Det første møde med det længe ventede Far Cry 2 er som et hårdt slag i mellemgulvet. Men det skal altså forstås som en ros, for der er efterhånden langt imellem skydespil, der i den grad involverer sin spiller til at tænke over, hvor uhyggelige og ubehagelige krigshandlinger faktisk er. Andre shooters har forsøgt at gengive følelsen af paranoia gennem intense kampe (eks. Call of Duty 4: Modern Warfare) eller et fokus på udpenslet, ofte overdreven blodsudgydelse (som bl.a. Soldier of Fortune). Men Far Cry 2 er et af de mest fysisk nærværende first person shooters (FPS), som endnu er blevet lavet, og derfor også den oplagte kandidat til førertrøjen inden for en ellers gennemtæsket genre spil.

Det ville være en fejl at tro, at Far Cry 2 samler stafetten op, hvor det første spil slap. Væk er de smukke tropeomgivelser og det azurblå vand, væk er de biologiske vanskabninger og mutanter, og i stedet bliver spilleren kastet lige lukt ud i en beskidt, væbnet kamp i en afrikansk bananrepublik, hvor ubehagelige individer og AK47’eren sætter dagsordenen. Et sted hvor der er meget langt mellem de venlige ansigter.

Rolig, vi klarer den
I modsætning til en række andre af bedste FPS’ers, som man kan vælge mellem for tiden, udmærker Far Cry 2 sig ved at være ubehageligt realistisk, forstået på den måde, at de skader, som modstanderne tilfører en, ikke kun registreres på skærmen som en health-bar, der langsomt daler men som udpenslet grafiske scener. Enkelte kunne måske kritisere spillet for at svælge i blod, rifter og sår, i jagten på at gøre en i forvejen udskældt genre endnu mere voldsom, men Far Cry 2 gør dette med et formål. Spillet er ikke blodigt, bare så juvenile spillere kan få stillet deres blodtørst, men i stedet for at påpege, hvad der reelt kan ske med en krop, der rammes af en kugle.

Hvis man såres virkeligt hårdt, går skærmen i sort, og så må man bede til, at en af de soldaterkammerater, som man møder og former alliancer med undervejs i spillet, er lige i nærheden. Hvis der er en hjælper, starter en cutscene, og man er ikke længere i kontrol over situationen, men man kan se – mellem adskillige korte blackouts - at man bliver slæbt lidt væk fra krigszonen, og at der skydes omkring ørerne på en. Når man igen er ved bevidsthed, har man mulighed for at udbedre skaderne selv ved et tastetryk, og alt afhængig af skaden ser man nu ens leatherman flå en kugle ud af et dybt sår i hånden, en kniv grave en kugle ud af lårmusklen, den varme lighter blive presset hårdt mod et åbent sår, en brækket arm blive forceret på plads eller lignende. Det er både voldsomt, blodigt og helt unikt i FPS-sammenhæng. Det peger på, at spilleren er langt fra usårlig, og selv med sit groteske fokus på det kropslige er det næsten lige ubehageligt at bevidne hver gang. Efter skaden er udbedret, kan man vælge at optimere sit helbred endnu mere ved at jage en ampul (med opium?) i armen eller låret.

Malaria og defekte våben
En anden ting, der er med til at overbevise spilleren om, at Far Cry 2 har et øget fokus på det kropslige, er det faktum, at den lejesoldat man har valgt som avatar, kort efter sin ankomst til landet bliver syg af malaria. Dette manifesteres ved, at alt som er på skærmen begynder at gulne, og styringen bliver langsom. Dette sker ofte efter, man har løbet et stykke vej, eller midt i en intens ildkamp – heldigvis kan man sørge for at sluge noget medicin, men er man i en krydsildssituation tæller hvert sekund, og sygdommen er ikke længere en irritation men virkelig en forbandelse. Denne fokus på den skrøbelige krop i FPS-genren er på mange måder analog til den udvikling, James Bond-karakteren har taget på film, fra et næsten overnaturligt, sofistikeret væsen, der med lethed klarede alle farer, til en agent, der vitterligt slår sig, er sårbar og ofte kommer alvorligt til skade.

Der synes også at ligge en fantastisk kreativ idé bag, at de våben, man samler op undervejs i spillet, kan være noget dubiøse. De er ofte godt brugt i den årelange konflikt mellem de to stridende parter i landet, og derfor kan man godt opleve, at idet man stormer frem mod fjenden og vil åbne ild, så går ens våben i baglås efter et par skud. Så er gode råd dyre, og man må trykke gentagne gange på controlleren for at tage ladegreb og genoptage skudvekslingen. Det er også ret opfindsomt, at våbnene man bruger slides ned efterhånden, og er man ikke forsigtig, kan de faktisk eksplodere mellem hænderne på en.

Det åbne landskab
Hovedmissionen i spillet er at finde frem til en våbenhandler, bedre kendt som Jakalen. Han forsyner begge stridende parter i den lokale borgerkrig med en masse våben. Det er dog en opgave, der ikke er ligetil, for Jakalen er en meget hemmelighedsfuld person. For at nærme sig ham, må man gennem en lang række meget varierede missioner, spredt ud i den kolossale sandkasse af et afrikansk landskab, som skaberne af Far Cry 2 har givet os.

