Det er efterhånden sjældent at man, som mangeårig gamer, støder på spil som forsøger at bryde med genrer, stilarter og den type fortællinger, som ellers er populære og dominerende på markedet. Støder man så endelig ind i en af disse spil, er det tit tilfældet at der er flere ting som man kan kritisere spillet for, enten fordi udviklerne har haft for travlt med at få det gjort færdigt eller ikke har haft de fornødne ressourcer til at kunne implementere alle de ting, som de har haft lyst til – alt sammen noget der påvirker slutproduktet.

Allerede efter at have spillet Heavy Rain i en times tid, er det helt tydeligt at dette spil byder på en oplevelse, der på ingen måder ligner nogen anden på markedet lige nu, samtidig med at spillet tør fortælle og vise spilleren en historie, der rummer flere lag end blot en spændende mordgåde, der skal opklares.

Den smadrede idyl
På overfladen kan Heavy Rain måske ligne et traditionelt point-and-click adventurespil, der blot udnytter playstation3 sinaxis-controller lidt mere opfindsomt end ellers, men dette indtryk bliver hurtigt skudt i sænk, for Quantic Dream har, lige som i deres foregående spil Farenheit, bevidst tænkt i nye baner hvad angår styringen, og selv om denne indledningsvis kan være en smule besværlig at vænne sig til, så lærer man i den idylliske prolog nemt at mestre denne.

Selve spillet er bygget op som en kriminalgåde. En seriemorder, der uvist af hvilken årsag udser sig unge drenge, som han så lader drukne i regnvand, hærger den by vore hovedpersoner bor i. For der er for en gang skyld ikke tale om et spil, hvor man udelukkende får mulighed for at styre en enkelt karakter, men et spil hvor fortællingen bliver skabt via en række forskellige karakterers interaktion med hinanden.

Skiftende vinkler
Den første man møder er en ung arkitekt, som i prologen lever en sorgløs og solbeskinnet tilværelse sammen med hans smukke kone og to friske drenge. En voldsom ulykke river denne idyl brutalt fra hinanden og idet spillet for alvor går i gang, er der trukket tunge skyer hen over den solrige idyl og familiens drømmehus er blevet udskiftet med tilværelsen som enlig far i en nedslidt lejlighed.

Foruden vores tungsindige arkitekt, som forsøger at nå ind til hans traumatiserede søn får man også mulighed for at styre tre andre karakterer; en FBI agent, en ung kvindelig journalist og en gammel, fedladen, astmaplaget privatdetektiv, der alle vil til bunds i sagen om origamimorderen. Han kaldes sådan fordi morderen ved hvert offer har lagt en orkidé samt en lille origami figur. I løbet af historien finder spilleren naturligvis ud af, hvorfor morderen har valgt at gøre dette.

Det gode ved at få mulighed for at styre de enkelte karakterer, er at man samtidig med at de guides rundt får indblik i deres tanker, hvis man ønsker dette. Endvidere skal man træffe de rette moralske valg undervejs, som alle til en vis grad påvirker fortællingens gang.

Jeg holder af hverdagen..
En af de mest interessante ting ved Heavy Rain er ikke den mageløst smukke grafik, ej heller den stemningsfulde lydside, de gode animationer, de hæsblæsende action-sekvenser eller det fremragende stemmeskuespil. Det er derimod, at man som spiller ofte skal foretage sig helt igennem almindelige ting, som eksempelvis at skifte ble på en baby og give ungen en sutteflaske bagefter. Man skal også lave lidt mad til sønnen, bestemt bede ham om at lave sine lektier eller, hvis han har fortjent det, give en ham en svingtur.

Alle disse sekvenser er nogen hvor spilleren aktivt deltager og selv om det måske lyder kedeligt, så bliver man faktisk via disse hverdagsting og ordinære handlinger draget ind i historien på en helt anden måde end i mange andre spil, der gerne vil tale til et nuanceret følelsesregister. Det er heller ikke muligt at ved et knaptryk at springe over disse sekvenser, men det gør blot at historien får lov til at gå sin gang.

Det er dog ikke kun ideen om at man kan gå i bad eller på toilettet, som er udslagsgivende for ens indlevelse i Heavy Rain, for det er lige så meget den meget voldsomme, men fantastisk fortalte handling, der er fascinerende. Spillet ændrer sin historie, alt efter de valg spilleren træffer undervejs og hvor heldig man er når de meget dramatiske quicktime-sekvenser begynder (episoder hvor man har begrænset tid til at trykke den rette knap, eller dreje den rigtige vej på sit joystick.)

