Indimellem kan man som anmelder godt komme i tvivl om man monstro er inhabil til at anmelde dette eller hint. Dette sker som oftest når man personligt er knyttet for tæt til et værk eller den kunstner, der står bag. Til gengæld så kan man jo også helt professionelt forsøge at tilstræbe en objektivitet, til trods for dette. Så for god ordens skyld bør det nævnes at skrivekarlen her gennem mere end tyve år har været venner med Morten Scheldes lillebror, Lasse. Det skal dog også siges, at redaktøren kun ved et par gange har været i selskab med storebror Morten. Så med dette forbehold på plads følger nu en forholdsvis nøgtern og tilstræbt objektiv anmeldelse af kunstnermonografien Tegningens Alfabet.

Det danske forlag Book Lab har atter engang udsendt en bog, der er så lækker som du overhovedet kan forestille dig.. Som faste læsere måske kan huske var det samme forlag der eksempelvis også stod bag bogen om De danske sengekantsfilm, om Matador og mange andre. Alle sammen virkeligt flotte tryksager, der pynter på enhver reol eller stuebord og som samtidig byder på virkeligt interessant indhold.

Det er muligvis ikke alle vore læsere, der kender Morten Scheldes kunst, men det kan der jo nemt rådes bod på ved at få fat i denne lækre bog. Her er hans karakteristiske røde tegninger også rigt repræsenteret, for det var disse ofte ganske store, monokrome billeder, der indledningsvis var hans vartegn. Som den første tekst i bogen, forfattet af Camilla Javling også nævner, så har Hr. Schelde sidenhen har udvidet sin farvepallette og tillige kastet sig over maleriet, siden starten med de røde tegninger. Hans vistnok mest berømte maleri er det som han udførte til Kronprinsparrets hjem på Amalienborg, hvor Morten Schelde – sammen med ti andre danske kunstnere - var blevet udvalgt til at dekorere en af de mange stuer.

Tegningens alfabet byder på utroligt mange af Morten Scheldes tegninger, billeder og også enkelte fotos fra flere af de installationer han har lavet. Som et friskt pust, indeholder bogen ikke synderlig megen information, ud over tre kortere tekster, hvor en af disse er et interview med kunstneren selv, plus en række sider med biografisk data om Morten, samt information om alle de kunstværker som er reproduceret i bogen.

Kapellets anmelder er rigtig glad for kunstbøger, men irriteres ofte over at pladsen mange gange bliver brugt på tekst, der skal forklare og fortolke kunsten. Tekster der forsøger at intellektualisere unødigt over et udtryk eller en stil. Indimellem bliver mange af teksterne i kunstbøger alt for selvsmagende og læseren (i al fald denne læser – red.) irriteres ofte af, at pladsen ikke bliver brugt på at gengive flere reproduktioner og fotos, i stedet for højtragende tågesnak fra en PhD i kunsthistorie. Kunstoplevelsen er, som med så meget andet kultur, ganske subjektiv, så det forfriskende ved netop denne bog er, at det er kunsten og ikke en masse ord om kunsten, der har fået lov til at dominere. Det er betragteren der sættes i centrum.

Som med manget anden kunst er det svært med ord at beskrive oplevelsen af Morten Scheldes kunst, men der er til gengæld en række motiver og tematikker, der synes at dukke op gang på gang. Huse, ofte sådan nogle der sagtens kunne optræde i en gyserfilm, er et af disse. Mange af husene er omkranset af mørke flader, men betragteren bringes også ofte ind i interiører, der på samme måde som husene virker både genkendelige men også sært fremmedgørende. Dette ofte fordi naturen, genstande eller dyr blandes ind i motivet på steder, hvor de ret beset ikke burde være. Eksempelvis er der en hel serie af billeder, hvor både hav og store sejlskibe har fundet vej ind i hvad der minder mest om herskabslejligheder eller palæer.

Trapper er også et motiv, der synes at fylde meget. I den forbindelse var det særligt morsomt for undertegnede, at se de mange motiver der helt tydeligt stammer fra stuen i barndomshjemmet i Birkerød. Her leder trappen blandt andet op til førstesalen, hvor Lasses værelse var. Alle disse beskrivelser er langt dog fra dækkende for de mange, fascinerende skillerier, som Morten Schelde har skabt gennem sin foreløbige karriere, men et andet grundlæggende træk er at billederne ofte er helt fri for mennesker.

Flere af tegningerne virker som om de er blevet til på baggrund af fotografier, man kan i enkelte tilfælde ligefrem ane blitzlyset gennem tegninger og malerierne. De er samtidig langt fra naturalistiske, for ofte gengives både huse og objekter i skæve vinkler og på måder der synes at trodse naturlovene. På samme vis som interiører og eksteriører ofte blandes sammen, eller objekter optræder på unaturlige steder i forhold til baggrunden, så smelter figurer og objekter indimellem sammen til en form for æstetisk spændende hele.

Der er noget både foruroligende og familiært ved disse billeder. Det er meget svært præcis at forklare hvad det er der gør Morten Scheldes billeder så dragende, men rent personligt er det netop dette mix af ude og inde, kultur og natur og ikke mindst det rent tekniske, fremstillingsmæssige aspekt. Morten Schelde er en meget dygtig tegner og hans billeder inviterer ofte betragteren til at dvæle ved dem, så man ikke kun lægger mærke til hovedmotivet, men også de mange forskellige detaljer i billederne. Detaljer som måske overses ved første øjekast, men også den måde hans blyant og pensel har skabt disse oplevelser for tilskueren.

Tegningens alfabet får Kapellets allervarmeste anbefalinger. Der er måske de, der vil indvende, at Morten Schelde gentager sine motiver for ofte, men for anmelder giver dette også en stringens i udtrykket. Selv om der er mange billeder der virker ens, så er djævelen som regel i detaljen, for de er ikke ens og desuden så er motiverne så dragende, ja, nærmest af filmisk karakter, så de inviterer betragteren ind som medfortæller til den historie som de synes at være en del af. Vores råd er i al fald at du selv bør lære Morten Scheldes værker bedre at kende, for i dem vil du møde et række utroligt spændende visuelle universer.