Grafikken er uden sammenligning næsten lige så banebrydende, som da man første gang lagde skærm til det første spil i serien. Ved første øjekast kan det måske ligne mange af andre FPS-spil til Next-Gen-konsollerne, men man har ikke spillet særligt længe, før man lægger mærke til detaljerigdommen og de forskellige grafiske rutiner, der gør Far Cry 2 til en spiloplevelse helt ud over det sædvanlige.

En beskudt gasflaske eksploderer og sætter straks ild til det knastørre græs, og man bliver nødt til at forcere sig i dækning, i stedet for at stå måbende og se, hvordan græsset antænder nærliggende træer og gløderne bliver sendt højt op mod den klare stjernehimmel. Det er simpelthen betagende.

Grand theft jeep
Det er dog ikke kun knastør savanne for det kolossale landskab byder også på store mørke junglestrækninger, ørkenlandskaber, klippeformationer, bjerge og ikke mindst bebyggelse i form af byer og større gårde, der alle både kan være farlige at færdes i, men som samtidig er så autentisk fremstillet, at illusionen om at begive sig ind i en by af bølgepap og blikskure er overvældende. Samtidig er animationen og AI’en på de mennesker og dyr, man løber ind i, ganske overbevisende.

De store afstande kan naturligvis tilbagelæges til fods, men Far Cry 2 har også inddraget et rallyelement, i og med at man som i forgængeren kan finde køretøjer, man kan benytte til at færdes rundt i. Et af de mest hyppigt brugte befordringsmidler er en jeep med et påmonteret maskingevær. Ved en enkelt knaptryk skifter man position mellem rat og maskingeværet på bilens lad og er nu klar til at konfrontere andre køretøjer og fjendtligsindede.

Det er også i starten en udfordring at navigere rund i dette enorme landskab, for selv om langt de fleste køretøjer er udstyret med GPS, viser den kun et lille udsnit af det enorme kort, så derfor bliver man nødt til at se på det regulære kort, man har til sin rådighed. Der popper ikke en separat kortskærm frem, når man aktiverer kortet, men derimod hiver avataren kortet frem under kørslen, og man må konstant hive lidt ned i den ene controller for at sænke blikket fra vejen og ned på koordinaterne. Det virker først vanskeligt at styre, men efter et par timers spil, vænner man vant til det, og det kommer ligefrem til at virke naturligt.

Vejr, vind, diamanter og våben
Menuerne i Far Cry 2 er formet som en meget hærget lommebog, så selv her søges illusionen om, at det ”bare” er et spil undermineret. Realismen er også at finde i vejr og vindforhold der, lige som forskellen mellem nat og dag er foranderlige.

I næsten alle vejkryds findes kontrolposter, der oftest huser fjender, som angriber lige så snart, de spotter din bil. Strøet ud over landskabet er også en lang række safehouses, som man bliver nødt til at kæmpe sig adgang til. Når man først har fået bemægtiget sig et safehouse, kan man gemme spillet her, tage et hvil, eller få byttet våben. Man kan også mødes med sine buddies i disse huse og bede dem om at holde lidt øje med en på næste mission.

Ens buddies blander sig også nogle gange i de missioner, man har påtaget sig og tilbyder alternative måder, som man kan klare missionerne på. Dette element giver spillet en klar gen-spilningsværdi. For at gøre det hele endnu mere barskt, så er betalingsformen for missioner ikke penge men rå diamanter, og har man mod på det, kan man også kaste sig ud i (vha. sin GPS) at lokalisere alle de 221 kufferter med rådiamater, som er spredt ud over de 55 kvadratkilometer som spilfladen dækker. Diamanterne bruges til at købe upgrades til våben, nye våben eller bedre stats.

DIY Far Cry 2
Alt det foregående handlede blot om den helt fantastiske single player-del, der nok skal få mange spilentusiaster til at miste en masse søvn de næste mange måneder. For Far Cry 2 er ikke noget nemt spil. Fjendens AI er klart noget af det bedste, der er set længe, og man kan nu ikke længere søge dækning uden at blive flanket.

Spillet byder også på en ganske fortrinlig multiplayer-del, og med det følger en omfattende editor, der tillader alle, der har et kreativt gen selv at designe baner til spillet. Man kan naturligvis også gå online med sin konsol og se, hvad andre spillere har skabt. Kort sagt har Far Cry 2 alt det der skal til for at bemægtige sig førstepladsen inden for FPS-spil i rum tid. Det er ikke et spil for folk, der stødes let, eller som ikke bryder sig om udpenslet brutalitet, men for alle de, der har været nervøse for, at spillet sikkert ikke kunne leve op til forgængeren i forhold til opfindsomhed og nytænkning, har ikke nødig at bekymre sig længere.

Se evt. dette link for en visuel gennemgang af nogle af de føromtalte imesionselementer i Far Cry 2.