Selv om der sikkert er mange, der kan tænkes at rynke lidt på næsen af de spil, som nærmest udelukkende består i at spilleren skal tonse hurtigt og hårdt på spilcontrollerens knapper, mens man samtidig forsøger at undvige de slag som regner ned over ens figur, så er denne type spil også noget af de mest vedholdende og underholdende blandt videospil. Så selv om man kan antage at der ikke er sket ret meget nytænkning (ud over grafisk) fra klassiske beat ’em ups og hack ’n’ slash-spil, som eksempelvis Renegade eller Golden Axe, så kan man ikke undgå at blive fuldstændigt begejstret for God of War III.

I de to forrige God of War spil har vi fulgt den fåmælte og muskuløse antihelt Kratos på sin nærmest uendelige jagt på hævn over Zeus og alle andre græske guder og mytologiske figurer som stod i vejen. Det var Zeus, der i det første spil fik manipuleret Kratos til at dræbe sin kone og datter, og God of War II sluttede med en spektakulær scene hvor Kratos slipper titanerne fri af deres lænker. De enorme væsener klatrer op af Olympen med et eneste formål - at smadre de guder, som har idømt dem evig trældom. God of War III tager tråden op præcis hvor forgængeren slap, nemlig på ryggen af Gaia, en enorm kæmpekvinde af sten og jord, der møjsommeligt klatrer op mod Zeus’ tempel, med Kratos som sit øksesvingende vedhæng hængende fast på håndryggen.

Store forventninger
Der har - med rette - været meget store forventninger til det tredje spil i serien og en massiv multimedial markedsføring af netop denne titel har også gjort at langt de fleste med interesse for videospil, ikke har kunnet overse at God of War III nu endelig har ramt butikkerne. Spørgsmålet er så blot, om det kan leve op til både hypen og forventningspresset fra de mange fans; svaret er både ja og nej.

Ja, fordi God of War III leverer præcis samme storslåede actionunderholdning i episk skala, som forgængerne. Vægtningen mellem de velorkestrerede handlingssekvenser, gåder og adrenalinpumpende kampe er nærmest perfekt udført.

Nej, fordi spillet, hvis man tager sine ultrakritiske briller på, primært er netop en gentagelse af de ideer, som man allerede har oplevet i de forrige spil. Grafikken har naturligvis fået sig et markant løft - alt står knivskarpt i High Def og den øgede processorkraft kan samtidig sørge for, at der er langt flere fjender på skærmen der angriber Kratos på én gang.

Omvendt kan man hævde, at spillet er skabt efter devisen; hvis det fungerer, hvorfor så ændre formlen? For de kritiske briller ryger nemlig ret hurtigt af, når man i løbet af spillets første fem minutter gribes af den unikke stemning, den bombastiske lydside og de ufatteligt blodige excesser, som er og bliver hjertet i God of War. Er man fan vil man have mere og det får man så afgjort i denne imponerende tredje del.

Mytologi på fast forward
I løbet af God of War III kommer spilleren vidt omkring. Fra klatreturen på Gaia til selveste Zeus’ tempel, med afstikkere i både Hades og en kolossal labyrint, hvor Daedalus (Ikaros’ far - red) hænger lænket. Ens veje leder også en forbi kæmpen Hefaistos, der som bekendt er Gudernes smed og ham der skabte Pandoras æske, som får – uden at afsløre for meget - en central rolle i det nye spil, akkurat som den havde før. Især scenerne med Hefaistos hører til undertegnedes personlige favoritter, for han er utroligt velanimeret, samtidig med at han har fået en langt mere tragisk, nuanceret rolle end mange af de øvrige figurer vi møder.

Selv om det primære mål i spillet vanen tro er at udtvære, finthakke, ødelægge, flænse, mose, smadre og flå så mange fjender som overhovedet muligt, er der heldigvis også indlagt nogle scener hvor man kan få pulsen lidt ned igen og bliver nødt til at tænke over ens handlinger. Disse gåder og puzzles er ikke noget problem for de spillere, der er vant til at spille adventure spil eller lignende action-platform spil. Mange af gåderne handler simpelthen om at finde et manglende håndtag, eller få ødelagt en mekanik, så man kan komme videre til næste bane. Men en af de fineste gåder ligger omtrent midtvejs - hvor det er banens umulige perspektiv der bliver udnyttet. Lidt i stil med Echochrome der er inspireret kraftigt af M. C. Echers raderinger, bliver det pludseligt muligt at bevæge Kratos på tværs af dimensionerne – godt tænkt og endnu flottere udført.

Indvolde, bryster og nøjagtige knaptryk
Den anbefalede aldersgrænse på God of War III skal tages alvorligt, for det er et spil, der leverer en næsten helt ucensureret vare. Ikke kun hvad angår afhuggede lemmer, øjne der flåes ud, tarme, der vælter ud af kentaurens bughule – men i en enkelt scene får Kratos også lov til at boltre sig på en forsmået gudindes nyvaskede silkelagener, alt imens hendes tjenestepiger liderligt ser til fra sidelinjen. Det er ikke decideret porno, men blottede bryster og lumre kommentarer skal nok få de fleste husarer til at rødme bare en lille smule.

Ligesom i boss-kampene er der i her tale om en forholdsvis enkelt quicktime-event (knapper og joysticks der skal trykkes ned i rigtig rækkefølge – red.) men alt afhængigt af sværhedsgraden, skulle hverken kampene eller Kratos’ job som førsteelsker være noget større problem. Man kommer som gammel spille uvægerligt til at tænke på tidlige C-64 spil som Sex Games og sligt, bare en hel del mere elegant udført i denne sammenhæng.

Spillet har også den indbyggede fordel – ganske som forgængerne – at det selv spørger spilleren om man har lyst til at sænke sværhedsgraden hvis man starter forfra på samme kamp for femte eller sjette gang. Man kan sagtens undlade og det var da muligt – for nærværende anmelder – at gennemføre spilet på omtrent elleve timers spil på ”normal” sværhedsgrad uden at ændre denne undervejs.

Ingen nåde
Når man taler om kampene, så er finalen – den ultimative konfrontation mellem Kratos og hans arvefjende - i denne anmelders øjne en anelse for langtrukken. Der kæmpes mod samme guddom i hele fire forskellige omgange. Ikke dermed sagt at det bliver meget kedeligt, for der skal jo i sagens natur uddeles en hel del lammere før en gud lægger sig ned i støvet og begynder at klynke. Det fungerer til gengæld virkeligt fantastisk, at spillet - idet kampen spidser til - skifter perspektiv, så man pludselig får mulighed for at se kampen i first-person perspektiv. Utroligt virkningsfuldt tænkt.

Spilleren har, som den der styrer Kratos, ikke megen indflydelse på den historie der fortælles. Det er som før lineært, så man kan ikke pludselig beslutte sig for at skåne de fjender man slås med, eller at vise dem den mindste form for nåde – det ville jo også stå i skærende kontrast til hele spillets præmis - man ER krigens gud!

Summa summarum er God of War III en rigtig lækkerbisken for alle de, der holder af genren og måske især for de fans der i flere år spændt har gået og ventet på en fortsættelse. Det er et spil der til trods for enkelte repetitive elementer, er fuld ud lige så flot udført, medrivende og blodigt som de andre spil i serien. Så rådet lyder herfra: fat controlleren og dyk dybt ned i en alternativ græsk mytologi, der aldrig er set flottere.