Historier, uanset om de optræder på film, i bøger, tegneserier eller som mundtlige overleveringer, har stort set altid været bundet af linearitet. Uanset hvor mange gange man ser, læser eller lytter til den, så er fortællingen altid den samme. Der findes dog også et (voksende) antal af fiktioner, der forsøger at bryde med denne fastlåste start-midte-slutning-struktur, og som giver dig en større valgfrihed i forhold til det, der fortælles.

Fænomenet er ikke spritnyt, for er man så gammel som undertegnede, så vil man måske huske Steve Jackson’s Sværd og troldom-bøger, der præsenterede læseren for valg, der krævede, at man enten skulle kaste med terninger for at finde ud af, om man fik nedlagt monstret, der pludseligt dukkede op og herefter fik valget om at bladre til side 22 eller 45, alt efter om man gik ind af døren, eller samlede den magiske gryde op.

Grader af frihed
Vender vi blikket mod filmens verden, er der også lavet en del forsøg med den slags historier. Senest var det muligt i sommeren 2019 at opleve et afsnit af Netflixserien Black Mirror, hvor man selv kunne påvirke udfaldet. Episoden Bandersnatch fortalte en historie, hvor man via ens fjernbetjening fik en vis indflydelse på de valg, hovedfiguren traf undervejs og på den måde kunne opleve en fortælling, der ikke er helt den samme, hver gang man så den.

Hverken romanen eller filmen er dog særlig gode medier til at videreformidle denne form for forgrenende fiktion, derimod er computerspillet det medie, hvor interaktion og følelsen af indflydelse synes størst. Tager man et spil som eksempelvis Grand Theft Auto V er de enkelte missioner måske forholdsvis lineære (selvfølgelig kan enkelte af disse løses på forskellig vis og med variation mellem gennemspilninger), men du kan frit vælge mellem hvilke af spillets tre hovedpersoner, du vil spille og til en vis grad også hvilken rækkefølge, du vil gennemspille missionerne i.

FMV spil
Helt så frie rammer som i GTA V er der ikke i den nye titel til Playstation 4 Erica, der udkom for en måneds tid siden. Spillet minder nemlig i langt højere grad om de interaktive film, som har været på markedet siden DVD formatet blev populært. Der er endda en betegnelse for denne specifikke spilgenre nemlig FMV-spil (en forkortelse for ”Full Motion Video”), idet langt størstedelen af spillet afvikles som videosekvenser, der så indimellem prompter spilleren til at træffe bestemte valg ofte indenfor en kort tidsfrist.


En af de spøjse ting ved netop Erica er, at du faktisk ikke har nødig at benytte din controller til at spille spillet med. Spillet spilles stort set udelukkende via touch-pad’en på din controller, som du bruger til at vælge de valg, du skal træffe undervejs. Hvis man ikke har lyst til dette, kan man med fordel downloade en gratis app til ens smartphone, der faktisk gør spillet en del nemmere at styre. Dette så man også i spillet Hidden Agenda, som Kapellet kiggede på sidste år https://kulturkapellet.dk/spilanmeldelse.php?id=55 – et spil, der også har mange andre lighedspunkter med Erica.

Mord, mysterier og hemmelige døre
Erica er navnet på spillets hovedperson, en ung pige, som i sin tidlige barndom oplevede noget meget voldsomt, der trækker tråde til hendes nutid. Der er en morder løs, og muligvis kan pigens hukommelse og fortrængte minder være med til at bringe myndighederne på sporet af denne gerningsmand. Derfor bringes Erica, efter spillets indledende scener, til et safehouse, der måske ikke er helt så sikkert, som ordet ellers antyder.

Erica befinder sig på en form for sanatorium, hvor en ven til Ericas far på forskellig vis forsøger at komme nærmere på de ting, der gemmer sig i pigens hoved. Dette sker bl.a. gennem en ganske særegen form for hypnose, men disse flashbacks er alt andet end behagelige, og det bliver gennem spillet mere og mere vanskeligt at vurdere, hvem der er ven, og hvem der er fjende, hvem du kan stole på, og hvem der fylder dig med løgne.


Erica udforsker ikke alene sit eget moralske kompas, hun får også mulighed for at nærstudere det mystiske sanatorie for at komme tættere på de hemmeligheder, det gemmer. Som i alle gode, skumle locations er det muligt undervejs at opdage skjulte døre, der igen leder vores hovedperson på sporet af en række dystre hemmeligheder.

Ven eller fjende?
Undervejs møder man en hel del forskellige figurer, som man kan vælge enten at stole på eller ej. Der er dialogscener, hvor ens svar får betydning for handlingens forløb, og det er endda også muligt enkelte gange at træffe beslutninger om, hvad det er på skærmen, der skal undersøges nærmere, eller hvor man skal bevæge sig hen. Det hele kører sømløst, og under gennemspilningerne oplevedes ingen tekniske problemer eller grafikfejl.

De medvirkende i spillet er alle ”rigtige” skuespillere, og de er allesammen godt castet. Dette hjælper virkelig på oplevelsen, idet det er ganske nemt at leve sig ind i begivenhederne. Der anvendes selvsagt også computerskabte effekter undervejs, og mange scener (især de hvor Erica er omtumlet eller forsøger at huske tilbage) har en drømmeagtig, surreel kvalitet, som både visuelt og oplevelsesmæssigt er virkeligt spændende. Samtidig er den historie, der fortælles er medrivende, uanset hvilke valg du træffer undervejs.

Mere film, end spil
Det eneste, der trækker ned i den samlede bedømmelse, er at Erica ender med være et produkt, der reelt set er tættere på en film, end på et spil. Til trods for at de forskellige valg og muligheder for at interagere med omgivelserne er mange og fine, så er det en også en oplevelse, der ikke indbyder til utallige gennemspilninger i jagten på eksempelvis den bedst mulige slutning. Til gengæld er Erica ikke særligt dyrt, og du er garanteret en interessant, varieret historie, som du selv delvist kan påvirke.

Når de ludiske og interaktive elementer er nedtonede, så bliver oplevelsen også derefter. Så for den spiller, der gerne vil have lidt mere styring ud over at kulle træffe valg på tid og opleve en forgrenet fortælling, vil Kapellet anbefale at du i stedet får fat i Detroit: Become Human https://kulturkapellet.dk/spilanmeldelse.php?id=58 idet det spil til dato stadig er det spil, der føles som det tætteste man reelt kan komme på begrebet ”interaktiv film”.