I stigende grad over de seneste par år, har diskussioner af og om identitetspolitik arbejdet sig op på den offentlige dagsorden. Hver dag bringer sin historie om, hvordan kampen om, hvad der kan siges, skrives eller sælges kan henføres til spørgsmål om identitet som omdrejningspunkt.

En af de seneste sager har handlet om Lagkagehuset, der angiveligt vil anvende termen ‘kageperson’, når man med deres app bestiller den typiske kage til en børnefødselsdag. Kunderne kan så selv tilpasse kagepersonen ved at vælge ben eller kjole som ‘form’, ligesom hårets farve og længde bliver op til kunden. Lagkagehuset mener, at det er en måde at udvikle sig på, der er i tråd med samfundsudviklingen, mens andre anser det som et anslag mod den enkeltes frihed, fordi Lagkagehuset hermed ‘bøjer’ sig for LGBT+bevægelser.

Denne forholdsvis ret betydningsløse beslutning om navigationen i Lagkagehusets app blev hurtigt til en mediebegivenhed, som mange forskellige debattører måtte forholde sig til - og den blev gjort til endnu et eksempel på det identitetspolitiske amokløb og dens anslag mod borgerlige frihedsrettigheder. Og det selvom der i dette eksempel ikke har været et pres fra interessegrupper for Lagkagehusets ændring.

Men identitetspolitik må forstås ud fra et andet grundlag end enkeltstående eksempler, som det jeg netop har nævnt, selvom meget af den offentlige debat faktisk hviler på anekdoter, der gøres til eksemplariske ift. en generel tendens.

Identitetspolitik er langt mere komplekst og mangefacetteret end spørgsmål om, hvad kager kan, bør eller skal hedde. Derfor er det også godt og et udtryk for rettighed, at der nu er udkommet en forholdsvis tungtvejende bog om emnet: Identitetspolitik, litteratur og kunstens autonomi redigeret af de to litterater Adam Paulsen og Leander Møller Gøttcke fra SDU. Bogen består af 25 bidrag og er organiseret i 5 dele, der hver behandler identitetspolitik ud fra forskellige perspektiver som begrebets idehistorie; køn og seksualitet; kunst og kuratering; race og etnicitet og identitetspolitik og autonomi ift. litterære perspektiver.

Redaktørerne mener, at antologiformen er særlig velegnet til at indkredse problemstillingen om identitetspolitik ved at “bringe en række forskellige perspektiver og fagligheder i spil”, hvilket skal “give et facetteret og nuanceret billede af diskussionen netop nu,” som de skriver i deres indledning (s.28). Man må sige, at antologien lever op til dette med det mangefacetterede, men det bliver på bekostning af en samlende forståelse eller platform for, hvad det overhovedet er for en problemstilling, der diskuteres. Der gøres kun få forsøg på en semantisk indkredsning af begrebet identitetspolitik, og de forskellige bidragsydere anvender det på en lang række forskellige måder, der gør det vanskeligt at se, om der er en fælles tematik, der samler antologien.

Redaktørerne gør dog et behjertet forsøg på at en begrebsdefinition: “I bred forstand kan identitetspolitik betegnes som enhver form for politik, der tager afsæt i en bestemt etnisk, racemæssig, religiøs, seksuel eller kønslig gruppes kamp for at få sin identitet anerkendt” (s.18).

Denne definition indkredser de gennem en modstilling mellem to hovedstrømninger i den europæiske idehistorie. På den ene side har vi forestillingen om en universalisme, der gælder bestemmelsen af mennesket, som den kommer til udtryk i dele af oplysningsfilosofien. Der er noget, der kendetegner mennesket ved det, at det er et menneske. Denne bestemmelse giver en særlig ide om det enkelte individ, som er bestemt ved sin menneskelighed. Og herfra stammer de borgerlige frihedsrettigheder og de universelle menneskerettigheder, som de kommer til udtryk gennem den franske revolution og den amerikanske uafhængighedserklæring. Den enkelte er fri og er lige med enhver anden. Universalismen kan begrundes forskelligt som givet af Gud eller naturen, men det moderne vestlige politiske system bygger grundlæggende på denne universalisme.

