Wonderland (Fotoudstilling) Anne Lass
Flensborg Bibliotek 6 - 30 Juni 2013
Anmeldt 14/6 2013, 21:46 af Hans Christian Davidsen
Du bliver en voyeur
Du bliver en voyeur
« TilbageI 2013 er fotografiet ikke altid, hvad det giver sig ud for at være. Meget er arrangeret, men foregiver ikke at være det. Det er vi vant til, og alligevel ser vi ofte det opstillede som virkelighed.
Men det, der kan se ud til at være iscenesat, er netop ikke iscenesat på Anne Lass’ fotografier. De bliver til surreelle moment-optagelser eller en slags kunstige øjeblikke, der på overfladen ikke er spektakulære - men som beskueren bliver hængende ved. Der er stilstand. Ting er frosset fast.
Alt ser så harmløst ud på Anne Lass’ fotos. Men dvæler man lidt ved dem, viser det sig, at der altid er et eller andet. Noget mere. Noget uudtalt.
Og selv om billederne er dokumentariske, kan de sjældent placeres hverken geografisk eller historisk.
Hun får frem, at dokumentarfotografiet kan virke manipuleret eller iscenesat, så vi ikke rigtig ved, hvordan vi skal forholde os til det.
For eksempel i den ene tredjedel af hendes udstilling Wonderland, der for tiden vises på det danske bibliotek i Flensborg. Wandeln (fotograferet i 2004) kalder hun en serie landskabsbilleder og bykulisser, der bevæger sig i et grænseland mellem drøm og virkelighed. Titlen Wandeln gemmer på flere betydninger. Anne Lass vandrer selv, når hun fotograferer - hvad enten hun er i det amerikanske Midtvesten, Australien, Italien eller i Tyskland. Men også betragteren kan tage med på en vandring til motiver, hun ikke har ventet længe på, men taget i det korte øjeblik, de var der.
Mennesker kommunikerer. Tog står stille ved perronerne. En isbjørn er fastfrosset i et øjebliksbillede i vandet. Og en gruppe unge mænd kigger på en ung kvinde, der med sit lange hår ligner Venus på muslingeskallen i Sandro Botticellis nyplatoniske tolkning i hans berømte hovedværk.
Uddannet dokumentarfotograf
Anne Lass er dansksindet sydslesviger, født 1978 i Slesvig, og bor i dag i Neukölln i Berlin. Hun blev student på Duborg-Skolen i Flensborg i 1997 og tog derefter på Folkwang Universität der Künste i Essen. Her tog hun i 2007 sit diplom i dokumentarfotografi hos professor Jörg Sasse. En uddannelsesretning, som ikke findes magen til i Danmark.
Der er langt større tradition for dokumentarfotografiet i Tyskland. I Danmark er der også mulighed for at tage en solid fotouddannelse, men den retter sig mod billedjournalistikken - typisk den slags med sort-hvide fotografier med store kontraster.
Før Anne Lass begyndte på sin uddannelse i Essen var hun på en højskole ved Skive og en daghøjskole i København. Hun har vundet flere store priser, blandt andet "Canon Profifoto Förderpreis" (2008), "Epson Art Photo Award" (2005 og 2006) og "Talents" (2009).
Gadefotografi fra Chicago
Anne Lass tog på et længere ophold i USA, hvorfra en anden tredjedel af fotoudstillingen Wonderland stammer. Milwaukee Avenue (fotograferet i 2005-2008) hedder denne del af projektet, og det beskriver en gade i Chicago, der strækker sig flere kilometer gennem storbyen.?Gadebillederne fremstår som næsten uvirkelige i hendes fotografier og illustrerer, hvordan vi indretter vore bylandskaber. De er lavet for mennesker, men appellerer alligevel ikke til mennesker.
Hendes motivvalg ser ofte nemme ud, men underneden er der en anden stemme, som vækkes, en uro, der står i kontrast til lyset på billederne. Det nyeste projekt, Triple Seven (2011-2013), er en dokumentation af spillebuler i det, vi ville kalde »belastede kvarterer« i Neukölln.
Skjulte miljøer i spillebuler
Siden 2011 har Anne Lass opsøgt over 100 private spillesteder og spillecaféer for at undersøge, hvad der gemmer sig bag de tillukkede facader. Det er ikke menneskene eller maskinerne, der interesserer hende i dette miljø, som har bredt sig som svampe siden begyndelsen af finanskrisen. Det er derimod det mystiske og nogle gange magiske interiør, der bliver til et verdensrum, som foregøgler at hjælpe ludomaner til succes.
Planeter, stjerner og fjerne galakser. Anne Lass har besøgt spillestederne om formiddagen efter at have afleveret sine børn i børnehaven i det sydlige Berlin. Og det var finanskrisen, der gav hendes stødet til at opsøge steder, hvor det drejer sig om penge. De riges »China Club« i Berlin var no go, og bankernes safe-bokse viste sig at være sværere at komme til end tidligere tiders Albanien. Det blev i stedet for tyrkernes, russernes, serbernes og libanesernes spillebuler. De drives sjældent af tyskere, der mere hælder til enarmede på den lokale knejpe.
Karakteristiske lokaliteter
Med sine fotografier sætter Anne Lass fokus på temaer omkring virkelighed, billedrealitet og nutidsfænomener. Hun opsøger de oversete, men dog karakteristiske steder i bylandskaber i den vestlige verden. Menneskets livsrum i det 21. århundrede. Billederne er analoge fotografier, der bliver scannet og printet som pigment prints.
Når man betragter hendes billeder, bliver man lidt af en voyeur - for man ser som regel det hele på en afstand. Den mesterlige leg med de forskellige betydningsniveauer får betragteren til at sætte spørgsmålstegn ved, om de skildrede personer og steder er virkelige.
Selv om billederne er dokumentariske, kan de sjældent placeres hverken geografisk eller historisk. Hun griber aldrig ind og placerer ikke ting eller elementer i et motiv, ligesom hendes efterbehandling er minimal. Men det er nu ikke fordi, det har så stor betydning. Anne Lass har aldrig troet på sandheden i fotografiet.