Teknologier spiller en stor rolle på alle niveauer af samfundslivet, men især når det gælder uddannelser har de digitale teknologiers rolle har været omdiskuteret. Det forstår man godt, da det ofte ser ud til, at begrundelsen for at indføre ny teknologi enten har været, at det bliver man nødt til for at følge med udviklingen, eller at det er mere effektivt og passer ind i en rationaliseringsdagsorden, hvor automatisering er svaret uanset spørgsmålet.

Nu er det jo i sig selv ikke dårligt, at noget bliver mere effektivt. Det afhænger helt af, hvad det skal være effektivt i forhold til. Når det drejer sig om uddannelse, er det helt legitimt at ønske sig, at elever, studerende eller kursister lærer mere, hurtigere og bedre - og hvis det kan ske samtidig med, at det bliver billigere, så er det da bare endnu bedre.

Men det afgørende må være, om ændrede undervisningsformer eller nye redskaber rent faktisk bidrager til det, man gerne vil opnå med uddannelserne. Det handler altså om at stille de pædagogiske spørgsmål om, hvad målet og formålet med uddannelserne er, når man beslutter, hvilke redskaber der skal bidrage til dette.

Derfor er det også rigtig godt, at Christian Dalsgaard og Thomas Ryberg, der begge i mange år har arbejdet med anvendelsen af digitale redskaber og medier i uddannelse, har skrevet bogen Digitale læringsrum. I bogen gennemgår de en række forskellige muligheder, der eksisterer med digitale medier på alle uddannelsesniveauer. Samtidig har forfatterne et klart blik for, hvad der er det pædagogiske sigte med forskellige designs af undervisningen. Hverken teknologi eller andre designelementer står alene, men indgår altid i komplekse sammenfiltringer, der gør det vanskeligt eller umuligt at foregribe, hvad der rent faktisk sker i den enkelte undervisning og i den lærendes udvikling.

I den meget gennemarbejdede bog fornemmer man forfatternes konkrete erfaringer fra egen undervisning - og de har formået at give et rigtig godt overblik over, hvilke muligheder, der ligger for at designe veltilrettelagte undervisningsforløb, hvori digitale redskaber indgår. Der er, som de også påpeger flere gange, ingen garantier for, at undervisningen lykkes, men hvis man som lærer eller underviser er mere bevidst om, hvori både farer og potentialer ligger, så har man bedre muligheder for, at de lærende bliver mødt med et design, der fremmer deres lærende udvikling.

Forfatterne har den opfattelse, at grundelementerne i undervisning er “teknologi, menneske og praksis”, som oversat til konkrete aktiviteter bliver til “digitale teknologier, læringsaktiviteter og sociale former” (s.17). Pointen er her, at man ikke kan betragte de enkelte elementer hver for sig, da de til stadighed indgår i komplekse sammenhænge, hvor de påvirker hinanden.

Tredelingen lader sig dog opretholde som analytiske kategorier, hvilket gør det muligt for forfatterne at sætte fokus på, hvilke muligheder der eksisterer inden for undervisningen for den lærer eller underviser, der gerne vil udvikle sin undervisning for at udnytte de muligheder, der åbner sig med anvendelsen af digitale teknologier. Opdelingen er for så vidt ikke afhængig af, at man arbejder med digitale teknologier, men det er nu engang fokus for denne bog.

Ifølge forfatterne kan man opfatte de lærendes udvikling som noget, der finder sted i fire forskellige rum: Den lærendes individuelle rum; arbejdsgruppen; interessefællesskaber og åbne forbindelser. Rummene glider måske nok over i hinanden, og det kan være vanskeligt at finde ud af, hvor det ene ender, og hvor et andet begynder. Men igen er det en analytisk opdeling, der giver god mening for at fokusere på hvilke muligheder, der kan åbnes i forbindelse med undervisningen og den lærendes udvikling.

De fire rum er ikke alle lige vigtige på alle områder af uddannelser, og betydningen af de to sidstnævnte vil nok stige i takt med, at den lærende bliver ældre og dermed bliver mere specialiseret i sin interesse og i dannelsen af en mere eller mindre professionel identitet. Men det vigtige er, at alle rummene indgår som elementer i den enkeltes lærende udvikling. Man kan lære ved sit eget selvstændige arbejde, ved at arbejde sammen med andre i gruppe, ved at være med i en gruppe om emner, man er interesseret i - og endelig ved at være koblet op i forskellige mindre definerede sociale netværk som eksempelvis Twitter, Instagram eller lignende.

