14. marts var der fernisering på dette års udgave af Kunstnernes Påskeudstilling (KP), som har eksisteret i 62 år. Udstillingen har til huse i Århus Kunstbygning. Udstillingen kan ses frem til 20. april. Udstillingen blev etableret i 1947 af Foreningen Ung Kunst, som er en forening med navnet: Kunstnernes Påskeudstilling, med hjemsted i Århus. Læs evt. mere på foreningens hjemmeside om udstillingens historie og vedtægter.

Udstillingen er en censureret udstilling med fokus på unge debutanter, hvor censorgruppen dette år bestod af syv etablerede kunstnere. En af censorerne, Lars Bent Petersen, skriver i forordet til udstillingskataloget om censorarbejdet: ”Pragmatik oplevede jeg som et nøgleord i censuren i år, pragmatik i censurkomitéens aldersspredning fra 33 år til 66 år, kønsmæssigt, 3 kvinder og 4 mænd, regionalt fra København til Vrå over Århus. Hvis pragmatik kan lyde som en grå middelvej, så er den anden og positive side af pragmatik pluralisme. Pluralisme er plads, et fælles rum hvor individet kan udfolde sig i fællesskab med andre og på lige vilkår med andre”. Den ældste og mest kendte kunstner i censorgruppen dette år er Poul Anker Bech, som er kendt for sine malerier som han selv beskriver således: ”Oprindelig med udgangspunkt i den amerikanske nyrealisme har jeg udviklet en figurativ motivverden, hvor virkeligheden og øjeblikket bliver krydset med tid og rum til en art magisk realisme, som overordnet handler om menneskets skrøbelige spor i en mægtig verden af stof og tid”. Amerikansk billedkunst synes ikke kun at være en del Poul Anker Bechs bagage. KP08 synes at have et særligt amerikansk udgangspunkt.

Dette år indsendte 318 kunstnere i alt 1478 værker til KP. Der blev antaget 113 værker skabt af i alt 51 kunstnere. Af de 51 kunstnere var de 31 debutanter. Udover udstillingens indsendte værker har KP fået tradition for at vise yngre kunstneres værker, nogen år efter at de har deltaget på KP, som en art talentpleje. Afdelingen med de inviterede kunstnere kaldes ”Spring” og har eksisteret siden 2004. I år præsenterede Berit Dröse og Michael Isling deres arbejde i en lille afdeling ved siden af KP, som i år blev vist i den nye tilbygning i kælderen. Berit Dröse og Michael Islings værker blev flot præsenteret med en fin balance mellem rum og mellemrum. Og netop rummet er et af omdrejningspunkterne i Michael Islings arbejde. Han fortæller, at netop spring08 tager udgangspunkt i en rejse mellem forskellige rum og virkeligheder, hvor han opsøger et forladt hotel i Cambodia, ligesom han som pendant til dette hotel viser en udstilling på SAS Radisson Hotel i Århus, i nogenlunde samme periode som spring08. Konkret forsøger han at overføre elementer fra junglen i Cambodia til Århus, dvs. kokosnødder, dyr og andre planter fra det ene sted til det andet via malerier, skitser og fotos. Og omvendt. Kan man kalde det en global dialog? Et interessant projekt, som forener konceptkunst og traditionelle, kunstneriske udtryksformer.

Berit Dröse præsenterer videoinstallationen ”Ich sehe was, was du nichts siehst“, som også handler om dialog mellem forskellige verdener. I videoen ses to mennesker, som arbejder på hver sin side af en gennemsigtig plexiglasplade. Den ene er moderne danser og den anden er grafittimaler. De to aktører følger hinandens liv via plexiglaspladen, som dog langsomt bliver mindre og mindre gennemsigtig, fordi den løbende sprayes med spraymaling. Pointen er, ifølge Berit Dröse, at de kun kan forstå hinandens liv, fordi de hver for sig er sig selv. Danseren danser til rytmerne fra spraydåsen, maleren maler til danserens bevægelser. En smuk videoinstallation holdt i sort og hvidt samt gråtoner, som vidner om en stor, formel, kunstnerisk viden. Vi bliver dog indenfor de kunstneriske fags løbebane mht. til det indholdsmæssige. Med andre ord, en slags tværfaglig dialog mellem kunstgenrer.

For endelig at komme frem til de 113 værker på KP, er det synd, at det ellers flotte kælderlokale, hvor de præsenteres, ikke helt fungerer med så mange værker på så lidt plads. Og dette skal ikke blive en opremsning af alle 51 kunstneres stil og budskaber, men snarere et forsøg på at finde fællestræk og nogle interessante fokuspunkter. Umiddelbart lyser udstillingen af farveglæde og livsmod. Her kan f.eks. nævnes Dorte Kyhns fire, narrative malerier, hvor der indgår korsstingsbroderier, et festfyrværkeri af detaljer og mangfoldighed, mht. både form og farve. Billedtitlerne understreger fortælleglæden og giver associationer til uskyld og naivitet, f.eks – ”Kvinden og havenissen”. Stilmæssigt går referencerne i retning af især franskmanden Henri Matisse og Vincent Van Gogh. Vi er med andre ord på kendt grund. Det nyfortolkende element skal ses i den ironiske distance eller humoren. For at blive i samme gade, springer debutanten Lars Winthers ”Min by” lige i øjnene, med et reelt, naivistisk univers, hvor han i et ukendt lille format, af en mandlig kunstner at være, præsenterer antageligt byen Aalborg, hvor han bor. Det interessante er især det skiftende perspektiv, snart ser vi byen ovenfra og ned, snart nedefra og op. Motivmæssigt er vi i et traditionelt naivistisk univers med dannebrogsflag, hvide vatskyer på lyseblå himmel og højhuse i fortrinsvis primærfarver samt et par skibe på fjorden. Aalborg når solen skinner. Knud Erik Færgemann og Carla Thonsgaard har også vist os byen, men måske kommer den her endnu tydeligere frem, med en fortid som støvet industriby. Og det er godt nok, du gamle Aalborg. Alting er bedst når det er sig selv, som Berit Dröse viste os for et øjeblik siden.

