Jeppe Heins minimalisme demonstrerer, hvordan mennesket, med mekanismens træge monotoni, forsøger at trænge ind i sig selv gennem spejle, hvordan det selvcentrerede menneske møder en kold ørken, når det overfladisk ser sig selv overalt. Eftersom hans installationer roterer i allerede bestemte modus eller én bevægelse fremkalder én bestemt reaktion, eller der findes et allerede afmålt tidsinterval, hvori tilskueren går i mørke for derefter at se rummet lyst op, udelukker han alt det tilfældige og uforudsigelige i menneskelivet og trænger sådan ned til dets banale og kedsommelige, uhyggelige og mekaniske, helt nøgne karakter. Den menneskelige skønhed og menneskelighed og hjertelighed står i skarp kontrast til denne nedbarberede kulde, der ligesom påstår at have skrællet disse første lag af og bag enhver kærlighed eller moralsk dom hævder det endeløst mekaniske og ufrie som dommens forudsætning, eller rettere: vor ”kærlighed,” ”frihed,” ”moralitet” som et forsvar mod den uhyggeligt forudsigelige træge monotoni, friheden er forsvarsløs mod.

Installationerne er en ikke-sproglig, dvs. netop en dybere billedlig, ubevidst blottelse af det fundament, vi flygter fra, forudsigeligheden i vores egocentrisme, der taler for en automatiseret selvopretholdelse, dette ego slører som ”god vilje,” ”kærlighed,” ”venskab” – det metallisk kolde og farveløse er, hvad der erobrer dine domme og i dem søger ikke at skinne igennem som en mere egentlig og sand beståen. Hvor lyset findes her, findes det i installationer, der skærer i øjnene eller arrangeret således, at bestemte dele i installationerne lyses op blot for mekanisk at blive overtaget af andre dele, hvis tænding ikke demonstrerer bevidsthedsakter og kun i bedste fald overhovedet en blind vilje, der ikke vil livet, men tvangsmæssigt drives igennem det uden forsødende idealer, der kun er forståelige på netop denne baggrund. Installationerne udvander det åndelige til fordel for det klinisk materielle, fikserer det selv-villende selv i parader af fængende ligegyldighed, undertrykker den svage bevidsthed og hævder: disse monstrøse former kan du hverken trænge ind i eller ud ad. Et sted på udstillingen findes ord som ”prøv at elske,” ”prøv at nyde,” ”prøv at lære,” ”prøv at glemme,” – en hel række af menneskelige fordringer, der fremstår som monotont vedblivende og desto mere udvandede krav, udspringende af træge gentagelsers hang til flugt fra virkeligheden mere end lysten til at være autentisk i den. De siger: Dette må du tænke og føle for, når det hele lyses op og du ikke længere kan se disse krav, igen at være overladt til den skarpt lysende intethed, hvor håb ikke længere findes men heller ikke gør fordring om det.

Det er netop, hvad vi frygter; ikke bare at håbet ikke længere findes, men at det slet ikke gør fordring på at være her, at ”mangel på håb” gennemgribende er en helt fremmed og uforståelig dom over et liv, vi helt har mistet kontakten til og desto værre netop sådan kan bevare: det manglende håb, end ikke denne mangel findes. Hein beder os om menneskelighed, men ser at denne bøn ikke henvender sig til et frit og håbende og elskende og selvstændigt individ, men til en ubønhørlig livstvangs egentlige maskering af en til livets fortsættelse opfundet, aldrig gennemlevet skønhed. Det er desværre det samme som at sige: hvis menneskelivet er brutalt, er det det på egne vilkår, ikke de vilkår vi ikke just har valgt i flugten fra de samme. Det er dette forhold: at livet er sit eget, ikke vores, at dets brutalitet end ikke lader sig mærke af selv vores forsigtigste indsigelser – bliver de da i afmagt efterhånden for en sjælden gang ligeså grove som egentligt insisterede og mente – da har vi straks den brutalitet, vi egentligt forsøgte at bekæmpe: for sjældent i os selv.

Heins værk på Aros kan imidlertid også fortolkes som en ydre virkeligheds, samfundets ørkesløse krav til et menneske, der grundet kravenes essentielle afskærmning aldrig virkeligt når ind i sig selv og lønligt eller kapitalistisk skræmmes mod en sådan ikke-effektiv bevægelse. Hvad der truer samfundet er med andre ord, at du ser dig selv i andre begreber end de konformt fabrikerede, at du i dig må hente en modmagt, der er søgt for sit eget potentiale kun derved: at de kan berige dig selv – og allerede sådan – truer de andre? Hein giver et bud på det systematisk regulerede, normsatte, konforme og ikke-individualiserede – den regelrette konformitets hang til – som skulle den beskyttes – at skjule den dybere virkelighed, den slet ikke ønsker kontakt med, måske fordi for personlige virkeligheder og udlevede potentialer ville undergrave den effektive samfundskonformitet, hvor denne ikke er rede til at møde dem. Det kunne være i en menneskelig uforudsigelighed, der hverken kan gøres til liv eller lov, og som mekaniserede samfundsstrukturer og hævdvundne dogmer beskytter sig mod i en foregivelse af, at livet er godt, når også det trygt er forudsigeligt. Sådan ”planlægges” samfundet og mennesket, sådan giver man syn af, at umyndigheden er frihed, sådan svælger man i fortærskede domme, jeg dog først har tygget efter tusinder af andre og kun kastet op i medlidenhed mod de andres, lad os sige ”åndelige higen.”