Det er vanskeligt at gætte på, hvilken betydning kunstig intelligens egentlig vil få på vores samfund. Samfundet ændrer sig hele tiden i samspil med blandt andet nye bevægelser, ændret viden og med udviklingen af teknologier. Det er et samspil, og derfor kan man heller ikke sige, hvornår et type samfund erstattes af et andet. Det vil altid afhænge af, hvad man vælger at lægge vægt på. Det postmoderne samfund, som man talte meget om en gang, var i høj grad en udvikling inden for det moderne, hvis man tænker i overordnede samfundsmæssige institutioner. Men det er vel uomgængeligt, at i løbet af 17- og 1800tallet blev det gamle samfund erstattet af det moderne, og at vi i en vis forstand stadig lever i Det Moderne?

Vores samfund er i høj grad præget af, at mange processer involverer digitale teknologier, men om det grundlæggende har ændret samfundet, er i høj grad et spørgsmål om, hvad man vil tillægge betydning som afgørende i et samfund. De helt grundlæggende strukturer hviler på den mere eller mindre statsregulerede kapitalisme, som kommer med det konstitutionelle demokrati, der så kan være mere eller mindre velfungerende. Udbredelsen af internettet betød ikke den demokratiske revolution, som det ellers var blevet spået i internettets spæde barndom.

Men hvad med den kunstige intelligens? Vil chatbots, der bygger på store sprogmodeller betyde, at samfundet vil ændre sig radikalt? Ja, ifølge bogen Kunstig intelligens: Kunstens storhed eller fald? skrevet af Christian Have indvarsler den kunstige intelligens en “ny virkelighed - ja, en helt ny verden faktisk” (s.9).

Christian Have er ikke blind for, at udviklingen ikke nødvendigvis vil gøre verden til et bedre sted, men hvis teknologien kan beherskes, så vil den kunne bringe rigtig meget godt med sig inden for kunst og kultur. Paradoksalt nok kræver Have, at samfundet skal forblive, hvad det er, hvis det skal realisere potentialerne, der altså vil betyde en ny verden. At få en diskussion af dette paradoks, kunne nok have været på sin plads.

“Det vigtigste vi kan gøre - på det helt overordnede plan - er at insistere på, at vi skal bevare de egenskaber, der definerer os som filosofiske og humanistisk tænkende mennesker. Med andre ord: Vi skal lære af Sokrates - den vestlige filosofis fader - og hans eviggyldige visdom, og vi bør indbygge hans tanker og værdier i programmeringen og oplæringen af AI” (s.22).

Det er ikke klart, hvilke værdier, der tænkes på. Det er vel næppe den politiske tænkning Platon gik ind for, Have gerne vil have indbygget i programmerne, da det vil betyde en afskaffelse af demokratiet, som han ellers skatter. Om det så er forestillingen om den absolutte sandhed, som er en anden af Platons (ja, det er jo ikke Sokrates, der klichéfyldt kan kaldes den vestlige filosofis fader) forestillinger, kan læseren kun gætte på. Men citatet illustrerer meget godt stilen i bogen, som er oppustet og fuld af tomme klicheer, der hænger mere eller mindre frit i luften.

Have viser, at kunstig intelligens kan anvendes som en udmærket sparringspartner - og det gælder også i kunstneriske og kreative processer. Man kan også ved hjælp af kunstnerisk intelligens få skabt værker, der kan udstilles og forbruges som kunst - i hvert fald, hvis det er forbruget, der afgør det kunstneriske indhold. Det kommer jo lidt an på, hvordan man definerer kunst, hvilket Have ikke er så interesseret i. Hans blik er mest kunst forstået som forbrug af kunstprodukter, og han gør sig mange tanker om, hvordan man kan udvikle eksempelvis film ved at få kunstig intelligens til at vække døde skuespillere “til live”, eller hvordan man ved hjælp af kunstig intelligens kan tale med fiktionskarakterer.

Men hvis kunst defineres som en fremstilling baseret på erfaringer, der bearbejdes kreativt, så bliver det klart, at kunst altid vil involvere en menneskelig dimension - om ikke andet så for at sætte en stopper for processen på et tidspunkt, hvor der er et produkt eller en plan for en fremførelse af noget. Jeg savner i bogen nogle mere grundlæggende overvejelser over, hvordan det er, Have tænker kunst - og om der er forskel på kunst og underholdning.

Der er ikke mange kritiske overvejelser over, hvordan kunstig intelligens vil kunne tænkes at indgå i eksisterende kunstarter. Her trækkes alt muligt gøgl, lir og bling-bling frem som mulige veje at gå. Der er temmelig meget opgradering af show-elementer i de tanker, Have gør sig om kunstens udvikling. Publikum skal i hvert fald inddrages og aktiveres meget mere og ikke (primært) være passive tilskuere, selvom publikumsrollen faktisk godt kan være en stor kvalitet ved kunst. Der er jo en grund til, at jeg vil se en film lavet af von Trier med de billeder og dialoger, der er valgt ud i en kunstnerisk proces, frem for selv at få instruktør-rollen tildelt i en interaktiv setting, hvor jeg hele tiden skal vælge.

Som sagt er Have mere til oplevelser, hvor der er skruet op for effekter. Dog løfter han en pegefinger, når vi kommer til museerne. Kan man risikere, at AI vil føre til “gamificering” af dem, spørger han. Man kan sige, at hvis man følger Haves spekulationer ift. alle andre kunstformer, så vil museerne virkelig få skruet op for oplevelseselementer. Men her introducerer Have et modargument. For der ligger noget ved genstandenes materialitet, som har en værdi i sig selv. Dette er forfatteren kommet frem til gennem et interview med Rane Willerslev, der citeres for: “Jeg tror faktisk, at man skal satse på meget analoge oplevelser, fordi det er en god kontrast. Vores genstande kan noget dér” (s.116). Denne tanke overføres ikke til scenekunsten, hvor Have gerne vil have fat i nogle avatarer, der kan interagere med publikum.

Kristian Have beskriver fint, hvordan han selv har anvendt ChatPGP under skrivningen af bogen. Her har det primært været som inspirationsgiver, men også i forhold til at styrke bogens argumentation, skriver han (s.134). Dette har jeg dog lidt svært ved at forstå, da jeg ikke finder særlig meget eller overbevisende argumentation i bogen, der mere har karakter af et indlæg i debatten om brugbarheden af kunstig intelligens inden for kunst og kultur.

Men jeg er dog meget imponeret over de billeder, Have har fået frembragt med programmet Midjourney, der er et program til at fremstille “kunstige billeder”. Han beskriver, at han har lidt dårlig samvittighed over at have anvendt den, da det jo har betydet fravalget af en illustrator. Disse moralske kvababbelser kommer han sig dog hurtigt over, fordi “selv den dygtigste visuelle kunstner [ikke kan] generere så mange forskellige bud på illustrationer, som Midjourney kan gøre det på relativt få minutter” (s.136f). Og de moralske skrupler rækker heller ikke på de kunstneres copyright, som muligvis er blevet forbigået i træningen af Midjourney.

Jeg finder bogen alt for overfladisk i sine overvejelser til virkelig at komme med et interessant bud på, hvad betydningen af kunstig intelligens vil have for kunsten og kulturen, selvom Christian Have godt kan have ret i frygten for, at kunstenens og kulturens verden kan blive glemt i diskussionen af kunstig intelligens.