Maskinel menneskelighed
Med bemærkningen ”I want to be a machine” introducerede den amerikanske popkunstner Andy Warhol i 1963 forestillingen om en menneskelig og maskinel sammensmeltning. Naturligvis må man se det berømte udsagn som et billede på datidens symptomatiske massekultur, og Warhol refererede da også først og fremmest til sit eget kunstneriske virke som en art maskinel produktion. Når det så er sagt, vinder det berømte Warhol-citat alligevel genklang i store dele af samtidskunsten - ikke mindst hos kunstneren Peter Max-Jacobsen, der lige nu er aktuel med en fremragende udstilling på Galerie Provence.

Max-Jacobsen kan imidlertid ikke betegnes som popkunstner og hans værker heller ikke som maskinelle produktioner. Faktisk kan han ikke entydigt placeres indenfor en bestemt kunstnerisk ramme, og hans behandling menneske-maskine tematikken på ligger således også langt fra 1960ernes medie og forbruger fremskred. Max-Jacobsen er først og fremmest barn af sin tid, og det er måske netop derfor, at forbindelsen mellem menneske og maskine står stærkt i hans værker. Udstillingen New Office giver et interessant og anderledes bud på hvorledes vores virkelighed manifesteres gennem mekaniske og ikke mindst elektroniske foranstaltninger.

New Office, der en stor farverig men dog overskuelig udstilling, handler om kontoret anno 2008. På trods af dette tilsyneladende kedsommelige omdrejningspunkt (mange af os gaber jo ved tanken om kontorarbejde) må vi unægteligt erkende, at netop kontoret er forudsætningen for de fleste menneskers arbejdsliv, og derfor også har en hvis berettigelse i kunsten. Max-Jacobsens kontorskildringer er da heller ikke spor kedsommelige. I forhold til den førnævnte menneske-maskine tematik, synes ’maskinen’ i udstillingens samtidsrelaterede kontorskildringer at skulle forstås i en overført betydning. Her er det nemlig ikke en enkelt fysisk maskine driver værket, men et helt maskineri bestående af både menneskelige og elektroniske mekanismer.

Kontorets fysiologi
Max Jacobsen siger selv, at hans drivkraft er elektronik og elektroniske nørderier. Hans kunstneriske baggrund vidner også herom: Han er uddannet fra kunstakademiet i Den Haag i 2002 og har efterfølgende markeret sig med eksperimenterende projekter blandt andet indenfor livecinema og især musik under navnet EX PMX. Ligesom i musikken hvor han ofte bygger elektroniske musikinstrumenter ud af affaldselektronik, er han også indenfor maleriet fascineret af elektronikkens komplekse systemer. Især værkerne In the Belly of the Beast og Red Machine er glimrende eksempler på hvordan ledninger, motherboards og dets lige smelter sammen med menneskets tilstedeværelse og udgør komplekse systematiske maskinerier.

Max-Jacobsens malerier er fascinerende, ikke mindst fordi han synes skildre hvorledes arbejdslivet sætter sig spor i mennesket. Vores arbejde skaber rent faktisk en stor del af vores personlighed, blandt andet gennem vores samtids elektroniske foranstaltninger. Men helt almindelige håndgribelige genstande finder også vej til malerierne, blandt dem må kontorstolen nødvendigvis fremhæves som et gennemgående motivisk element. Dette objekt synes måske også, ligesom selve kontoret, at bære i sig nogle kedsommelige konnotationer. Imidlertid udslettes al dræbende tankevirksomhed straks af det ubrydelige og interessante samspil mellem menneske og objekt, der figurerer på lærredet. Kontorstolen, ligesom alt andet inventar, tages ikke længere for givet, men præsenteres som en vigtig medspiller i vores samtid. Især værkerne Pladstagfat – Stoledans samt Kontor med kant står i mine øjne som stærke indikationer på kontorinventarets notoriske indvirkning på vores hverdag.

Det er dog vigtigt at pointere, at hverken elektronikken eller kontorinventaret kan eksistere uden den menneskelige medspiller, og der er da også mennesker i samtlige af udstillingens malerier. Max-Jacobsens menneskeskildring er faktisk temmelig beundringsværdig, primært fordi han ved hjælp af ganske enkle penselstrøg formår at vise ud- og indvendige menneskelige dimensioner på en og samme tid. Selvom menneskeskikkelserne ofte er forvredne, overdrevne og kønsløse, er der ikke tale om væmmelige kropsvæsker og indvolde-gengivelser á la Kvium, men snarere om en subtil fornemmelse for forbindelsen mellem menneskets anatomi, fysik og psyke. De udvendige kropslige udtryk bliver således også indikation på den indvendige sindstilstand, og på den måde besidder værkerne alle interessante og modsætningsfyldte tolkningsmuligheder.

Selvom det er de omfangsrige malerier, der optager størstedelen af pladsen, er det alligevel de to mere eksperimenterende værker, Office (installation bestående en kontorstol beklædt med akrylmaling og plastikkrus med tilhørende baggrund) og Handle With Care (bobleplast injektioneret med akrylmaling - se billede), der i sidste ende påkalder sig mest opmærksomhed. Hukommelsens evige tilbagevenden til primært Officechair og Handle With Care skyldes nok snarere, at Max-Jacobsen her bevæger sig ind i et problematisk kunstnerisk felt, hvor han forener almindelige genstandes rumlige dimensioner i et malerisk udtryk, og dermed nedbryder de begrænsninger der ofte knyttes til kunstobjektet.

Et vellykket eksperiment
Det at eksperimentere er tydeligvis en af drivkræfterne bag værkerne i New Office og som altid handler eksperimenterne om at få noget til at fungere eller lykkes. Det gør det for Max-Jacobsen – delvist på grund af en glimrende indsigt i mennesket og i de forskellige materialers muligheder, men også på grund af en åbenlys respekt for de fortællinger der ligger uudfoldet i hverdagens objekter og begivenheder. Max-Jacobsens værker er ikke smukke i en traditionel forstand, men skønheden lurer altid lige om hjørnet, godt hjulpet på vej af en behagelig farvesammensætning. Det er en udstilling hvor stærke modsætninger mødes og afløser hinanden i finmasket maskineri: det upræcise bliver præcist, kaos bliver til orden, uro bliver til stilhed og så videre. Enkle steder synes modsætningerne dog også at mødes med omvendte fortegn, men det er ikke fordi kunstneren har et horn i siden på den moderne verden: ”Nej, jeg elsker moderne teknik, men nogle gange støder man altså frontalt sammen det man elsker, fordi man tror man behersker det”, forklarer han. Peter Max-Jacobsens kontorskildringer kan ses frem til 9. marts, og udstillingen er bestemt et besøg værd.