Faste Kapelgæster ved allerede godt, at denne anmelder har en svaghed for fotobøger. Både fordi fotografi alle dage har interesseret Kapellets udsendte, men også fordi der er noget fascinerende ved grænselandet mellem fotografiet og kunsten. I nogle tilfælde kan den slags udgivelser godt forekomme som ’kejserens nye klær’ , da folk, hvad enten de er en del af eller står uden for det finkulturelle, kan undre sig over, hvad det er der gør at nogle fotografier, der måske ikke engang er skarpe, tilsyneladende har kunstnerisk værdi. Andre fotobøger kan til gengæld både være reelt morsomme, tankevækkende og besidde en umiddelbar kunstnerisk kvalitet .

Det danske forlag Disco Bay synes at have en mission om at udgive en række bøger, der præsenterer ny, dansk og international fotokunst. Selv om indholdet af disse godt kan variere (og lad igen Kapellets skriverkarl slå fast at oplevelsen af denne kunst selvsagt kan være stærkt påvirket alt efter læserens personlige smag) så er bøgerne altid flot layoutet og indbydende at få i hænderne.

Dette gælder også deres seneste udgivelse The Vulgarity of Being Three-Dimentional, der er en samling af fotografier af Tine Bek, der i mange år har arbejdet med såvel video, skulptur og fotografi. Som titlen også antyder, så synes Bek interesseret i at affotografere skulpturelle elementer, skabe billeder der til trods for den todimensionelle form de optræder i, stadig bevarer en illusion om form. Ordet ”vulgaritet” i titlen synes at kommentere lettere ironisk på ideen om, at fotoet af disse tredimensionelle objekter muligvis kan være langt mere acceptabel end det at opleve motiverne i virkeligheden.

Ligesom Magrittes berømte maleri af en pibe , hvor billedteksten gør det klart overfor betragteren, at det jo ikke er en pibe, men en repræsentation af en pibe man kigger på, så er de affotograferede emner i Tine Beks univers, i al deres flade herlighed gennem fotografiet blevet hævet over det vulgære. Muligvis endda, med fare for overfortolkning af bogens tittel, hævet over deres fysiske form.

Udefra set og med de kyniske briller skubbet godt frem på næseryggen kunne man godt indvende, at den samling af fotografier, som Bek præsenterer for os i sin bog, ikke nødvendigvis har stor kunstnerisk kvalitet ved første øjekast men i stedet blot virker som øjebliksbilleder. Dette forstærkes især da mange er taget med blitz og fordi de fotos som indeholder enten personer eller dyr, er komponeret eller beskåret på en måde, så figurens ansigt er uden for rammen eller står med ryggen til betragteren. Giver man dog tid til fordybelse og til at nærstudere de enkelte fotos, så vil man opleve at der sker noget interessant. Man opdager at det aldrig har været portrættet men snarere den stoflighed eller form som det affotograferede besidder, som er vigtigt.

På bogens bagside finder man titlerne på hvert enkelt foto – og som regel er det ikke vanskeligt for betragteren at finde frem til disse, da titlerne ofte stemme ganske fint overens med det, man ser. Nuvel, det kan godt være at man ikke vidste, at det var et billede af Joe’s garden eller at den sovende kvinde i det meget anonyme hotelværelse tilsyneladende befandt sig i Norditalien, da billedet Sleeping in Venice blev taget, men det er faktisk meget morsomt tænkt at aktivere bogens bruger på denne vis ved at ’tvinge’ læseren til at se på bagsiden og så på motivet skiftevist.

Ud over at de mange fotos bevidst arbejder med både stofligheden i billedet, perspektiver og i flere tilfælde er blevet arrangeret fotografen, så gardinet synes draperet på en helt bestemt måde, eller kameravinklen er valgt ud fra en idé om at skabe en form for synlig rummelighed i kompositionen, så er der ellers ikke mange fællestræk ved motiverne. Tine Bek er tydeligvis er ret begejstret for dyr, interiører, stilleben, mennesker og ikke mindst skum (altså som i skummadrasser ikke som i barber- eller sæbeskum – red.), der enten er blevet opstillet og bearbejdet, eller som muligvis blot har stået tilfældigt og lænt sig op af et hjørne i lokalet.

Kunstneren trækker i sine fotos selvsagt på en lang maleritradition med netop stilleben, blot opdateret via kameraet. Tilsammen skaber de mange fotos en særegen virkelighed, der på én gang minder om noget meget velkendt men samtidig fremmedgør betragteren, idet denne virkelighed, der består af mange forskelligartede motiver, fra et utal lande, her er samlet af kunstneren. Hvad er det hun vil fortælle os? Er der en sammenhæng? Er der en fortælling, eller leder man efter sammenhænge, der muligvis ikke er der?

Som det er tilfældet med ganske mange kunstbøger, så er alle billederne rammet ind af to engelsksprogede tekster, der er mere kryptisk-kunstige end de føjer indsigt til Beks billedunivers. Teksterne er forfattet af hhv. James McCann og Michail Mersinis, og til trods for at anmelder begår sig som underviser i engelsk på daglig basis, var de to tekster begge så mærkværdige og bevidst højtragende, at de med garanti kan tappe andre læsere for enhver lyst til at fordybe sig i kunsten. Teksterne er på den led utroligt ’kunst’-ige i stedet for at være nogle, der rent faktisk kommer til at fungere som en nøgle til Beks værker eller nogle, der tilføjer ret meget andet end frustration.

Det er ej heller meningen, at det er tekster som disse en fotobog skal bedømmes på, men derimod kvaliteten af billeder kunstneren har udvalgt. De er som nævnt meget mere interessante. Lidt på samme måde som teksterne lukker sig om sig selv, synes billederne også at gøre det, men selv om betragteren måske ikke med det samme kan fornemme en sammenhæng eller gisne om, hvad det overordnede projekt muligvis er, så er det en af de fotobøger, der bestemt vinder ved at man giver sig god tid til at genbesøge den.