hundrede værker fra Marxens hånd. Cirka halvdelen stammer fra Marxens egen samling. Hans enke, Hertha, solgte systematisk ud af hans dødsbo til kunsthandlere, samlere og gallerier, og det var ifølge udstillingens kurator, Axel Feuß, det helt rigtige at gøre. På den måde var hun med til at holde interessen for Herbert Marxen i kog, og samtidig undgik hun senere at havne i den klemme, som mange kunstner-enker havner i: Hvem skal man overhovedet aflevere kunsten til, så den kan opbevares og registreres forsvarligt? De fleste kunstmuseer bugner og har ikke økonomi til at udvide magasinerne.

Ud i verden
De fem udstillingsrum i Hans-Christiansen-Haus på Museumsberg er opdelt i temaer med karikaturer fra Marxens egne livsfaser, karikaturer af samfund, det politiske liv og offentlige personer i Weimarrepublikken, temaer fra andre lande, blandt andet Spanien og Italien, samt nazi-karikaturerne og efterkrigstids-kommentarerne. Der er humor og satire gemt i det meste - også selv om det ikke lige bemærkes ved første øjekast. Selv i billederne malet i Neue Sachlichkeit (den modernistiske stilretning, der lagde vægt på skarp observation og streng komposition), sniger der sig bitter satire ind.

Marxen forlod aldrig helt Flensborg. Det harmonerede måske ikke rigtigt med en skjult forventning om, at rigtig store kunstnere skal ud i verden. I en lang periode tegnede han til Jugend med bopæl i Flensborg. Da postgangen til München ikke længere kunne holde trit med kravet om aktualitet, bad redaktionen på Jugend ham om at flytte til Bayern. Simpelthen fordi der var bud efter ham. Han efterkom ønsket, men derhjemme var der både en mor og senere en familie, der skulle plejes. Herbert Marxen var ganske enkelt en »good guy«, mener Axel Feuß, der har beskæftiget sig med Marxen i over 30 år og skrevet det katalog, der følger med udstillingen.

Forpligtelsen over for de nærmeste havde lige så stor prioritet som hans eget ego og karriere.

Til gengæld tog han fløjshandskerne af over for det tyske bureaukrati, som han var godt og grundigt træt af og derfor spiddede i diverse tegninger. Også i efterkrigstiden havde han sine egne kontroverser med embedsmandsvældet, og han ristede den tyske småborger med flere skarpe streger. Til sidst fik han for meget af det preussiske pamperi, så han tilsluttede sig det danske mindretal i Sydslesvig. Han var i øvrigt ikke uden forbindelser mod nord. Herbert Marxens far stammede fra Sønderjylland.