Overfor denne oplysningsfilosofiske ide står eksempelvis Johann Gottfried Herder, der argumenterer for, at mennesker bliver til i en kulturel sammenhæng, som udvikler den enkelte. Det afgørende ved et menneske er således ikke en abstrakt naturlig lighed med alle andre mennesker, men den måde det er blevet dannet på i en kulturel sammenhæng. En tanke som vi jo også finder hos Grundtvig, hvor de forskellige nationale sprog og myter er bestemmende for, hvordan man bliver som menneske. Men dermed er der peget på en grundlæggende forskellighed mellem mennesker, og denne forskellighed lader sig ikke ophæve i en overordnet kategori for mennesket. Tværtimod betyder kultiveringen, at det ikke er muligt at oversætte fra den ene kultur til den anden - erfaringer bliver bestemt af den kulturgivne levevis. “Herders filosofi fjerner fokus fra individet og retter det i stedet imod gruppens identitet” (16) - og man ser her konturerne af det, der skal komme til at blive kategoriseret som identitetspolitik.

Redaktørerne trækker tanken fra Herder op til nutiden og henviser blandt andre til Simone de Beauvoir, der taler om levede erfaringer, der netop bliver bestemmende for, hvem man udvikler sig til. Levede erfaringer som kvinde bliver forstået som unikke for kvinder. Her citerer de fra Det andet køn: “Man fødes ikke som kvinder - man bliver det” (s.17). Det at blive til nogen bliver et spørgsmål om historicitet og kontekst eller erfaring og kan ikke forstås som en medfødt væren.

Derfor forekommer det også underligt og selvmodsigende, at redaktørerne alligevel fremhæver det modsatte: “Tanken om, at individer har en unik identitet eller væsenskerne som samfundet skal anerkende, er en af identitetspolitikkens grundlæggende præmisser” (s.15), og de henviser flere gange til Francis Fukuyama og hans påstand om, at identitet “henviser til menneskers essens”. I hvert fald forekommer der at være en modsætning på spil, som redaktører enten ikke anerkender eller blot overser: er identitet kulturelt dannet, eller er det en essens? Indledningen bygger på en helt ukritisk overtagelse af Fukuyamas perspektiv på identitetspolitik og på ideen om, at identitetspolitikken underminerer den universalisme, som de dog vil fastholde.

Her forekommer det også underligt, at redaktørerne ikke peger en anden helt grundlæggende skelnen inden for ideer, der kaldes identitetspolitiske - nemlig identitetspolitik, som påpeger det problematiske ved, at de universelle rettigheder ikke er til stede - overfor de retninger, der problematiserer ideen om universelle rettigheder.

Redaktørerne hævder, at der eksisterer en universel lighed, som historiske mere eller mindre er realiseret, selvom der kan være strukturelt betingede uligheder. Derfor bliver identitetspolitik “et skred væk fra princippet om, at staten skal behandle alle borgere ens” (s.19). Men store dele af eksempelvis den feministiske bevægelse handler jo netop om, at staten - og det økonomiske og politiske system - ikke behandler alle ens. De vil hævde, at universalismen kun er et navn for nogle partikulære interesser, som det jo altid har været tilfældet. Den Amerikanske Uafhængighedserklæring kundgjorde: “Vi anser disse sandheder for selvindlysende, at alle mennesker (”men” på originalsproget – red.) er skabt lige, og at de af deres Skaber har fået visse umistelige rettigheder, heriblandt retten til liv, frihed og stræben efter lykke”. Men denne universelle frihed og lighed gjaldt kun et mindretal af alle mennesker: modne, ikke slavegjorte mænd.

Det samme kan siges om en anden ‘grundbestemmelse’, der trækkes frem, nemlig forestillingen om, at identitetspolitik nødvendigvis underminerer meritokratisk anerkendelse - altså at folk bliver anerkendt for, hvad de kan og ikke for, hvem de er (identitet). Dette diskuterer redaktørerne ift., hvem der kunne oversætte Gormans digt, som hun læste op i forbindelse med Bidens indsættelse som præsident. Her har der været et krav om, at oversætteren skulle være farvet og kvinde. Men dette underminerer ikke nødvendigvis meritokratisk anerkendelse, selvom man afviser en hvid og/eller en mand. Problemet er her, at meritokratiet ikke nødvendigvis er uden bias på den måde, at nogles tillærte meritter i højere grad anerkendes end andres, hvilket jo kan forklare, hvorfor det kan være en ulempe at have et mellemøstligt navn, hvis man skal ansættes i en stilling.

Redaktørerne går ud fra, at det at kritisere udvælgelse af skuespillere, kunstnere, litterater i udgangspunktet udtrykker en universel lighed, hvorved de i udgangspunktet udelukker en udvælgelse ud fra andre kriterier. Dette ligger også i den implicitte antagelse, som både indledningen og mange bidrag går ud fra, at identitetspolitik underminerer kunstens autonomi, og vi får derved ikke den interessante diskussion om, hvorvidt visse erfaringer (vestlige, hvide, mænd) privilegeres i kunsten ligesom så mange andre steder.

