Kult-tv-serien Lost kører i øjeblikket på sin fjerde sæson. Selv om udeforstående måske vil hævde at det bare er en gang dramatiseret Robinson Ekspedition, så ved vi virkelige fanboys, at det slet ikke forholder sig sådan.

I seriens første sæson styrtede Oceanic Airlines Flight nr. 815 ned på en unavngiven ø over 100 mil væk fra sin oprindelige kurs. Det omfangsrige karaktergalleri af overlevende blev dernæst præsenteret. Seriens umiddelbare mål synes at være at komme væk fra den hemmelighedsfulde ø så hurtigt som muligt, men det skulle ændre sig. Gennem flashbacks fik seeren mere og mere indsigt i karakterernes baggrunde og hemmeligheder, foruden hints om at ulykken måske ikke var så tilfældig som først antaget.

Spørgsmål på spørgsmål
I anden sæson blev den mystiske luge midt i junglen åbnet og pludselig fandt vi ud af at øen, foruden en de mystiske ”andre”, husede et tæt forbundet underjordisk system. Der blev sået tvivl om, hvad Hanso-organisationen er, og hvilke motiver, øens oprindelige beboere har. I tredje sæson kom vi endnu længere ind bag facaden på ”de andre” og fandt også ud af, at der i blandt dem er forskellige fraktioner og interesser. I starten af fjerde sæson er det ret uklart hvem, der er heltene og hvem, der er skurkene. Lige så mudret er også seriens mange hemmeligheder, for en af de største forcer ved Lost er, at man til stadighed må gætte sig til alle sammenhængene - hvilket man også har Lostpedia til.

Hvad er det Hanso-organisationen forsker i, og hvad er deres egentlige formål på øen? Hvorfor er ”de andre” så fjendtlige? Hvorfor ved deres leder, Ben, så meget om de overlevende fra flystyrtet? Hvorfor kan øen ikke ses på radar? Hvorfor er det umuligt at forlade øen, med mindre man sejler i en ganske bestemt retning? Hvad det er for et sort røgmonster, der bor i jungelen, og hvorfor lader det John Locke leve? Hvorfor der er store elektromagneter under jorden? Hvad er interessen i nyfødte børn, og hvad er der i de sprøjter, som ”de andre” lystigt administrerer? Hvorfor siger medierne at vraget af Oceanic 815 er blevet fundet på flere kilometers vand? Buddene er mange, men kun seriens skabere ved præcis, hvilke svar er de rigtige.

Den virtuelle robinsonade
Imens vi alle spændt venter på DVD-udgivelsen af 4. sæson, eller som et kærkomment supplement til de, der følger serien på tv, har Ubisoft netop udsendt Lost – Via Domus til PC, X-Box og PS3. Det er en helt oplagt idé at lave en spilfranchise på netop Losts tv-koncept, idet serien byder på lige dele action, velskrevet dialog og mystik. Spillets umiddelbare grundlag er derfor også et 3. persons action/puzzle spil, hvor man som udgangspunkt oplever det dramatiske flystyrt og en brat opvågnen på stranden.

Som i så mange andre adventurespil starter man i Lost med en ordentlig gang hukommelsestab, og i købet af spillet skal man så ikke kun tackle diverse opgaver rundt omkring på øen, men samtidig forsøge at rekonstruere ens tabte hukommelse. Dette sker blandt andet ved at genfinde visse ejendele, især et digitalt kamera. Lige så snart man har en idé om, hvor man skal lede efter dette, opsøges man af en mystisk sortklædt person, der fortæller at han vil dræbe én, hvis han ikke får fat i kameraet. Først skal cockpittet lokaliseres, og på turen gennem junglen møder man både det føromtalte røgmonster, som man skal flygte fra, samt ”de andre”, der uden at tøve forsøger at skyde en. Umiddelbart lyder dette jo helt fantastisk, især for fans af serien, men desværre er der væsentlige mangler i spiloplevelsen.

Lineært og alt for kort
Lost – Via Domus er prissat lidt billigere end mange andre nyere spil, og det er kun fair taget i betragtning af, at det er et spil, der primært er lavet til de, der enten er fanatiske Lost fans, eller for at gøre nytilkomne interesseret. Det ændrer dog ikke ved at spillet er meget hurtigt gennemført – personligt tog det mellem 6 & 8 timers at nå til enden og få suget de nødvendige informationer til mig.

Dernæst er spillet meget lineært opbygget: Man går fra stranden ind i junglen og videre enten til det strandede skib eller ned i lugen, og der er ikke megen plads til yderligere udforskning af øen. Man rammer gang på gang den ”usynlige mur”, som afgrænser spillefladen - og det er ret ærgerligt. Især disse meget begrænsede områder kan jo undre lidt, især taget i betragtning at det også var Ubisoft (godt nok med et andet udviklingsteam), der har budt på varierede og ikke mindst enorme jungleomgivelser i Far cry-serien.

Fotografen bliver elektriker
Der er primært to slags puzzle-opgaver i spillet. Det ene af dem er ret godt tænkt, for der bliver man først præsenteret for et iturevet fotografi, som man derefter skal forsøge at genskabe med ens kamera. Det kan være lidt frustrerende, men når det lykkes, får man i bedste Lost-stil præsenteret en flashbacksekvens, der tilføjer nye informationer til den spegede og fragmenterede historie. På baggrund af disse kan man så fortælle øens andre beboere mere om ens personlige fortid og på den måde vinde deres tillid.

Det andet puzzle-element er langt mere irriterende, for her gælder det om at få placeret de rigtige sikringer i diverse sikringsskabe, så de tilhørende voltmetre alle viser grønt. Det er i orden de første par gange, men når man opdager, at denne type opgave gentager sig igen og igen, bliver det lidt frustrerende og kedeligt. Det samme gør enkelte baner, eksempelvis den hvor man skal transportere ustabil dynamit forbi en væbnet vagt. Fejler man, starter banen helt forfra, og har man svært at udføre netop denne manøvre, bliver den gentagne tur hen mod dynamitten og tilbage igen ulidelig lang efter 5. forsøg. Et bedre gameplay i sådanne situationer kunne være klart ønskeligt.

Kun for fans
De sidste par kritikpunkter, man kunne have overfor Lost – Via Domus, er at stemmeskuespillet ikke er i top. Selv om der er gjort meget for at ramme stemningen fra serien – især ved at bruge seriens musik, så er det kun enkelte af de personer, man møder, hvor stemmerne bliver leveret af skuespillerne fra serien. Dernæst er der, for ægte fans, ikke mange nye informationer at komme efter. Har man en idé om, at spillet, der handlingsmæssigt placerer sig et sted mellem sæson 1 og 3, tilføjer et væld af nye informationer om øens hemmeligheder, vil man blive skuffet.

Spillet er som nævnt primært lavet for fans, for det er i al fald svært at forestille sig folk, der aldrig har set serien, reagere på de mange karakterer og henvisninger til scener, som spillet byder på. For en fan derimod er det unægtelig fascinerende at styre sin avatar rundt på den mystiske ø, man kender så godt, indtaste de fordømte tal i den gamle computer, tale med Kate eller støde ind i ”de andre”. Selve kernehistorien omkring ens karakter er glimrende fortalt og afslører lidt mere om Hanso-organisationen, men det ændrer desværre ikke ved, at Lost – Via Domus ender med at skuffe både med hensyn til gameplay og længde. Når spillet er slut, bliver man efterladt med en følelse af, at der kunne være blevet lavet et langt mere tilfredsstillende spil ovenpå så god en tv-serie.