De spillere, der fortvivlet har ventet på en 100% fejlfri oplevelse til deres PS3, kan med rolig hånd gribe efter tegnebogen i den lokale spilbutik og forlange at få et eksemplar af Uncharted - Drakes Fortune med sig hjem.

Der er muligvis ikke tale om en egentlig spilrevolution, idet Uncharted ved første øjekast synes at være en rendyrket Tomb Raider klon. Men hvor Laras bedste eventyr primært er centreret om platformselemeter, altså ideen om at få navigeret hende sikkert rundt i de kolossale huler hun undersøger, så har Uncharted forsøgt at opprioritere actiondelen, og det er netop hér at spillet byder på noget ganske exceptionelt.

Flydende kamp
Uncharted har et meget fleksibelt kampsystem som efter de to, tre første forsøg er meget nemt at benytte. Man søger som oftest dækning op ad vægge, bag lave mure eller noget helt tredje, for så at dukke frem og pløkke løs på de horder af badguys, som med al deres magt og vælde vil forsøge at forhindre en i sine gøremål. Men det er ikke den eneste mulighed for at nedlægge fjenderne, for ser du dit snit til det, er der mulighed for at spæne frem fra skjulet mod den idioten, der er ved at skifte magasin og så uddele nogle seriøse øretæver.

Kampsystemet giver med enkle midler en meget medrivende oplevelse, der dog forstærkes ganske ekstraordinært af såvel spillets organiske og farvestrålende grafik og ikke mindst historien, der samler de enkelte baner til et episk eventyr.

Francis Drake – den gamle røver!
Ikke alene var den historiske, engelske søhelt Sir Francis Drake af spaniolerne anset som en fribytter, pirat og fusentast, men Uncharted gør ham tillige til lystløgner. For ikke alene fik den drevne Drake sin samtid overbevist om at han var død uden at være det, han fik sig også efterkommere. Det seneste skud på stammen er den helt du bliver sat til at styre i Uncharted.

Historien starter med, at man har fundet Drake’s blykiste på havets bund. Pirater angriber ens båd og det er i denne førte bane, man får afprøvet det føromtalte kampsystem. Kisten indeholder ikke Drake’s jordiske rester men derimod hans optegnelser, der snart bringer vores slagfærdige helt på sporet af selveste El Dorado. Sammen med en kvindelig journalist og en ældre skattejæger, Sully, drager de tre ufortrødent af sted, i håb om at finde skatten før andre gør det.

Overraskende godt skuespil
Selv om selve plottet er ret formularisk og har fundet meget af sin inspiration fra blandt andet Indiana Jones, Lara Croft, H. Rider Haggards eventyrbøger og mange andre, så kan ens indre drengerøv ikke lade være med at begejstres for udsigten til en god gammeldags skattejagt. Samtidig er det lykkedes folkene på Naughty Dog at skabe en hovedperson, som både er interessant og samtidig har personlighed nok til at stå ved siden, og ikke i skyggen, af de førnævnte kæmper.

Når det nu lykkes så godt er det fordi karakter og ansigtsanimation er så blæret lavet, men måske især fordi der er arbejdet meget intenst med stemmeskuespillet. Mange computerspil, hvor der tales, gør den store fejl at nedprioritere dette og derved bliver man som spiller indimellem konfronteret med dialog, der både kan være knap så velskrevet og samtidig virker som om den er blevet indtalt af skuespillere, der har været mere interesseret i lønchecken end i at levere overbevisende præstationer. Uncharted byder som kontrast til dette på velskrevne dialogsekvenser, der leveres upåklageligt og med så stor indlevelse, at det smitter klart af på spilleglæden. Det er måske det første spil, hvor jeg ligefrem har valgt at gense nogle af scenerne efter endt gennemspilning.

Få skår i glæden
Trofaste Tomb Raider fans, som undertegnede, savner at spillet ikke byder på en mere gennemtænkt platformdel, for har man spillet både Tomb Raider-serien, eller for den sags skyld Prince of Persia, så er de baner, som byder på puzzles og akrobatik, forholdsvis uproblematiske at komme igennem. Det undrer også at denne del ikke er lidt mere kompleks, når nu Naughty Dog også har stået bag spil som Jak & Daxter og ikke mindst det skelsættende Crash Bandicoot. Ærgerligt er det også, at Sinaxis-effekten ikke udnyttes mere under spillet; den bruges blot til at holde balancen og til et skubbe væmmelige bæster væk fra Drake.

Til gengæld er grafikken så snedigt lavet, at man som spiller sagtens kan få øje på de fremspring, lianer og klippeafsatser som man kan klamre sig til, uden at det kommer til at gå i clinch eller bliver alt for tydelige i forhold til den øvrige grafik. At sværhedsgraden ikke er større hér, kan dog også nemt ses som et plus, idet længerevarende akrobatiske sekvenser med diverse springkombinationer og nøjagtig afstandsbedømmelse har en tendens til at sætte tempoet væsentligt ned – og i dette spils tilfælde, så er oplevelsen, at man som spiller deltager i en action-adventure film næsten komplet.

Erfaring gør mester
At folkene på Naughty Dog kender Playstationmaskinen ud og ind, er der vist ingen tvivl om – og deres første egentlige titel på PS3 beviser dette til fulde. Animationerne er flydende og elegante, så når man styrer Drake rundt i banerne får man virkelig fornemmelsen af at have kontrol over ham. Når man så nedlæger fjenden, er skurkenes dødsdans virkeligt sejt lavet. AI’en hos modstanderne er rimelig, idet de går i skjul hvis man skyder efter dem og endda forsøger at fange spilleren i krydsild, hvis man nøler lidt for længe bag en søjle.

Men mest imponerende er grafikken! Teksturerne på ruinerne, indeni rustne skibsskrog og i dybe huler, hvor man får en klar idé, om hvordan de engang har set ud, er virkeligt fedt lavet. De junglelandskaber man traverserer, er langt mere imponerende og detaljerede end i Far Cry, og man konfronteres hele tiden af grafikmotorens enorme potentiale. Samtidig er overfladerne på personerne ikke så glittede, som man har set i mange PS3 spil, mest tydeligt måske i Stranglehold – men derimod realistiske og bløde.

Mr. Wet T-shirt
I flere sekvenser bevæger Drake sig også rundt i mørke huler med hans kraftige lommelygte som vigtigste værktøj i orienteringen, og her synes spillet at låne elementer fra Alone in the Dark eller Silent Hill, uden dog at Uncharted bliver til en egentlig gyser. Når Drake løber gennem vand, klæber hans T-shirt til ham, og tørrer lige så langsomt, idet man bevæger sig i solen. Det er sådanne små detaljer, der gør hele forskellen.

Så selv om man har set alle delelementene før: skyd fjender fra den kørende bil, klatr rundt udenpå bygningen og find skatten, så giver Uncharted alt dette et friskt pust, takket være next-gen grafik, imponerende animationer og en godt fortalt historie, der binder hele svineriet sammen. Det er ikke et gravalvorligt eller seriøst spil, det er den gode helt mod de onde skurke – og leveret på sådan en måde, at man ikke bør snyde sig selv for en masse gode timers ren underholdning.