Blandt mange platformspil til Sonys originale Playstation konsol var der et der skilte sig markant ud. Spillet, der kom i 1995, hed Rayman og var både ganske udfordrende, samtidig med at det bød på en række enormt farvestrålende og meget afvekslende baner. Figuren er meget genkendelig: storsmilende, med en auberginefarvet krop og uden synlige lemmer til at holde hænder, hoved og fødder på plads.

Oprindeligt var fraværet af arme og ben et rent teknisk spørgsmål, men når først musikken spillede og Rayman fik tildelt nye evner fra feerne som han befriede undervejs, var der ingen der lagde mærke til det.

Spillet optrådte senere på andre konsoller – inklusive de håndholdte - og fik en række efterfølgere, hvor treeren var det første spil som udskiftede 2D formatet med 3D. Det fungerede fint, men i det spritnye Rayman Origins, er Ubisoft – som titlen antyder – vendt tilbage til rødderne og lavet et klassisk 2D platformspil, der er intet mindre end fremragende.

Nyt og gammelt
Selve plottet i spillet er ikke så vigtigt. Rayman og vennerne daser i junglen, snorker, smasker og det forstyrrer i den grad en ondskabsfuld heks i underverdenen til at slippe alle hendes fæle uhyrer løs og det er nu op til Rayman og hans venner at bekæmpe denne ondskab, samtidig med at man indsamler så mange Lums, befrier Electoons fra deres bure og sætter de tilfangetagne, hotte fepiger fri. Alt er altså ved det gamle: banerne bevæger sig sidelæns, man skal ofte på opdagelse for at finde hemmelige døre, der er bosser som skal bekæmpes og man kan efter en bane, på et oversigtskort, se hvilke andre baner man kan nu kan vælge mellem som den næste. Disse låses naturligvis op i trit med at man gennemfører baner. Forskellen er dog at det hele foregår i knivskarp HD og at man nu har mulighed for at gennemføre spillet med en ven.

En ny ting er muligheden for at være flere spillere på skærmen samtidig – helt op til fire. Noget som designerne bag spillet måske har set fungere i Nintendos Super Mario Brothers, men som også giver Rayman Origins en social karakter som de forrige spil har manglet. Det er både mulig at spille som Raymans blå ven Globox, eller som de små troldmandslignende væsener Teenies. Idet man når længere ind i spillet, bliver valget mellem spilbare figurer udvidet betydeligt.

Opfindsom afveksling
Origins er, lige som sine forgængere, bestemt ikke noget nemt spil – man skal være hurtig på knapperne og vil man ikke hele tiden starte forfra på banen kan det være en klar fordel at have en ven med, der måske kan klare den forhindring man ikke selv er i stand til. Medspilleren har også evnen til at genoplive ens figur, når man for tohundredeogsyttende gang har slået sig selv ihjel på samme sted. Faktisk gennemspillede nærværende anmelder spillet flankeret af husets 7-årige, der i løbet af en uges tid formåede, at blive ren Rayman-ekspert og som i øvrigt ikke kunne finde noget som helst dårligt at sige om spillet, da han blev adspurgt efter den sidste boss var nedkæmpet og creditlisten kørte over skærmen.

Ud over de mere traditionelle platformbaner, der naturligvis dominerer spillet, er der baner hvor man skal kæmpe mod hårdnakkede bosser, baner hvor alle spillere hopper op på ryggen af en moskito og styrer denne gennem baner, der allermest minder om sidescrollende shoot-em-ups som man husker fra en mængde klassiske arkadeshooters. Har man i sinde at fange alle de Electoons som er gemt rundt om i spillet er der også mulighed at genspille allerede gennemførte baner, men nu på tid, hvilket nødvendigvis ikke gør det nemmere.

Fang kisten
Den sidste type af baner man udsættes for er en, der kræver at man er meget hurtig på ens controller, for her skal Rayman og Co. fange en løbsk kiste, der forsøger at stikke af, ofte mens banerne smuldrer omkring en og bevæger sig mod højre i raskt tempo.

Hopper man ikke på det rette tidspunkt, eller er man bare lidt for langsom, kan man godt regne med at skulle starte banen forfra igen med det samme. Selv om denne type af bane måske godt kan virke frustrerende i længden, så er det også den type af baner, som den stædige Rayman spiller bare vil igennem, især fordi, at får man samlet alle ti kister, så bliver der låst op for en bonusbane og en bonusboss.

Denne afveksling mellem banerne gør også at man aldrig kører sur i Rayman Origins, selv om undertegnede da et par gange har været ved at kaste sin controller fra sig i ren frustration, da sværhedsgraden, især på de sidste par baner, er skruet helt op.

Vanedannede farvelade
Rayman Origins, er lige som de andre spil kendetegnet ved at være både utroligt flot animeret, opfindsomt, skørt, farvestrålende og ikke mindst fyldt med god musik. Musikken minder meget om den man før har hørt i spil som eksempelvis Roco Loco men det gør intet, for den understøtter fornemt de visuelle sider, der byder på alt fra undersøiske verdener, frostklædte landskaber, industrielle komplekser og meget, meget mere.

I en parentes skal bemærkes at det heller aldrig bliver kedeligt at daske til hinanden undervejs såfremt man har en medspiller, for selv om man jo primært skal slå på skurkene og monstrene er det også muligt at give ens medspiller en virtuel lammer. Det er selv noget man kan gøre på skærmen som vises mens banerne indlæses.

Rayman Origins er med alt ovenstående taget in mente en helt oplagt julegaveidé til alle, der elsker klassiske platformspil og som godt kan lide udfordringer. Det er et spil som er nemt at komme i gang med, men som samtidig kræver en del øvelse at blive exceptionel god til.