Hvorfor Wilhelm Lehmbruck i 1919 valgte at gasse sig selv, er der ingen, der ved. Han var håbløst forelsket i den senere tyske filmstjerne Elisabeth Bergner. Hun skulle være »hans redning«, sagde han - hvordan en 21-årig så kunne være det for en 38-årig mand, der allerede var blevet slebet til af livet. Og herunder den forfærdelige Første Verdenskrig, der chokerede hele Europa, der slog millioner ihjel og lemlæstede mennesker på legeme og sjæl.

Elisabeth Bergner gengældte ikke de følelser, Wilhelm Lehmbruck havde for hende, vendte ham ryggen og rejste til Wien. Hvorefter den ekspressionistiske billedhugger valgte selvmordet. Den voldsomme depression efter Første Verdenskrig kom han sig aldrig over.

Han efterlod sig en kone og tre børn. Det yngste barn var lige fyldt to år.

Elisabeth Bergner var formentlig blot den udløsende faktor. Lehmbruck var desillusioneret. Led og ked af materialismen og en tid, som ikke anerkendte det moderne gennembrud, som han selv var en vigtig del af. Wilhelm Lehmbruck var den ene af Tysklands mest betydende billedhuggere. Kun Ernst Barlach kan i kunsthistoriens tilbageskuende optik gøre ham rangen stridig. Derfor håber kunsthistorikeren Uta Kuhl fra Schleswig-Holsteinisches Landesmuseen også, at publikum vil benytte sig af chancen, mens den er her.

Der er måske mange danskere, der ikke kender Wilhelm Lehmbruck, men hans kunst er en del af den kollektive bevidsthed i Tyskland. Man gør sig nok også illusioner, hvis man tror, at mange danskere på deres vej ned ad Autobahn nummer 7 gør holdt i Slesvig for at se denne fantastiske udstilling. Alligevel kan det tilrådes kunstinteresserede at fordybe sig i en af nabolandets store kunstnere, mens chancen er der – blot en halv times kørsel syd for landegrænsen.

I den gamle ridehal ved Gottorp Slot vises en retrospektiv udstilling med 120 af Lehmbrucks hovedværker, der primært er lånt fra Lehmbruck-museet i Duisburg, hvor kunstneren blev født i 1881. Deriblandt et af hans vigtigste værker, Der Gestürzte, der blev bestilt af byen Duisburg i 1915, mens man i Tyskland stadig mente, at en tysk sejr var den mest sandsynlige udgang på Første Verdenskrig.

Udstillingen er temamæssigt tilrettelagt – både efter udtryksform og stil. Og også med en vis kronologi. Dertil kommer, at de vises i smukke, lyse og rolige omgivelser i en aflang hal med minimalistisk indretning.

Et udtryk for offer
Bronzeskulpturen Der Gestürzte er en nøgen mandsskikkelse, der ses på alle fire - enten i et forsøg på at rejse sig eller segne. Her opregnede Lehmbruck krigens pris uden brug af rekvisitter overhovedet. Værket efterlader flere spørgsmål. Var der overensstemmelse mellem den hensigt, som bestilleren af skulpturen havde og det, som Lehmbruck gerne ville udtrykke med det? Det officielle Duisburg troede og håbede på en tysk krigssejr. Men Lehmbrucks mål med skulpturen var at vise det menneskelige offer i krigen. Her er det værd at bemærke, at jo længere Første Verdenskrig skred frem, jo større blev ofrene og jo mere heroiske blev skulpturernes udtryk generelt - men altså ikke Wilhelm Lehmbrucks kunst.

Han modtog en traditionel billedhuggeruddannelse på kunstakademiet i Düsseldorf. Hans formsprog var til at begynde med klassisk, men det ændrede sig støt og roligt under påvirkning af kunst uden for Tysklands grænser. Lehmbruck slog sig fra 1910 til 1914 ned i Paris, og her fik han hurtigt sine forbilleder: Belgieren Constantin Meunier (1831-1905), franskmanden Auguste Rodin (1840-1917) og katalaneren Aristide Maillol (1861-1944).

Metaforer og menneskekroppe
Da var det abstrakte formsprog allerede på vej frem, men Lehmbruck holdt fast ved den genkendelige menneskekrop. Selv om den dog ændrede sig fra at have den antikke torso som forbillede (som det på udstillingen blandt andet kan ses på bronzeskulpturen Torso des Großen Sinnenden fra 1913, hvor hans kone var model) til en række metaforiske skulpturer med tynde, aflange mandekroppe (for eksempel Emporsteigender Jüngling i bronze fra 1913-1914).

Sindbillederne reagerede kunstkritikerne meget forvirrede på - der var både irritation og begejstring. I hans studietid var de svært aflæselige symbolistiske motiver populære, og dem kan man se i en serie med mor og barn.

Generelt er hans modeller eftertænksomme, sørgende eller indadvendte. Og især de langstrakte former meget forenklede. Her er stemninger og følelser svingende fra store lykke til den ultimative sorg, døden.

Da Første Verdenskrig brød ud, kunne Wilhelm Lehmbruck vanskeligt opholde sig i Paris længere. Han blev først indkaldt til krigstjeneste, men slap i 1915. Samme år lykkedes det hans gode ven, maleren Max Liebermann, at få ham til Schweiz, hvor han kom i berøring med pacifistiske og socialkritiske kredse. Socialkritikken havde Lehmbruck dog ingen fremmede steder fra. Hans far var ludfattig minearbejder på dagsløn.

Bandlyst af nazisterne
Udstillingen i Slesvig består langt fra kun af skulpturer. Her er også blyanttegninger, raderinger og litografier med følelsesladede budskaber, forenklede gotiske figurer og formmæssigt rensede modeller.

Lehmbruck blev bandlyst af nazisterne og stemplet som Entartet. Mange af hans værker blev dog reddet i sikkerhed i USA, så eftertiden i dag kan nyde dem. Kort før Lehmbruck tog sit eget liv, blev han optaget i Preußische Akademie der Künste, den højeste udmærkelse man som kunstner kunne få i Tyskland på hans tid. Nyheden om hans optagelse nåede først til Schweiz efter hans død. Han nåede derfor aldrig selv at erfare det.