Plagede personer
Alle de karakterer spilleren har kontrol over har næsten alle det til fælles at de bærer på en eller anden form for dunkel fortid, der passer perfekt ind i den noir-fortælling spillet benytter. FBI agenten har eksempelvis udviklet en afhængighed af kunstige stimulanser, som man så kan forsøge enten at optrappe eller neddæmpe hans trang til. Vores arkitekt har huller i sin hukommelse og er ligefrem i tvivl om sin rolle i sagen. Vores godmodige bamsefar af en privatdetektiv der kæmper en indædt kamp for at finde frem til morderen, møder undervejs en række af de forældre til de drenge som morderen har dræbt nogle møder der naturligvis påvirker ham løbende.

Det er en sand genistreg, på denne måde at lade spilleren hoppe fra figur til figur i prædefinerede kapitler af historien, for så langsomt men sikkert at krydse disse karakterers spor samtidig med at man kommer tættere på mordgådens løsning. Der er som i alle gode thrillers både indlagt et kapløb med tiden, hvor en far kæmper for sin søns overlevelse, sadistiske fælder – der godt kan lede tankerne hen på Saw filmene, falske ledetråde og et varieret og spændende persongalleri, som man møder undervejs. Dertil kommer de forskellige referencer til kendte film, mest tydeligt Kubricks The Shining og 2001, men også en række klassiske krimier. Det mest utrolige er at spillet er så fantastisk medrivende, selv når man spiller det igennem anden og tredje gang, især med tanke på hvor lidt kontrol spilleren egentlig har over begivenhederne.

Anti-sandkasse
Mange af de spil, som forsøger at sælge sig selv på interaktionsoplevelsen, er de mange såkaldte sandkassespil (eks. serien om Grand Theft Auto, InFamous, Saints Row mfl.) hvor spilleren kan udforske en stor verden og selv vælge sine missioner i en nærmest vilkårlig rækkefølge. Anderledes er det i Heavy Rain, for selv om spillet er det absolut bedste bud på en interaktiv filmisk fortælling til dato, så er det også et spil, der på mange måder begrænser handlefriheden. Der er mange dialogsekvenser, som er med til at bygge stemningen op og disse kan man ikke skippe, både fordi de er vigtige i forhold til at fange historiens udvikling men også fordi de benytter en dramaturgi, som i næste øjeblik så kan afløses af en actionsekvens hvor det gælder om at reagere hurtigt på knapperne.

Uden at afsløre for meget så er Heavy Rain et spil, der meget i tidens ånd fokuserer på især fædres forhold til deres sønner, men også forældres forhold til deres børn generelt. Der optræder en lang række far/søn konflikter i løbet af handlingen og derfor er Heavy Rain også et spil hvis fortælling går lige i hjertekulen på de af os som selv er blevet velsignet med afkom. Der er scener som næsten er uudholdelige at være en del af, især den kernescene hvor vi oplevere morderens barndom og det traume der startede hele miseren.

Derfor er Heavy Rain så afgjort et spil for et voksent publikum, som ikke blot lader sig spise af med hurtige action-fix, men som har lyst til at fordybe sig i et spil som var det en fængende roman eller en film som man kunne påvirke på de helt centrakle steder. Det er et spil for de der holder af mysterier, kriminalgåder og naturligvis de der er friske på at kaste sig over en fuldstændig unik og fængslende måde at tænke et computerspil på.

Fortællingens magt
I den første gennemspilning var der flere af hovedpersonerne der desværre måtte lade livet, hvilket selvfølgelig havde ret alvorlige konsekvenser i den epilog som afrunder spillet. Ved en anderledes gennemspilning ændrede dette sig radikalt og selv om man som spiller godt har en idé om hvor det er fortællingen forgrener sig, så er man aldrig sikker.

Derfor har spillet også et stort potentiale for at være et af dem man spiller igennem mange gange for at se i hvor høj grad man kan ændre på begivenhedernes udfald. Der er, alt efter de valg man træffer undervejs, over tyve forskellige slutninger på spillet, men det er endnu ikke lykkedes undertegnede at lave en gennemspilning hvor morderens identitet ændrede sig, selv om det umiddelbart ser ud til at det sagtens kan være en mulighed.

Heavy Rain bliver med garanti et spil der ikke kun vil danne skole for lignende stort anlagte produktioner, men som også med al tydelighed viser hvor dygtige folkene på Quantic Dream er til at skabe noget helt unikt til din spillekonsol. Er man det mindste i tvivl har man blot nødig at betragte de nærbilleder af spillets hovedpersoner som optræder mens næste bane er ved at loade; se dem dybt i øjnene og vurdér så om der virkelig kun er digitalt liv bag dem.