Art and Technology er en ny uddannelse på Aalborg Universitet, hvorfra nitten studerende siden april har udviklet koncepter og skrevet computerprogrammer til tre re-aktive installationer. Det er der kommet en udstilling ud af med titlen Box Light Go – emotion scapes, spaces and technology. Skaberne af udstillingen formulerer selv, at projektet indeholder abstrakte relationer mellem tid, rum og krop, samt involverer publikum i et socialt rummeligt eksperiment, hvor krop og kunstværk er uadskillelige. Art and Technology oversættes til oplevelsesteknologi eller underholdningsteknologi, og de studerende lægger i deres projekter stor vægt på det legende element i oplevelsen. Udstillingen består af tre rum, som er meget forskellige, men som hver indeholder sit personlige udtryk på baggrund af ovenstående ideer om interaktion mellem menneske og kunstværk. Da jeg ikke ved meget om teknologien bag projekterne, vælger jeg at koncentrere mig om selve den oplevelseskunst, som jeg møder.

Det første rum kaldes ”fordybelsesrummet”, og defineres som et rum, der reagerer på ens tilstedeværelse, imens det skaber en følelse af at være distanceret fra omgivelserne udenfor rummet. Et rum hvor man kan fortabe sig. Midt i rummet står to sofaer, og de studerende fortæller, at der er taget udgangspunkt i den måde, hvorpå man betragter et kunstværk. Ønsket har været at udvide fordybelsesprocessen i den kunstneriske oplevelse. I rummet sidder jeg således hjemligt og afslappet på en blød sofa. Omkring mig danser et inferno af farver i abstrakte former, imens de følger lyden af et hjerteslag iblandet forskellige musikalske toner. Hjerteslagets tempo er hurtigt, imens jeg står op, men sløves da jeg sætter mig ned, og endnu mere da en anden person også sætter sig ned. Farverne skifter, hver gang en ny person træder ind, og fordybelsesprocessen lider derved ikke af afbræk, da hver person indtræder med sin egen farve. Rummet er utrolig tungt, og jeg føler mig næsten presset ned i sofaen. Hjerteslaget runger i mit bryst og i min mave, og jeg glider ind i farverne og føler mig rent faktisk utroligt afslappet.

Rum nummer to består i en interaktiv lyssætning med mulighed for direkte manipulation. Publikum integreres ved at skygger fastfryses, og der laves en slags ”skyggegarderobe”. Ideen bag konstruktionen er ifølge de studerende at lege med og forskyde tiden ved at fange og fastfryse skyggen, som normalt følger én. Inde i selve rummet, som nærmere består af to skærme, kan du stå foran dig selv og fryse dig selv fast. Oplevelsen bag de to skærme er for mig ikke specielt medrivende. Skyggebilledet er kantet og brudt, og jeg fornemmer det ikke umiddelbart som værende en del af mig. Ude på den anden side af skærmene derimod har konstruktionen for mit vedkommende mere at byde på, da to skygger pludselig her ses legende med hinanden. Det rigtige menneske kan jeg ikke se, men derimod menneskets to kopier; den ”levende” skygge og den fastfrosne, der nærmest ligner en form for tegneserie i sort/hvid. Dette sætter tanker i gang i mit hoved omkring, hvor hurtigt mennesket her bliver tingsliggjort. Jeg glemmer snart det levende menneske bag skærmen og fornøjer mig blot med at se på skyggerne.

Da jeg står overfor rum nummer tre kan jeg mærke, at jeg her er forberedt på at modtage den højeste stimulans. Jeg får at vide, at mine sanser vil blive stimuleret gennem installationen, som er et rum for ekstreme sociale interaktioner med kropslig oplevelse og sanselig overraskelse i højsædet. For at være ærlig banker mit hjerte en smule heftigt, da jeg går ind på gangen i det labyrintformede rum. Det er helt mørkt, og jeg får som det første et skarpt lys smidt i øjnene, som dels skærper mine sanser dels får mørket til at se endnu mørkere ud. Jeg vil undlade at fortælle præcis, hvad jeg møder herinde, for ikke at spolere konstruktionen for eventuelle publikummer. Blot vil jeg nævne, at jeg føler mig ret klaustrofobisk og kommer i nærkontakt og samarbejde med folk, som jeg ikke ved, hvem er. Rummets kerne styres udefra, og føles påtrængende på forskellige måder. Jeg påføres her tydeligt en fysisk oplevelse, hvor både kroppens ydre og indre røres.

Udstillingens tre rum er egentlig alle meget simpelt skabt, og deres kvaliteter ligger i de eksistentielle tanker, de sætter i gang hos publikum. I hvert fald hos mig. Hvert rum bærer på spørgsmål, som rækker ud over rummet selv og kredser om, hvorledes mennesket opfatter og interagerer i sine omgivelser. Selv fik jeg mest ud af rum nummer et, da jeg her oplevede nye dimensioner af fordybelse og indlevelse. Hele udstillingen magtede dog på interessant vis at gøre min krop uadskillelig fra de kunstværker, den interagerede i.