I den mere køligt, distancerede ende af skalaen, hvor intellektuel iagttagelse kombineres med kunstnerens glæde ved form og farver ses f.eks. debutanten Ulla Pedersens fire malerier, som kan karakteriseres ved deres enkle farveholdninger og klare former, som giver associationer til Richard Mortensens konstruktive malerier og Robert Jacobsens jernskulpturer.

Udstillingen synes dog især at være præget af en række kunstnere, som har ladet sig inspirere af amerikansk pop-art og nyrealisme. Mht. til pop-art er det især Kirsten Gay Breüner med tre malerier forestillende tilbudsvarer – henholdsvis en rulle sorte affaldssække, en pose, hvide køkkenruller, samt en hvid julestjerne - med billedtitlerne ”Tilbud I”, ”Tilbud II” og ”Tilbud III” som træder frem. Som stjerner på himlen lader de tankerne flyve til Jasper Johns og Andy Warhol, og deres fokus på vareæstetik i det moderne forbrugersamfund. ”Jasper Johns repræsenterede USA på den 43. Biennale i den amerikanske pavillon i Venedig i 1988 og fik den hæderfulde pris som den mest betydelige kunstner i international sammenhæng. Det er allerede i midten af 50`erne Jasper Johns skaber sin karakteristiske kunst, der balancerer på vippen i spændingsfeltet mellem det trivielle, banale og det filosofiske, sublime udtryk”. Således skriver Hugo Arne Buch i forordet til udstillingskataloget, da Jasper Johns udstillede på Louisiana i 1992-93. Andy Warhols univers kender vi.

Også debutanten Ana Jensen som har fem store malerier med, uden titel, er optaget af vareæstetikken, når vi ser ind i et køleskab, ser på en bogreol osv. Det spændende er evnen til at finde skønheden overalt. I de nævnte billeder er det tankevækkende, hvordan en kunstner udnytter dagligdagens visuelle oplevelser til et kik ind i ornamentikkens mønsterverden.

Mht. amerikansk nyrealisme er det især Vibeke Helene Barter med malerierne ”Look after you self” og ”The view”, som træder frem. Med ”Look after you self” er vi havnet i et landskab med abstrakte farver, hvor et rygsækbærende menneske er standset op foran en stillesiddende hare. Dernæst debutanten Anna Celie Nastasia Meyer med malerierne ”Grand Canyon”, ”Chicken Pox”, ”Olancha” og ”Fishermans Wharf”, som sætter mig på sporet af noget, som fremkalder billeder på nethinden af Edward Hopper med sine ensomme eksistenser i store åbne landskaber og storbyinteriører. I ”Olancha” ser vi en gruppe unge mennesker samlet, måske i en park, måske på en legeplads i byen, som arbejder med sten og pinde. Stenene danner en cirkel omkring en pæl. Er der måske tale om en søgen efter sammenhæng? Sammenhæng mellem natur og kultur?

Når det opleves som vigtigt at kunne se de unge kunstnere på KP08 som en del af både europæiske og amerikanske kunsttraditioner, er det fordi det uundgåeligt stiller spørgsmål til kunstens rolle i vores samfund anno 2008. Kan det virkelig passe, at alt er sagt? At vi er kommet ind i en fase af kunsthistorien som kun handler om at tage stilling til det, som har været? Eller har det altid været sådan? I 80´erne skabte en kunstner, et neonrør med inskriptionen ”Kunst kommt von kunst, nicht von kunnen”, muligvis schweisisk fødte Albert Merz, som nu bor i Berlin. Eller er vi måske i en fase, en slags mellemrum, hvor vi venter på det nye. Som E. H. Gombrich skriver i Kunstens historie, som første gang blev udgivet i 1950, så har -ismerne ikke helt fulgt hinanden, der har været lommer af tomrum, som pludselig gav plads til noget helt nyt. Måske er vi i et af disse mellemrum, hvor vi bruger ventetiden til at holde dampen oppe med stillingtagen til det som var!

Skulle vi alligevel vove pelsen og se KP08 som andet end stillingtagen til det som var, i små glimt – ja, så må jeg slutte med ”Håbets Allé”. En lille videoinstallation, hvor Henriette Hellstern-Kjøller på 4,2 minutter fortæller om et menneske, som vil flytte til Håbets Allé. Fortællingen er en sang med sagte akkompagnement af guitar i baggrunden, formet som en animationsfilm, hvor vi via symboler i bølgepap: Støvler, en trappe, hænder der pakker flyttekasser, en sol som er malet gul og et træ som er malet grønt osv. lader os forstå, at der er et menneske som vil væk fra en mørk tilværelse, til en plads i solen. Der er ikke mere at sige, i Håbets Allé mødte jeg KP08´s mest rørende og originale bidrag. Det er dejligt at blive bekræftet i alt det gamle, jovist, men vandet fra de dugfriske kilder, som fremkalder både tårer og tanker fra det ukendtes eventyrverden, det er dem som fører os videre.

Lad Håbets Allé blive et symbol, på en ny tids spirer, hvad den nye tid så end måtte betyde! Er der liv, er der håb!