Salon Skagensmalerne
Skagens Museum 2. feb - 30. dec. 2008
Anmeldt 4/9 2008, 22:12 af Maria Stensgård
Salon
Salon
« TilbageSystematik og teknik uden charme
Skagens Museum kan i år fejre 100 års jubilæum. I den anledning viser museet stort set hele museets samling af malerier, som i alt tæller 582 malerier, som er sat op i kronologisk rækkefølge efter årstal. Udstillingens titel ”Salon”, henviser til den udstillingsteknik, som var almindelig omkring århundredskiftet, imellem det 18. og det 19. århundrede. En teknik, hvor billederne hænger tæt sammen og udfylder hele vægbilledet. Inspirationen kom til Danmark fra Paris, hvor man talte om de parisiske saloner, og snart var der også salonudstillinger i København, og nu hundrede år efter, også i Skagen. I tilknytning til udstillingen har museet arrangeret foredrag og koncerter, under overskriften: At holde salon.
For at få plads til alle museets værker på væggene, har det været nødvendigt at nedrive og genopbygge en væg. Det var Willumsens maleri af badende børn, hvis store format krævede en ombygning. Udover en ombygning er alle museets rum blevet malet hvide. Malerier er koncentreret på museets stueetage. 1.sal er helliget en påmalet tidstavle på en af museets endevægge, ligesom en sektion fortæller om museets historie i ord og billeder. Derudover har de centrale skagensmalere fået et rum, hvor hver enkelt kunstner beskrives i få ord og ledsages af et foto, ligesom en karnap er helliget fotos af museets indtil videre 8 forskellige ledere. Tekster og linjer malet på væggene er holdt i rød, sort og guld, som går igen i udstillingsfolderen og i museets årsprogram.
Mål uden mening
Målet har været at skabe en udstilling, som giver et overblik over museets værker, ligesom det har været centralt at lade tilblivelsesåret være afgørende for placeringen på udstillingen. Tankerne ledes dermed hen på forfatteren Antoine De Saint-Exupérys fortælling om Den lille prins, hvor den lille prins siger: ”De voksne elsker tal”. Eller til Piet Hein, som siger: ”At appellere til fornuften er verdens største slag i luften.”
Når det er sagt, er det dejligt at få lov til at møde de mange ukendte værker, herunder forstudier til nogen af de mest kendte malerier. Men hvorfor præsentere værkerne på snehvide vægge, i en rækkefølge som er årstalsbestemt? Og i et sammensurium hvor museets få hovedværker får alt for lidt opmærksomhed mellem de mange små og ukendte værker. Især kontrasten mellem Willumsens badende børn i pastelfarver i den store sal og de mange mørke malerier opleves meget disharmonisk. Og hvad er meningen med moderne udstillingsteknik med påmalede tekster på væggene på 1. sal, som ses især når internationalt, orienteret konceptkunst præsenteres på AROS, Statens Museum for Kunst og på Louisiana. Hvorfor skal skagensmalerne lide under det?
Den klassiske skønhed smuldrer
Der er dog næppe fare for, at Skagens Museum mister publikums interesse ind til videre. De fleste museumsgæster kommer også, fordi de holder af den historie og stemning, som knytter sig til selve stedet, tæt på Brøndums Hotel og Anna og Michael Anchers hus. Ikke mindst det at besøge museumshaven, hvor havehuset fortsat står. Det var Anna og Michael Anchers første hjem. Og caféen, som var korntørringslager, endte med at blive P.S. Krøyers atelier. Dernæst turen rundt mellem skulpturerne. Det opleves dog mere eller mindre surrealistisk, at Svend Wiig Hansens skulptur med abstrakte menneskefigurer er en af venneforeningens bidrag til haven.
Som trofast museumsgæst på Skagens Museum de sidste 15 år gør det ondt at se de hvide vægge, som nu næsten er hele museets vægfarve. Hvorfor skulle de smukke rum i forskellige farver, som passede til arkitekturen og museets værker, males over til fordel for ensformigt hvidt? Der sker måske desværre det, at Gøteborgs Kunstmuseum, som ejer et af Krøyers mest berømte malerier Hip hip, Hurra, som afbilleder mange af kunstnerkoloniens personligheder plus en række andre skagensmalerier, får endnu flere gæster, fordi det hænger i et klassisk univers, som matcher tiden og stilen. Hvorfor lave en udstilling, hvor man ikke låner dette centrale værk fra tidsepoken? Så det hænger sammen med det forstudie, som Skagens Museum rummer? Og så lade idéen om årstal og fokus på egne værker fare!
Og hvor var Viggo Johansens maleri med børn i dans omkring juletræet, som tilhører Den Hirschsprungske Samling, et af dennes hovedværker? Synd er det samtidig, hvis dette smukke maleri i virkeligheden er bedst tjent med at blive i København, fordi Den Hirschsprungske Samlings ramme langt bedre fremhæver maleriet i al sin klassiske skønhed. Man kan selvfølgelig sige, at maleriet er malet i en lejlighed i København, så hvorfor kalde det et skagensmaleri? Men sagen er, at Viggo Johansen tilhører gruppen af skagensmalere og var en del af kolonien, ikke mindst pga. sit ægteskab med Martha Johansen (f. Møller), som var Anna Anchers kusine fra det vendsysselske.
Måtte Skagens Museum i fremtiden bruge langt mere energi på at erhverve skagensmalerier og i øvrigt låne værker fra de øvrige nordiske museer, især i København, Gøteborg og Oslo. Udstillingen tydeliggør desværre i alt for høj grad det faktum, at de danske museer har alt for lidt midler og i fremtiden nok kommer til i endnu højere grad at skulle satse på fondsmidler. Gid Mærsk McKinney Møller fik lyst til at sætte alt ind på at fremskaffe skagensmalerier til Skagens Museum. Det er der, de hører til!
Public service
Med hensyn til service er museet dog helt i top, også ved denne udstilling. Der står mennesker parat alle vegne for at hjælpe med alle de praktiske anliggender. Det er en ren fornøjelse at opleve en sådan hjælpsomhed og servicemindedhed. Selv når det gælder et besøg i caféen, får den ikke for lidt, som en gæst bemærkede om de kæmpestore, stykker kage: ”Hun under os det godt”, og et norsk/finsk ægtepar måtte have mere end ét stykke kage. Dejligere kage, havde de ikke smagt længe! Med andre ord, der er meget at køre til Skagens Museum efter, selv efter 100 år! Og under alle omstændigheder har der længe været run på landevejen til Skagen. H.C. Andersen var en af de første kendisser som opdagede det – og det var allerede 17. august 1859. Længe leve, Skagens Museum! Og tillykke med de 100 år!