Det var det uafhængige, franske spilselskab Quantic Dream, der i 2010 udsendte det genreforvridende, banebrydende spil Heavy Rain - The Origiami Killer. Dette hører til blandt de få spil, som man ville betegne som vellykkede forsøg på at skabe en ”interaktiv film”. Det var også Quantic Dream, der stod bag spillene Fahrenheit og The Nomad Soul, der begge bød på en radikal anderledes spiloplevelse end dem man ellers er blevet så vant til. Quantic Dream synes, set i dette lys, altid at have lagt mere vægt på originalitet, opbyggelsen af verdener, en tonstyk stemning og ikke mindst den gode fortælling, end andre spilfirmaer.

I efteråret 2012 var det muligt for Playstation 3 fans at downloade og se filmen Kara, der var en slags teknisk-demo, som viste noget af det som animatorerne og programmørerne arbejde på. Hermed løftede de lidt af sløret for hvor flot og detaljeret grafikken i deres næste spil potentielt kunne blive. Dette spil er blevet hypet gennem året, blandt andet fordi hovedrollerne i spillet er besat af ingen ringere end Willem Dafoe og Ellen Page (som nok bedst kendes fra hendes roller i Juno og Hard Candy). Så er spørgsmålet jo, om Beyond: Two Souls kan leve op til det hype og den massive markedsføring der har søsat det?

Fragmenteret linearitet
Det er muligt at spille Beyond: Two Souls enten alene eller ved at lade sin medspiller overtage rollen som Aiden, det usynlige, spøgelseslignende væsen, som konstant er knyttet til den unge pige Jodie gennem en slags usynlig navlestreng. Det er Jodies omtumlede liv spilleren følger. Spillet starter in medias res ved at Jodie (ligesom den første trailer viste) sidder til afhøring på en politistation lokaliseret i et eller andet afsides landdistrikt i Amerika. Den lokale marshal spørger ind til hvad der er hændt den forslåede, kronragede og meget stille pige, men før han kan få svar opsøges han af et SWAT team, der har afsikret deres våben og som tilsyneladende vil have fat i pigen koste hvad det vil, uvist – på dette tidspunkt i fortællingen – hvorfor.

I næste nu er SWAT teamet nedkæmpet, politistationen raseret af en ødelæggende brand og Jodie står ude på gaden og knurrer at hun bare vil have lov til at være i fred. Herefter springer spilleren tilbage i tiden og oplever Jodie som meget ung pige deltage i et paranormalt forsøg under ledelse af Nathan Dawkins (Willem Defoe). Hun bliver bedt om at vælge de samme kort som damen i rummet ved siden af og det er her at spilleren for første gang får mulighed for at styre Aiden. Aiden kan nemlig uproblematisk gå gennem de fleste vægge og fungerer som Jodies forlængede bevidsthed. Jodie ved ikke hvad Aiden er eller hvorfor hun er knyttet til Aiden, dette mysterium er en af kernerne i fortællingen. Styringen af Aiden føles først en smule underlig, men man vænner sig hurtigt til den. Aiden svæver så ind i lokalet ved siden af og kigger bogstaveligt talt damen over skulderen.


Farlige evner
Store dele af Beyond: Two Souls fokuserer på netop denne vekselvirkning mellem Jodie og hendes anden sjæl, som titlen antyder. Evnen Jodie har til at trænge sig ind på svært fremkommelige steder og manipulere omgivelserne. Aiden nøjes nemlig ofte ikke med at observere, men kan takket væren en form for telekinese påvirke omgivelserne. Aiden kan smadre skabsdøre, vælte sager ned fra hylder eller det der er langt værre. Idet man bevæger sig længere ind i spillets historie, får man ligefrem mulighed for at besætte andre personer eller endda kværke dem, i bedste Darth Vader-stil, uden nogen lægger hånd på dem.


Uden at afsløre for meget af fortællingen, bliver Jodie takket være hendes særlige evner naturligvis kontaktet af CIA, som kan se et enormt potentiale i hendes evner. Hun bliver trænet op som topagent og bliver sendt på missioner, men det som Jodie helst vil er, selv at bestemme over sit liv, hvilket naturligvis giver hende problemer. Historien springer nærmest konsekvent mellem episoder hvor Jodie var en lille pige, en voksen kvinde, teenager og så videre. Selv om det er nemt at følge med i spillet, og selv om det er muligt at genspille Jodies liv i kronologisk rækkefølge når først man har gennemført spillet, så er der altså tænkt over rækkefølgen begivenhederne bliver præsenteret på. Tilbageblikkene eller flash-forward-sekvenserne giver altså fint mening i forhold til spillets nu.