Når man kombinerer de analytiske opdelinger i de tre grundelementer og de fire læringsrum, så får man også den grundlæggende disposition for bogen. Man kan nemlig betragte teknologierne, læringsaktiviteterne og de sociale former, der kendetegner hver af de fire rum, som en matrix over de elementer, der indgår i et konkret undervisningsdesign.

Udover dette opererer forfatterne også med forskellige former for udvidelser, de digitale teknologier bidrager til. For den enkeltes individuelle læringsrum kan digitale teknologier udvide den enkeltes handlekraft. For gruppen udvider de den kollaborative vidensopbygning, mens de i interessefællesskaber udvider den enkeltes synlighed, og endelig udvider de digitale teknologier interaktioner med omverden i de åbne forbindelser.

I bogen fremlægger forfatterne både deres pædagogiske inspirationskilder og deres forståelse af teknologi. De skriver sig her ind i en sociokulturel forståelseshorisont, hvor læring ses som resultatet af en interessebaseret målrettet handling, hvor konteksten og situationen vil være integrerede elementer. For som sagt forstås teknologi ikke som noget i sig selv, men netop som noget, der er sammenfiltret med brugeren, omgivelserne og hensigten med brugen.

Alligevel er det som om der mangler noget i forfatternes fremstilling. For det første er det fint, de fremlægger deres teknologisyn, men man bliver aldrig klog på, hvordan de digitale teknologier adskiller sig fra andre teknologier. Denne distinktion ser ud til at være afgørende i de forskellige elementer i undervisningsdesigns, men hvori det særegne ved digitale frem for andre ikke-digitale (analoge?) teknologier består bliver ikke diskuteret. Man mangler måske også en inddragelse af artefakter, men måske må de også generelt forstås som ‘teknologier’?

“Vores sigte er som nævnt at sætte fokus på, hvordan digitale teknologier kan bidrage til at udvide elevers handlemuligheder” (s.10), skriver de og etablerer derved et meget positivt blik på anvendelsen af digitale teknologier. På trods af, at de har et meget nuanceret teknologisyn, så fokuserer de meget entydigt på fordelene ved anvendelsen af digitale teknologier, og der er ikke nogen grundlæggende diskussion af de ulemper og eventuelle farer, der også er forbundet med det. Visse steder nævnes ulemper, men det bliver altid til tekniske eller mere overfladiske ulemper, hvor det bare handler om at tænke sig om for at designe sig ud af disse problemer.

Et eksempel kan her være overvågningskapitalisme - som slet ikke nævnes i bogen. Forfatterne nævner en udfordring med, at de lærende kan få en følelse af overvågning, hvis de deltager i åbne fora. “Et vigtigt opmærksomhedspunkt ved denne åbne form for kommunikation er, at den også kan føre til eller opleves som overvågning” (s.99). Dette kan man imødegå ved at anvende mere lukkede fora. Men overvågning fungerer jo på et helt andet niveau i forhold til anvendelsen af digitale teknologier og platforme, hvilket ikke er noget, forfatterne overhovedet nævner i bogen. Samskrivning i Google Docs og anvendelse af Youtube nævnes hyppigt - men hvad sker der med data fra anvendelse af Googles suite af services i undervisningssammenhæng? Dette berøres ikke i bogen.

Det kan være legitimt nok, at bogens fokus primært er design af undervisning, som tager højde for forskellige undervisningsrum og deres indflydelse på samspillet mellem undervisningsaktiviteter, sociale former og (digitale) teknologier. Men i forhold til at ville klæde lærere på som bevidste designere af undervisning, så savner man en nuancering af den overordnede økologi, som også involverer big tech - og de logikker (blandt andre økonomiske), der gør sig gældende i den lidt større sammenhæng.

Dette skal dog ikke skygge for, at Dalsgaard og Ryberg har skrevet en rigtig god og brugbar bog for alle, der arbejder med undervisning. At få fokus på de forskellige læringsrum i sammenhæng med undervisningsaktiviteter, sociale former og anvendelsen af artefakter (teknologier) er helt afgørende for det didaktiske arbejde. Det kræver dog også, at man er klar over, at der er mere i de digitale teknologier end deres funktion i sammenhæng med undervisningen - de er også indspundne i eksterne logikker, som underviseren ikke har den store kontrol over.