Ovenstående er titlen på en udstilling i Århus Kunstbygning, hvor en række unge kunstnere fra Danmark, Canada, USA, England, Italien og Tyskland, reflekterer over begrebet turisme. Udstillingen er blevet skabt i et samarbejde mellem Galleri Image, Århus Kunstbygning og kuratorerne Søren Lose og Johanne Løgstrup.

I alt ni kunstnere fra de seks forskellige lande byder ind med refleksion og tolkning i to store sale i Århus Kunstbygning. De højloftede, lyse lokaler med hvide vægge brydes af en stor, malet, rød boks i den ene sal, og en stor, turkisblå boks i den anden sal. Boksene fungerer som små audio-visuelle fremvisningsrum. Ellers er væggene beklædt med fotografier.

Hvad er det de ni kunstnere ønsker at få os til at reflektere over, og hvorfor? Både spørgsmål og svar synes at være lidt utydelige i TOURIST`S TALE. Og hvorfor de ni kunstnere har valgt at samarbejde, står heller ikke helt klart. Hvordan ville deres værker fremstå, hvis de fremstod enkeltvis? Udstillingen efterlader på mange planer flere spørgsmål end svar. Måske en styrke? Måske en svaghed?

Det mest interessante perspektiv på udstillingen er nok endnu engang at møde kunstnere som stiller skarpt på fænomenet fotografi. Fotomediet levede igennem en årrække en omtumlet tilværelse som kunstnerisk medie. Rune Gade skriver:

”Omkring 1980 kunne man konstatere et skel mellem `fotografi som kunst` og `kunst som fotografi`, med dokumentarismen som et helt særskilt område. Men mod det 20. århundredes afslutning var der sket en professionalisering på alle områder, samtidig med at det ikke længere giver mening at sondre rigidt mellem genrerne. Professionaliseringen og konsolideringen af fotografiet slog også omsider igennem inden for områderne uddannelse, udstilling og forskning”(Dansk fotografihistorie, 2004).

Rune Gade præciserer de nye tilstande indenfor fotografiets position. Og peger på de forskelle som udstillingen Fotografi som kunst. Kunst som fotografi. på Sophienholm i 1978-1979 gjorde opmærksom på, med Morten Bo der var professionel fotograf med rødder i pressefotografiet, som ophøjede fotografiet til kunst. Her overfor stod Stig Brøgger, der som billedkunstner benyttede sig af fotografi i sin konceptuelt orienterede kunstpraksis. Når det kan være relevant at tage den gamle problematik op i forbindelse med TOURIST`S TALE, her tredive år senere, er det fordi alle fotografier på udstillingen præsenteres under genren kunst, men fototeknisk lader noget tilbage at ønske. Her kan man selvfølgelig vælge at ophøje konceptkunsten, som frigjort fra alle fototekniske krav. Men når konceptet samtidigt ikke lever op til sin målsætning om, at kunstneren bruger sig selv som instrument, til at bevæge beskuerens forestilling om fænomenet turisme, bliver det vanskeligt også at se bort fra det fototekniske.

Det er især den danske kunstner Jacob Tue Larsen, som gør sig skyld i ovenstående kommentar, når han vælger at rejse gennem USA og løbende fotograferer sig selv foran biler, bjerge og bygninger osv. med sit digitalkamera. Hans billeder fremstår på udstillingen som en fotoinstallation, hvor alle fotografier er fremkaldt i almindeligt turistfotoformat 9x13 cm, og sammensat i en rudelignende komposition på en af væggene i udstillingen. Om installationen reelt stiller spørgsmål ved den traditionelle turisme, eller i virkeligheden bare manifesterer, at kunstnere rejser som alle andre, må være op til den enkelte beskuer.

Nogen af de samme konflikter kan møde en som beskuer, når man møder den italienske kunstner Walter Niedermayrs værker. Han er rejst til populære, europæiske skisportssteder, hvor han fotograferer mere eller mindre elegante turister i deres rundgang på skisportssteder. Hans billeder vinder ved at være i store plakatlignende formater, men om de ikke bare endnu engang manifesterer den traditionelle turistrolle, ligesom Jacob Tue Larsens billeder, er spørgsmålet. Nu bare ophøjet til kunst!

