I 2008 påbegyndte spildesigneren Toyama Keiichirõõ (der måske er allerbedst kendt for gyserspillet Silent Hill) sammen med forfatteren Naoko Sato arbejdet på det spil, der fik arbejdstitlen Gravité, og som skulle være kommet til PlayStation 3. Det skete dog aldrig, men i stedet blev det redesignet og udkom på PlayStations håndholdte konsol Vita med det nye navn Gravity Rush i 2012.

Spillet blev et ganske stort hit blandt både anmeldere og ikke mindst blandt spillere, og idet Gravity Rush 2 efter alt at dømme er sat til at udkomme som en eksklusiv PS4-titel senere i 2016, er det her i foråret blevet muligt for alle de af os, der ikke fangede etteren på Vita, at prøve Gravity Rush i en ny, opdateret version på PlayStation4.

Hvem er jeg?
Spillet starter med, at den kvindelige heltinde, Kat, vågner op på en forladt legeplads. Hun har ingen erindring om, hvem hun er, hvor hun er eller hvorfor hun er havnet netop hér. Dette er et meget typisk fortællemæssigt kneb i videospil.

Selv om sådan et totalt hukommelsestab er utroligt sjældent i vores virkelige verden, forholder det sig ganske anderledes i spillenes (eller for den sags skyld filmenes) verden. Det er også et velfungerende narrativt trick, for det gør, at spilleren, idet man starter det nye spil, er i nøjagtig samme situation som den avatar, man skal i gang med at styre.

Kat finder hurtigt ud af, at hun ikke er helt alene, for pludselig dukker et mystisk kattevæsen op, der spillet igennem kommer til at fungere som det kraftdyr, der gør at Kat bliver i stand til at gøre ekstraordinære ting. Sammen med dette kattevæsen kan hun nemlig ophæve tyngdekraften.

Level up
Først i spillet er Kat i stand til at flyve over kortere distancer og gå på vægge og endda på loftet. Dog kun indtil hendes tyngdeophævnings-kraft-bar løber tør. I starten af spillet er Kat ganske svær at styre, men idet spillet skrider frem, og man får bedre styr på det, bliver det efterhånden let som en leg. Som spiller kan man altid orientere sig efter Kats halstørklæde i forhold til, hvad der op eller ned, og inden man får set sig om, flyver man med lethed derudaf, lige så ubesværet, som var man superhelten i Saints Row IV

Kat kan undervejs indsamle en masse af de lilla kraftkrystaller, som er strøet ud over byen, for på den måde at give hende mulighed for bl.a. at lave kraftfelter om sin krop og på den måde transportere genstande og personer med sig på sin færd. Noget, som hun får brug for i nogle af spillets senere missioner.

En splittet by
Da Kat begynder at bevæge sig rundt, op, ned og omkring i byen, opdager hun, at hun befinder sig i en ganske stor, svævende by, som er blevet flået fra hinanden af nogle mystiske kræfter. Samtidig begynder mærkværdige mørkevæsener, der kaldes Nevi at dukke op. De kommer i forskellige størrelser og former, men de har alle det til fælles, at de skal sparkes eller rammes i de glødende, orange områder, som er deres svage punkter.


Kat og hendes mis, som hun har kaldt Dusty, kan bevæge sig frit rundt i byen, og i trit med, at hun får klaret nogle af spillets hovedmissioner og nedkæmpet de Nevi-bosser, som hun støder ind i undervejs, får Kat langsomt men sikkert samlet de forskellige kvarterer i byen sammen. Det er dog også muligt for spilleren at kaste sig ud i de tre ganske korte, men også udfordrende sidemissioner, der i sin tid kom som DLC til Vita, men her i PS4 versionen er inkluderet fra starten.

Apropos sidemissioner så er det også muligt for spilleren at spille et utal af mindre challenges, små arkademissioner, der bl.a. består af ræs gennem gaderne eller andet, som ikke bringer spilhistorien videre, men som til gengæld kan udløse en mængde krystaller, som spilleren så kan bruge til at gøre Kat sejre med, såfremt man altså klarer udfordringerne til U.G.

Chamerende japansk
Spillet byder på cell-shaded grafik, hvilket får det til at minde om japanske animé-film eller spil som Jet-Set radio, Ni No Kuni eller Sunset Overdrive. Det ser dog stadig bragende flot ud og skaber en uvirkelig stemning, der passer fint til vægtløsheden og den vertigo-effekt, der ofte skabes, når ens verden bogstaveligt vendes op og ned.


Undervejs på missionerne møder Kat en masse figurer, som hun kan interagere med. De cutscenes, der optræder, er alle lavet som en form for tegneserie, og dette fungerer også rigtigt godt inden for fiktionens rammer. Både cutscenes og samtaler optræder som talebobler på engelsk, så spillet kræver, at man har en basal fornemmelse for sproget, for at man kan komme videre. Af samme grund, og fordi det indledningsvis kan være vanskeligt at styre, anbefales spillet derfor ikke til husets alleryngste, med mindre altså far eller mor har tænkt sig at spille med.

Kort men godt
Gavity Rush er yderst spilbart. Det har en dejlig arkade-feel og er bestemt ikke så svært, at man får lyst til at kaste controlleren ind i skærmen. Det er faktisk lige tilpas udfordrende til, at man fortsætter til den bitre ende. Det er virkeligt flot og stemningsfuldt lavet, selv om man godt kan blive lidt frustreret over noget af baggrundsmusikken til tider. Der er ikke, fordi den er dårlig, men fordi den kører i loop, så især i den bydel, som man starter i, bliver ledemotivet efter et par timers spil ret enerverende.

Gravity Rusher ikke et af den slags spil, der egner sig til, at man kan sidde ved siden af spilleren og se med, for selv om grafikken er flot, så er fascinationen altså størst, når man selv får lov til at udfordre tyngdeloven. Ser man blot på, kan det virke forvirrende og ligefrem fremkalde en vis form for søsyge.

Det tager ikke meget mere end lidt over 10 timer at gennemføre hele spillet, med mindre man altså går efter at få det gennemført med alle sidemissioner, gennemføre alle challenges og indsamle alle krystaller i alle bydelene. Til gengæld er det et spil, som med garanti vil være sjovt at spille igen, efter at det har fået lov til at ligget lidt. Det er originalt, simpelt og så er det bare sjovt. Når man samtidig medregner at det koster ca. halvdelen af, hvad et nyt spil koster, så er der altså al mulig grund til at kaste sig ud i eventyr sammen med Kat og Dusty.