Udstødt og ensom
Jodies overnaturlige evner giver hende også en masse personlige problemer, for hvem er denne mystiske sjæl som er knyttet til hende? Er hendes evne en gave eller en forbandelse? Spillere får selv øjnene op for dette, eksempelvis til en teenagefødselsdag som Jodie bliver nærmest tvungen af sine værger til at deltage i. Her skal hun forsøge at fungere som et normalt menneske, uden for det laboratoriemiljø hun er vokset op i og tvangssocialisere sig med folk på sin egen alder. Det går også fint lige indtil hun bliver presset af de fremmødte til at vise dem hendes hemmelige kræfter, som de naturligvis betvivler. Det hele kan, såfremt spilleren vil det, ende i ren Carrie.


I et andet kapitel af spillet er Jodie ligefrem blevet hjemløs. Hun vågner, efter at være undsluppet fra myndighederne, under en motorvejsbro sammen med en samling stakkels individer. Faktisk er der flere sekvenser hvor man, som spiller, oplever at være sat udenfor samfundet eller de øvrige og dette skaber empati hos den spiller der tillader at lader sig rive med af handlingen. Der er på én gang tale om identifikation og verfremdung i forhold til hovedpersonen– for man kan både forholdsvis nemt relatere til hendes problemer og samtidig er det ganske svært at forholde sig til hendes usynlige ven, de mange videnskabelige undersøgelser, træningen som agent og meget mere.

Ustyrlig flot
Lige som det var tilfældet med Heavy Rain har Quantic Dream forsøgt at skabe en noget alternativ styremekanik og selv om det ofte går fint er der også sekvenser i spillet, der virker både enormt frustrerende og gammeldags. Det handler især om styringen af Jodie, der ofte - takket være denne ellers så rutinerede spillers evner til at betjene controlleren - går rundt om sig selv, som om hun med et fik et ubehageligt flashback til det første Resident Evil spil.

Idet spillets hovedperson, der både er gengivet meget detaljeret og flot, bevæger sig rundt i små cirkler om sin egen akse blot fordi den frustrerede spiller forsøger at få hende til at tænde en lyskontakt eller åbne en dør, ødelægges illusionen om at dette skulle være en interaktiv film – for var det tilfældet, ville man have meget nemmere ved at interagere med den verden der er blevet skabt. Det er langt nemmere at kontrollere Aiden, der langt mere sømløst kan svæve gennem vægge, over tage og gennem gulve - men kun i begrænset omfang væk fra Jodie.


Ovenstående betyder ikke at at Beyond: Two Souls er gammeldags på alle kanter, for både motion-capture teknologien, der fint har fanget skuespillernes mimik og udtryk, samt en nærmest sublim lyssætning, gode skyggeeffekter, ingen frame-tearing, tilsat nogle superdetaljerede omgivelser og en eminent stemningsfuld lydside gør at oplevelsen bliver rigtig god. Sætter man sig dog for at lave en interaktiv film, så bør man også sikre sig at spilelementerne - lige som de andre spil fra firmaet - er vægtet noget bedre i forhold til de steder hvor spilleren ikke har kontrol over begivenhederne. Dermed ikke sagt at dette bliver et stort problem, men selve spilmekanikken synes at have været vurderet sekundært i forhold fortællingen David Cage har skabt.

Overraskende trivialiteter
Det som dog gør at Beyond: Two Souls stadig formår at være meget appellerende er, at historien faktisk er rigtig god og alsidig. Der sendes venlige nik til en lang række andre fortællinger, der på samme måde formår at lave en troværdig blanding af noget overnaturligt og noget ekstremt hverdagsagtigt.

Eksempelvis handler en af kapitlerne om Jodie der har inviteret en mand hjem som hun er interesseret i. Aiden er jaloux og man kan nu vælge om man vil spolere deres aften helt, eller lade daten gå som Jodie vil. Idet man styrer hende før gæsten ankommer, bliver man tvunget udi fuldstændig mondæne sysler som eks. oprydning, valg af kjole og madlavning og selv om det måske på papiret lyder lettere fjollet, så gør det også at man kommer meget tættere på sin spilfigur og måske netop fordi man fortager sig ordinære, hverdagsagtige sysler – som i de bedre Stephen King romaner – kan acceptere de overnaturlige, fantastiske, gyser- og science-fictionelementer i historien.

Så selv om Beyond: Two Souls bestemt har sine skønhedsfejl – især takket være den noget eksperimentelle og besværlige styring af Jodie - så er det også et spil, der byder på en medrivende fortælling, superflot orkestreret og en oplevelse som man, alt efter hvordan man vælger at spiller, kan udfolde sig ganske forskelligt. Det er måske ikke drømmen om den interaktive film virkeliggjort, men det virker som at se en film som man helt sikkert har en indflydelse på og som potentielt kan ændre sig fra den ene gennemspilning til den næste. Quantic Dream har bestemt skabt en anderledes spiloplevelse, men det er ikke en som hardcore gamere nødvendigvis vil omfavne og elske ubetinget.