Ud over klassikerne Tomb Raider, Tekken, Pandemonium og Final Fantasy VII var et af de allerførste Playstationspil, som Deres ydmyge anmelder stødte på tilbage i sluthalvfemserne, MediEvil. Det udkom i 1998 og var et ganske svært hack ’n’ slash-spil og Kapellets udsendte opdagede meget hurtigt, at den opdaterede version til PS4, der udkom i oktober 2019, ligeledes er et vældigt udfordrende spil selv her over tyve år efter.

Den noget spinkle baggrundshistorie udfolder sig i spillets introsekvens. Her fortælles historien om den brave ridder Sir Daniel Fortesque, der, sammen med alverdens monstre, bliver vækket til live af en ondskabsfuld troldmand. Sir Daniel har nu en sidste chance for som skelet at bekæmpe troldmanden Zarok, som han desværre ikke magtede at dræbe, da han var i live.

Flot, frustrerende gameplay
Det giver jo næsten sig selv, at spillet har fået en grafisk overhaling, nu det udkommer på Playstation 4. Flere steder på nettet kan man også se en decideret sammenligning mellem det originale spil og denne nye, opdaterede version. Der er sket ret meget med grafikken på tyve år, men det er også skønt ikke at skulle styre Sir Daniel rundt med piletaster, idet man nu har en joystick til rådighed på Dualshock™-controlleren.

Banedesignet er holdt intakt, hvilket også er forventeligt, for investerer man i en af disse remakes, så skal gameplayet jo gerne være det samme, som det man husker. Måske er det fordi anmelder selv også er blevet tyve år ældre, eller fordi spillet alle dage har været udfordrende, at gensynet blev lettere anstrengt. Selv om både grafik og styring er blevet bedre, så var frustrationen over ikke at kunne nå at gennemføre enkelte baner selv efter en fire-fem forsøg lige så stor, som da det originale spil blev spillet. Ikke at det er så svært som Bloodborne , men det er heller ikke et spil, der er supernemt at valse igennem.

Spillet er helt traditionelt opdelt i forskellige baner, der skal gennemføres, inden man kan komme videre til det næste. Undervejs får Fortesque også tildelt nye våben eller nye former for rustning, som han kan låse op ved at besøge ”The Hall of Heroes” mellem de enkelte baner. Er det lykkedes for spilleren at samle nok særlige sager ind, så kan man låse op for nyt udstyr.


Det kræver dog at du får gennemført banerne og eventuelt får besejret de forskellige bosser, der optræder i slutningen af dem alle. Nogle af disse er nemme at smadre, andre kræver, at man enten er virkelig dygtig, eller (og det indrømmer Kappelanen) må man ty til at finde en video på youtube, der kan hjælpe spillere med at komme videre.

Genkendelsens glæde
Det ville nok være ganske utænkeligt, hvis et nystartet spilfirma i 2020 udsendte et spil som MediEvil, for det er i visse henseender ret gammeldaws. Det er derfor et spil, der primært henvender sig til de, der kan huske spillet (eller de andre spil i serien) eller som blot har lyst til en retrospiloplevelse med opgraderet grafik og en række mindre ændringer, der udelukkende har gjort spillet bedre.

Siden originalspillet blev populært, er der kommet massevis af spil, der på samme måde lader sin spiller styre en avatar rundt på en masse tegneserieagtige baner for at smadre monstre, løse fysiske gåder og samle skatte op. Tænk blot på spil som Skylanders eller Super Mario Galaxy. Forskellen er bare, at MediEvil har en noget højere sværhedsgrad end disse.

Endelig et det et spil der, takket være sin ’uhyggelige’ stemning synes at være perfekt at spille i forbindelse med Halloween. Det udkom jo også i ugerne op til den 31. oktober 2019, men denne relancering fik nok knap så meget omtale som Nintendos Luigi’s Ghost Mansion 3, der også virker som et ret perfekt, børnevenligt, ’gyserspil’ til årstiden.

Nemt at gå til, svært at mestre
Som du allerede har læst, så er MediEvil et spil der virkelig har opdateret grafikken, musikken og hele spillets overordnede look. Til gengæld er selve spillet både lige så svært og lige så frustrerende, som man husker det. Spildesignerne kunne med fordel godt have arbejdet med at gøre selve spilmekanikken mere tidsvarende, så man ikke oplevede frustrationen ved styringen, eller måden man kan skifte mellem våbnene på, når man pludselig befinder sig i nærkamp.


Retrogaming er et hit i anmelders hjem, for både unge og gamle, men det er bare ærgerligt når man sætter sig for at gennemføre et spil, der opleves, som om det modarbejder spilleren i en grad som dette. Ulig eksempelvis den opdaterede version af Crash Bandicoot , der bestemt heller ikke er nemt, oplever man, at en frustration over selve styringen eller irritationsmomenter over forskellige kampsituationer, hvor det virker lidt tilfældigt om man får slag ind eller ej, der kommer til at dominere. Af samme grund er det lidt svært at knuselske remaket af MediEvil, selv om anmelder ellers havde håbet på det. Måske var spil blot langt sværere i de ’gode’, gamle dage?