Indledningen er ganske fin og får indkredset en række relevante problemstillinger i forhold til identitetspolitik, men redaktørerne er noget unuancerede og de favner ikke det mangefacetterede ved begrebet, der ikke får nogen begrebslig prægnans. Dette sker dog inden for en mere begrænset rammesætning af Silas Marker i bogens klart begrebslige bedste bidrag. Som i et af de få bidrag, der anerkender, at identitetspolitik bliver brugt i mange forskellige sammenhænge, der ikke lader sig reducere til én overordnet bestemmelse. Der er ganske enkelt ikke noget, der overordnet set binder forskellige brug af identitetspolitik sammen. Derfor mener Marker, at man bør definere, hvad man mener med begrebet, inden man bruger det.

Markers definition af identitetspolitik har en række fordele frem for den, der fremkommer i indledningen. “Identitetspolitik (IP): Et emnemæssigt afgrænset politisk felt, der tager udgangspunkt i identitetsmarkører som for eksempel race, køn eller seksualitet” og han tilføjer, at denne politik både kan være legitim og illegitim (s.110). Netop betoningen af ‘identitetsmarkører’ gør, at Marker er fri af at tænke i essens, der jo netop ikke er et specifikt kendetegn ved politiske markeringer, der kaldes eller kalder sig identitetspolitiske. Desuden anerkender definitionen, at der er tale om noget, der finder sted i et politisk felt og ikke noget førpolitisk. Dermed bliver identitetspolitikker også noget, der kan diskuteres offentligt og inden for de almindelige demokratiske spilleregler - og her kan man være enig eller uenig. Identitetspolitikker trækkes ud af den særstatus, den til tider tillægges af både tilhængere og kritikere, og de gøres til genstand for debat.

Efter denne overordnede og begrebslig set klare bestemmelse diskuterer Marker en særlig arketype af identitetspolitik, som han kalder ’standpunktsidentitetspolitik’, som hævder, at der findes “et politisk fællesskab med udgangspunkt i identitetsmarkører, der har en fælles interesse i kraft af identitetsmarkøren. Dette fællesskab kan handle kollektivt, og der kan handles kollektivt på vegne af det” (s.112). Denne form for identitetspolitik kritiseres af Marker, fordi den forsøger at gøre sin politik til noget, der er naturgivet, og dermed hævder denne form at repræsentere en gruppe-kultur, hvor andre medlemmer af ‘gruppen’ måske ikke opfatter sig som repræsenteret. Jeg er kvinde, men accepterer ikke, at en feministisk gruppe taler for mig og på mine vegne. Jeg er jo også meget andet end kvinde - mor, elsker, cyklist, ingeniør, midaldrende, jazzentusiast osv. osv. Der er ingen identiteter, der i sig selv er overordnet - og som nogen kan hævdes at repræsentere.

På denne måde får Marker også hevet identitetspolitikken ud af dens historieløshed og abstraktion og gjort til et politisk anliggende, hvor man naturligvis kan hævde egne erfaringer og historiske kontekst som en del af den politiske stillingtagen. Jeg kan godt mene noget, fordi jeg henviser til mine erfaringer som noget bestemt - men det reducerer mig ikke til dette bestemte. Og en af Markers pointer bliver: “(Identitets)politik er en kamp mellem interesser og samtidig i mindst lige så høj grad konstruktionen af netop disse interesser” (s. 123) - og man kunne tilføje, at dette også er en konstruktion af den forestillede identitet.

En anden virkelig god, spændende og interessant artikel er Lilian Munk Rösings, der går i clinch med selve identitetsbegrebet. Hun viser her med gode litterære eksempler, hvor identitetsbegrebet i litteraturen og i filosofien er blevet dekonstrueret ved, at identitet viser sig som en forskel fra sig selv. Forestillingen om selv-identitet viser sig som en (van)vittig ide - eller som hun siger: “Inderst inde er vi alle langt ude” (s.97)

Det at hævde en identitet er at gøre noget forskelligt ligt. Det er at reducere noget komplekst til et prædikat. Her lurer med det samme stereotypiseringen - den lesbiske gøres til en person, der primært er bestemt ved sin lesbiskhed. Dette kan være vældig brugbart og sikre effektiv kommunikation, men prædikatet må aldrig stå som en konstatering af identiteten - men som noget, der gælder lige nu og her og i denne bestemte sammenhæng. Identitetsprædikater er flygtige - eller det bør de være. De er med et citat af Stuart Hall, som citeres i et andet bidrag: “punkter for midlertidig tilknytning til de subjektpositioner, som de diskursive praksisser har konstrueret for os” (s.120).

