Da den tyskfødte komponist Karlheinz Stockhausen kaldte terrorangrebet den 9/11 2001 ”det største kunstværk, der nogensinde har eksisteret” fik han (måske forståeligt) massiv kritik for dette. I samme tråd var undertegnede for mange år siden til et foredrag med vor egen übernørd Jakob Stegelmann, der godt nok sagde, at vi ikke måtte fortælle dette til andre, da han spurgte tilhørerne om hvorvidt han var helt alene med betragtningen om, at flyene der brager ind i bygningerne i New York havde set virkeligt fedt ud? Det er han næppe.

Der ligger en dyb fascinationskraft i destruktionen. Ikke at sammenligne med den morbide og ofte tabuoverskridende fascination, der kan være ved at betragte billeder eller film af døde, men når enorme destruktive kræfter frigives, eksempelvis når en atombombe detonerer, så er det svært ikke at være fascineret. Hvis du har lyst til at se en perlerække af ustyrligt flotte a-bomber der eksploderer, så få fat i filmene Atomic Café, Trinity and Beyond eller søg blot efter videoer af prøvesprængninger på nettet, så vi du med egne øjne kunne se, hvor imponerende disse dødbringende eksplosioner kan tage sig ud. Det er måske ikke ulig den skønhed mange finder i at betragte fyrværkeriet nytårsaften. Eksplosiver der har evnen til at ødelægge og nedbryde, kan heldigvis også skabe betagende farver og former på himlen.

Netop denne tilsyneladende dikotomi mellem det destruktive og det æstetiske er omdrejningspunktet i Juan Heins fotobog Clouds and Bombs som forlaget Diskobay udsendte i slutningen af 2020. De i alt 19 s/h fotografier i bogen, opfordrer betragteren til at stille sig selv spørgsmålet som antydes i titlen; betragter du en naturlig skyformation eller er det i stedet billedet af røgskyen efter en menneskeskabt detonation?

Svarene på hvorvidt billedet er det ene eller det andet gives ikke på bedste Anders And & Co.-version skrevet på hovedet på bogens sidste side, men er derimod ene og alene overladt til beskueren. Selv læsere, der muligvis har brugt meget tid på at betragte skyer eller for den sags skyld eksplosioner måske har en god idé om hvad der er hvad, så er det stadig muligt at komme i tvivl. Dette er selvsagt bogens pointe.

Som man kan læse sig til i pressematerialet til Clouds and Bombs så har kunstneren (der i øvrigt er barnebarn af Piet Hein); ”vendt sin fascination af skyer mod teknologien. For i stedet at opsøge formationer på himlen har han gennemsøgt den ’digitale sky’, hvor alle vore billeder og informationer lagres, og affotograferet de fotografier, der interesserer ham. Han udvælger motivet, forstørrer det, beskærer det og manipulerer det digitalt […] Derved påpeger Hein på billedets forhistorie – historisk, teknisk og konceptuelt.”

Som med megen ny kunst, kræver det nærmest denne baggrundsforklaring, for at til fulde at kunne forstå hvad baggrunden og konceptet bag Heins seneste fotobog er. Umiddelbart synes dette at være lidt ærgerligt, for i anmelders optik bør et kunstværk kunne stå helt alene, uden forklaring, men for god ordens skyld er den ovenstående tekst en del af den eftertekst som Trine Ross’ har lavet til bogen.

Clouds and Bombs er efter anmelders betragtning ikke en fotobog for masserne. Selv om konceptet er ganske interessant og ideen om at sammenblande det artificielle med det naturlige, det destruktive med det livsgivende, så er det måske alligevel ikke nok til, at denne samling, beskæring og forarbejdelse af andre folks billeder af partikelformationer får en bred appeal.

Det er selvsagt fascinerende at fordybe sig i de enkelte fotos, betragte strukturerne og forsøge at lege gætteleg med sig selv om hvert enkelt billede, men når det er sagt, så er det måske også svært for den almene forbruger at overbevise denne om at Clouds and Bombs er en bog man bare skal have fat i til hjemmets samling. Når man som undertegnede bare er glad for kunst, deriblandt også fotokunst, men måske ikke har samme indsigt i dette, som de der er eksperter, så kan Juan Heins konceptuelle værk godt bære præg af at være for meget form og koncept og ikke så meget andet. Kort sagt, muligvis ikke et værk, der er for alle.