Det bliver med Myne Søe-Pedersen tydeligt, at hun arbejder alene med det konceptuelle. Hun har fra et ferieophold i Venedig, af en uges varighed, hver dag i løben af ugen sendt en ueksponeret filmstrimmel hjem til sin bopæl i Amsterdam. De små billeder på udstillingen, som også er i almindeligt turistfotoformat på ca. 9x13 cm, er sorte med enkelte lysglimt, som er det lys som filmstrimlerne blev eksponeret med via forsendelsen. Det vil ikke yde kunstneren retfærdighed at tale om den fototekniske kvalitet, men kan konceptet holde? Er konceptkunsten virkelig troværdig i denne sammenhæng?

Udstillingen rummer flere værker, som måske ikke er værd at skrive hjem om, men lad hellere sansningen rammes af de spændende elementer på TOURIST`S TALE, for dem er der også nogen af! Et af dem er kunstneren Patty Changs videoinstallation Shangri-La fra 2005, som præsenteres i udstillingskataloget med ordene:

”Shangri-La er navnet på et fiktivt kloster i Himalayabjergene, beskrevet som et jordisk paradis i bestselleren ”Lost Horizon” af James Hilton. For at tiltrække turister har den kinesiske landsby Zhongdian gjort krav på at være inspirationskilde for Hiltons Shangri-La, og på en rejse til Kina forsøger Chang at hjælpe byen med at ”brande” sig selv”.

Kan man med andre ord rejse til et fiktivt sted? Og hvordan skabes nye seværdigheder? Mine associationer løb i mange retninger! Shangri-La troede jeg ikke var andet end et home-partyprodukt: sæbe, shampoo, parfume – hvad har det med kunst at gøre? Og når den lille lastbil kører rundt med en aluminiumsskulptur på ladet, på videoen, er det så ikke bare et billede på kunstens trange vilkår i yderkantsområder? Hvis kunsten handler om at undre sig, så er det kunst! Men om det handler om intellektuel stillingtagen til fænomenet turisme, via kunsten – hm!!!

Og når Nanna Debois Buhl stiller skarpt på Tivoli i København via sin video Postcards fra 2006, så blev jeg godt gammeldags oplyst og underholdt! Her går jeg og synes, at intet er mere dansk end Tivoligarden, og alt hvad Tivolihaven kan præstere, men hvad er nu for resten dansk, og hvad er Danmark? Nanna Debois Buhl undrer sig over den orientalske arkitektur i Tivoli, og finder ud af at grundlæggeren af haven var inspireret af forlystelsesparker i London og i Paris, og at intet måtte lugte af Tyskland, idet parken især blev skabt for at manifestere den danske kultur efter tabet af Sønderjylland i krigen i 1864. Den orientalske inspirationskilde havde rødder i England og Frankrigs kolonihistorie. Ved at dykke ned i arkiver med filmklip fra Tivoli finder Nanna Debois Buhl ud af, at f.eks. sorte mennesker i 1976 blev opfattet som attraktioner, når de besøgte Tivolihaven. Vi danskere var ikke vant til at møde sorte mennesker. Og en anden morsom detalje på begrebet danskhed er overraskelsen over en sommerdag at møde en skare af grønlændere i haven, som holder deres årlige kaffemik i Tivoli. Eller coffeeparty, som de kalder det på videoen! Ja, hvad er danskhed, og hvad er det vi ønsker at fortælle om os selv, når vi viser Tivolihaven frem? Et af udstillingens mest spændende bidrag – ikke fordi det handler om Danmark, men fordi videoen reelt oplyser og tager stilling, og ikke mindst – giver stof til eftertanke!

Alt i alt er TOURIST`S TALE en pose blandede bolsjer! Se den! Smag den!