Indimellem er det udfordrende at være anmelder. Dette især, når det kommer til at beskrive de artefakter, som primært handler om visuelle indtryk eller lyd. Bevares, nærværende skribent har i rigtigt mange år skrevet om film, tegneserier, musik og spil, hvor både lyd og billede indgår, men her er det som oftest muligt også at inddrage referater af de fortællinger, som er indlejret i værkerne, eller fokusere på genrer, medvirkende, skaberne, eller lignende.

Når udfordringen imidlertid er gennem ord at gengive følelsen af at betragte et maleri, eller som tilfældet er hér, en fotobog. Her kan ord synes fattige, i den forstand, at ord ikke helt kan dække den umiddelbarhed og subjektive oplevelse, der sker, når man betragter de 80 ganske forskellige farvefotografier, der tematisk udelukkende er bundet sammen af, at de alle er taget på Gran Canaria. Det er imidlertid en udfordring som Kapellets udsendte har valgt at tage imod, velvidende at følgende tekst kun vil blive en beskrivende, personlig tekst, der lettere desperat klamrer sig til ord og udtryk i forsøget på at indfange bogens grundstemning.

Måske sidder du allerede nu, kære læser, og forestiller dig en spraglende og kulørt fotobog, fyldt med smilende ansigter, børn med strandlegetøj, der boltrer sig i vandkanten, eller ældre ægtepar, der går tur mod den nedgående sol. Sådanne forestillinger om rejsekatalogsfotos bør man dog hurtigt lægge fra sig, for den version af ferieøen som de fem fotografer har valgt at vise os, virker umiddelbart mere som en lysbilledserie skabt af David Lynch i starten af 70’erne.

Der er noget ganske særegent foruroligende ved at bladre i GETAWAY som bogen hedder. En bog der i øvrigt kun er udkommet i 500 eksemplarer. Fotoet, der pryder omslaget, illusterer dette fint. En ældre, meget solbrændt mandetorso ses iklædt lyseblå shorts. Han er vist fanget i det øjeblik, hvor han leder efter noget i den medbragte, mørkeblå Lufthansataske. Idet billedet er beskåret, så vi ikke ser mandens ansigt, er det svært at forholde sig til ham – han reduceres til mørkebrun hud og skygge. Flader og teksturer. Hvad tasken gemmer er lige så hemmelighedsfuldt som mandens identitet.

Idet man bevæger sig frem i bogen, leder man også efter en rød tråd, der kan være med til at binde de enkelte fotos sammen i scener. En tendens som vistnok er en fælles menneskelig evne – at forsøge at finde mening, sammenhænge eller en historie, baseret på det vi ser, uanset om den er der eller ej. Den eneste ledetråd der gives til tilskuerens fortolkning er følgende ultrakorte tekst, der indleder bogen; ”et flygtigt sneakpeak / ind i det forjættede ferieland / på vulkanøen i atlanterhavet / kontrasternes ø / gold natur / brunet hud / farverige souvenirs / en tiltrængt getaway / til larm og stilhed / heldagssiesta i liggestole / og forladte indkøbscentre / men også tørstige bjerglandskaber / kringlede krat / mennesker på jagt / efter frihed og sex / sol og sex / bajere og bare baller / sandbanker og sing-a-long – velkommen til gran canaria”

Denne indledende tekst er dog ganske rammende i forhold til at inddele de mange fotos i forskellige underkategorier. Dels er der landskabsbilleder, hvor man kan ane enkelte figurer eller som er helt tomme for liv. Disse er gengivet i flere forskellige formater – fra dobbeltsidede opslag til fotos af klipper til sider, hvor fotografiets format minder mest om de små polaroidformater. Der er også billeder af by, men disse fotos er i mange tilfælde uden ret meget liv, tømt for mennesker. Eksempelvis er der mod bogens slutning et meget foruroligende billede af en masse røde liggestole, der toner sig ud i natten. Endelig er der fotos af mennesker, men lige som forsidebilledet, er det ikke de typiske, glade feriebilleder, som man forbinder med en tur til Gran Canaria. Derimod er det mennesker fanget i øjeblikke, hvor de ikke stiller sig an, men fokuserer på andre gøremål. De virker alle ret verdensfjerne, som solbrune zombier.

Fotografierne af menneskerne, kan sammenlignes lidt med det billede, der forestiller en blæksprutte på et skibsdæk. Menneskene virker mindst lige så dvaske og ude af deres element som sprutten, og oftest så ligger de der bare, i den bagende sol, nogle helt nøgne, andre på vej væk fra baren med en fadøl i hver hånd, eller ensomme og fortabte i supermarkedet. Andre igen er i færd med at spise det sidste på tallerkenen, mens en sjat øl i glasset præger forgrunden. Dertil kommer et par enkelte detaljebilleder, af vinduer, der er sandet til, en hund, der kigger ud fra en campingvogn eller bagruden på en bil, dækket af det fine sand, som er at se på næsten alle fotos. Man kommer indimellem til at tænke på Edward Hoppers malerier i dens tristesse. Bogen kan måske ligefrem bruges som en slags modgift, hvis vinteren er kold og man længes sydpå men ikke har råd.

Det eneste minus ved udgivelsen, for der er et lille minus, er at det kan være vanskeligt at se de fotos, som fylder to helsider. Med mindre man hører til de mennesker der ikke har noget imod at hærge ens bøger, ved at knække ryggen på bogen helt i bund, bliver disse store helsidesbilleder svære at se i deres helhed, fordi billedet i sagens natur mødes der, hvor bogen er hæftet sammen. Det er faktisk lidt en skam, men dette er langt fra den eneste fotobog, der martres af dette valg.

GETAWAY burde nærmest have undertitlen Get away for efter at have studeret billederne, har man ikke ret meget lyst til at besøge Gran Canaria, for det virker som et mærkeligt, fordrejet sted, set gennem de fem fotografers kameralinser. Det betyder dog ikke, at bogen ikke er en, der vil være spændende at anskaffe sig, for den er også sært dragende i sin campede og ret så uskønne æstetik. Måske ikke en bog for alle, men Kapellet fandt den mægtig interessant.