Man bliver visuelt forkælet på KUNSTENs retrospektive udstilling af Lars Nørdgårds værker. Det er en luksuriøs udstilling, der rækker tilbage til hans helt tidlige figurative værker i 1980erne, hvor Nørgård fik sit gennembrud som en af De Unge Vilde, og frem til de senere, langt mere abstrakte værker, som karakteriserer hans malerstil i dag. Udstillingen fylder hele museets centralsal og slutter i skulptursalen, hvor man som beskuer omgives af ca. 300 stk. finurlige tegninger, som i høj grad drager og påkalder sig opmærksomhed. Tegningerne skal da også være omdrejningspunktet her. De kræver ganske enkelt en artikel for sig.

Flere kender måske Lars Nørgaards tegninger uden helt at vide, at det er Nørgård, der har ført pennen. Mange af hans tegninger er illustrationsopgaver i samarbejde med landets fremmeste forfattere, heriblandt Helle Helle, Henrik Nordbrandt, Lars Bukdahl m.fl. i alt fra børnebøger til digtsamlinger. Nørgård har altid en papirblok i nærheden, så han straks kan sætte en streg på sine tanker og ideer på alle tider af døgnet. Det har resulteret i den store mængde af skitser og tegninger, som nu er salonophængt for at få plads til alle. Tegningerne veksler mellem de mere markante sorte stregtegninger samt hårde tryk og de fint tegnede scenarier sat på papiret i én lang ubrudt streg. Alle indrammer de en sær fortælling, hvor absurditet og forvandling kendetegner motivet.

Det er som om, at man her står i et figurgalleri, som på mange måder er nøglen til hans store malerier. De konstruerede figurer er flere steder at finde på lærrederne, og man fornemmer en ivrig produktivitet og den kreative proces og tankegang hos kunstneren. Dialogen mellem medierne er tydelig i fx Protest Song (2010), hvor stregtegningens æstetik er overført på lærred med en enkelt sort streg på lys baggrund. Eller som med maleriet Poolboy (1998), der også findes som tegning. Tegningerne skal dog ikke betragtes som skitser til de store malerier. De er tværtimod enkeltstående, fine fortællinger om absurde situationer, som vi alle kan nikke genkendende til og så alligevel ikke helt. Og denne tvetydighed er netop det særlige ved tegningerne. Tegningerne har ikke Nørgårds meget ekspressive udtryk, som de store lærreder folder ud med kraftige farver og energiske penselstrøg. Nej, tegningens fine og kontrollerede streg kan noget helt andet. I al sin enkelhed kombinerer den humor og alvor.


Man kan ikke undgå at trække på smilebåndet. Tegningerne er af figurer som fx en guitar, der får kropslige funktioner, fordi den har ben, og pludselig forvandler guitarkassen sig til et dødningehoved og bliver ganske alvorlig! Eller cirklen, der starter et sted – måske ved foden, hvis tå strækker sig til piben, som foden ryger af og udblæser et får fra (!), og som samtidig holdes af hånden på armen, hvis udgangspunkt netop er foden. Og hele cirklen har en pupil og er faktisk et øje. Skabningen har det hele, men hvad kan den? Og hvad med døren, hvis lodne dørmåtte umærkeligt forvandler sig til et jagerfly?


Det er hybridformer og forvandlinger i et Storm P-agtigt univers, der er fyldt med modsætninger og dobbeltheder. Det giver ikke umiddelbart mening og det er heller ikke hensigten. Inspirationen til sine værker er hentet i hverdagen, i livet og samfundet omkring ham. Det genkendelige brydes af noget uvant i den konkrete sammenhæng, og dette overraskelseselement er kendetegnende for Nørgård. Det, som er på spil, er en tragikomisk og finurlig humor, hvor scenarierne peger på almenmenneskelige bekymringer som fx en genkendelig følelse af utryghed eller af, at hverdagen til tider er besværlig. Og som beskuer inviteres vi til at grine med figurerne og absurditeterne – som måske ikke ligger så fjernt fra egen hverdag.

Om tegningerne udtaler Nørgård selv: “Mine stregtegninger er forvredne og humoristiske visioner af os selv som kuriositeter i et freakshow – det meningsfyldte og meningsløse i vores daglige gøremål”.


Tegningerne har et legende og naivt formsprog, som overskrider grænserne mellem det virkelige og det, der ikke er det. Og som vi kender det fra børnetegninger, opstår de som umiddelbare og spontane billeder. I forlængelse heraf er det nærliggende at drage paralleller til surrealisterne og deres ”automat-tegninger”, som dyrkede det ubevidste og tankestrømmens, ikke mindst drømmenes, ulogiske, irrationelle og uforudsigelige forestillinger. På samme måde fabulerer Lars Nørgård og giver sin fantasi frit løb for det uventede og irrationelle. Og tak for det! For derved kan vi som betragtere overraskes. Det er ens for dem alle, at der er uforståelige elementer, som fastholder betragterens blik lidt længere, pirrer nysgerrigheden og vækker undren over de besynderlige tegninger. De absurde scenarier og figurer gør hans tegninger åbne i den forstand, at de ikke giver mening, og strider således imod vores rationelle tankesystem. Det er en måde at producere mening på i fraværet af samme. Dette gør, at vi selv må bruge vores fantasi til at udfylde huller og mellemrum. Det handler om at betragte absurditeterne i forhold til egen hverdag og give bud på forståelse over for det uforståelige. Man kan kalde det en strategi, som søger at bevare det irrationelle og tegningerne bliver et supplement til virkeligheden.


Til udstillingen har Lars Nørgård tilmed lavet et stort vægmaleri – eller snarere vægtegning – som indleder udstillingen i centralsalen. Den opmærksomme betragter vil i skulptursalen kunne genkende motiver og figurer. Vægtegningen er nemlig inspireret af tidligere tegninger og er som sådan én stor komposition.

Udstillingen giver et fantastisk indblik i Lars Nørgårds billedunivers, ikke mindst alle hans stregtegninger på papir.

Lars Nørgaard (f. 1965): Uddannet på Skolen for Brugskunst i København (nu Danmarks Designskole) og Academy of Art College i San Francisco. I 1980erne blev han en del af Værkstedet Værst og generationen omkring De Unge Vilde, hvor han omgikkes kunstenere som Christian Lemmerz, Erik A. Frandsen og Michael Kvium. Lars Nørgård er født og opvokset i Aalborg og er nu tilbage for en periode med den store retrospektive udstilling på KUNSTEN.