Munk Rösing argumenterer imod, at man lader identitetsprædikater være bestemmende for hvem, man er. Men det betyder ikke, at man kan undgå eller undvære dem. Man bliver jo til i bestemte sammenhænge, og der er man jo noget: man er pige, man er datter, man er elev osv. Man er ikke et prædikat. Dels er man flere ting på én gang, dels går man aldrig op i et prædikat. ”Min pointe er lige så lidt, at vi skal underkaste os identitetsprædikaterne, som at vi bare kan blive fri for dem, kaste dem helt og aldeles af os. At blive socialiseret er at blive prædikeret”, som hun siger (s.99). Og man kan tilføje med Erasmus af Rotterdam, der i 1529 skrev: “Mennesker fødes ikke, de dannes”.

Men om denne diskussion og nuancering af identitetsbegrebet siger noget om identitetspolitik, ved jeg ikke rigtig, for som nævnt er det ikke nødvendigvis sådan, at identitetspolitik trækker på en forestilling om identitet som en selv-identitet i den betydning, Munk Rösing diskuterer.

Hver af de fem dele i antologien er indrammet af en række litterære bidrag, hvoraf de mest interessante i min optik er skrevet af Sofie Jama og Zadie Smith. Begge argumenterer de for, at litteraturen er bestemt af en flerstemmighed, der ikke går op i forfatterens egen biografi eller identitet. Smith beskriver sit eget selv som ‘inkonsistent’, og hun henviser til, hvordan hun er besat af - og bestemt ved - en kakofoni af stemmer, der hidrører fra litterære karakterer og andre input, der gør, at hun aldrig kan samles til en enhed. Jama peger på, at hendes karakterer lever deres eget liv - og uanset hvordan de beskrives, er de aldrig repræsentanter for en bestemt gruppe. Og hele dette spørgsmål om repræsentation diskuterer Smith også mere indgående.

Smith advarer mod en kulturel fokusering på at ville spejles i fiktionen. Dette kan være en del af fascinationen ved at skrive og læse fiktion, men den må altid suppleres med en nysgerrighed for at forstå og udforske det, man ikke selv er - en interesse for ‘den anden’ uanset hvordan denne er bestemt. Hvis ikke fiktionen - og den enkelte borger - er interesseret i ikke-mig, så er der ikke noget samfundsmæssig fællesskab. Det politiske felt er bestemt ved, at forskellige mennesker deltager i noget, der overskrider den enkelte.

Så for Smith bliver spørgsmålet ikke så meget om identitetspolitik. Hun forstår godt at forskellige undertrykke, misrepræsenterede, ikke-anerkendte grupper kæmper en politisk kamp imod undertrykkelse, misrepræsentation, manglende anerkendelse osv. For hende drejer det sig om den samfundsmæssige dialog på tværs af de forskelligheder. Dette er litteraturen rigtig god til at illustrere, siger hun, for forfattere er “personer med stemmer i hovedet og en hel del nysgerrighed på at forstå andres liv” (s.497). Smith får peget på, at såvel det enkelte menneske som kulturelle fællesskaber bestemmes ved det dialogiske - og derved også, at monologen udgør en fare for den enkeltes dannelse og for demokratiet.

Monologen kan både være den privilegieblinde hævdelse af, at ‘der ikke er noget at komme efter’: alle har lige rettigheder og muligheder, og dem der hævder noget andet, truer demokratiet - men det kan også, som Marker viser, være den forestilling, at bestemte grupper står uden for den politiske dialog ved at hævde et standpunkt som en essens ved en særlig selv-identitet, alle i en gruppe skulle have til fælles.

At tage denne diskussion mere direkte ville have løftet denne antologi, som langt hen ad vejen forudsætter en forståelse af identitetspolitik og kunstnerisk autonomi, som de angiveligt skulle forsøge at udforske. Og de to overordnede ideer, man kan stille op: Vi er alle ens, hvilket er demokratiets forudsætning, eller: vi er alle forskellige og skal leve sammen i gensidig multikulturel anerkendelse af forskellighederne, hvilket gør dialogisk demokrati nødvendigt. Disse forestillinger er en del af den politiske kamp, og her vil der også være såkaldte identitetspolitisk bestemte holdninger, der kan gøres til genstand for den politiske diskussion.