Matador / Jacob Wendt Jensen og Christian Monggaard / 436 sider
Booklab. ISBN 9788794091008
Anmeldt 13/1 2021, 20:44 af Dorthe Bille
Flot Matadorbog for ægte fans
Flot Matadorbog for ægte fans
« TilbageEr du ægte Matadorfan, og har du ellers holdt din styrketræning ved lige, er Jacob Wendt Jensen og Christian Monggaards 3 kg. tunge Matadorværk et must i din bogsamling. Bogen er fyldt med billeder, avisudklip, kostumeskitser, breve og meget mere.
Ud over masser af detaljer og overvejelser om selve serien byder bogen også på (for mig) ny information om skriveprocessen, struktur, indspilningsdage og meget andet.
Afvekslende kapitler
Man kan bestemt ikke klandre Matadorbogen for at være kedelig. Den er virkelig velskrevet og forfatternes kærlighed til tv-serien skinner tydeligt igennem. Som læser behøver man ikke læse bogen kronologisk for at få en god oplevelse. Jeg valgte at hoppe rundt mellem kapitlerne og dykke ned i det jeg fandt mest interessant.
Mit yndlingskapitel i bogen er kapitlet omhandlende seriens kvinder. På fineste vis fremhæves de mange kvinder, der gennemgår en stor og meget moderne udvikling set i forhold til den periode serien foregår i. De fleste husker nok Agnes, som går fra at være stuepige til at være erhvervsdrivende og Maude, der træder i karakter da Hr. Stein er nødt til at flygte. I kapitlet samles alle de stærke kvinder og det bliver tydeligt hvor meget kvinderne fylder i tv-serien i forhold til andre serier i perioden.
Kapitel efter kapitel dukker der interessante oplysninger op. Lise Nørgaard afslører, at meget af inspirationen er hentet fra hendes egen barndom i provinsen og i de fine skitser kan man se, at kulissegaden kun blev bygget i halvanden etages højde – simpelthen af sparehensyn. Man ser derfor aldrig tagene i Korsbæks hovedgade. Hvis du ikke helt ved hvor du skal begynde, kan afsnittet om sjove fejl og rekvisitter på side 226 være et godt sted at starte.
Når tal bliver interessante
Jeg plejer at sige, at jeg er meget bedre til bogstaver end til tal, men lige her vil jeg gerne gøre en undtagelse. Der er ingen tvivl om, at Matador blev en seersucces hvilket illustreres rigtig godt ved en sammenligning. Det allersidste afsnit af Matador havde 3,5 millioner seere da det blev vist i januar 1982: Til sammenligning havde den legendariske EM-finale i 1992 2,6 millioner seere.
For den ægte fan
Umiddelbart kan Matadorbogen virke ret overvældende med sine 436 meget store sider – og jeg må indrømme, at jeg synes, at det var en ordentlig mundfuld.
Jeg er vild med Matador og har set serien flere gange, men min interesse er mest på serien og knap så meget på alt det omkringliggende. Jo, jeg synes at facts som at Maude slet ikke skulle have heddet Maude og at Poul Bundgaard var tiltænkt rollen som Fede er sjove, men de lange og absolut velskrevne passager om Lise Nørgaard og Erik Ballings arbejde og samarbejde bliver lidt for meget for mig – Mit ’Matador-level’ er simpelthen ikke højt nok.
Med mindre der dukker ukendte Matadoroptagelser op er der efter Monggaards og Jensens gennemarbejdede værk simpelthen ingen grund til at udgive flere bøger om Matador, for den har det hele.