Før man overhovedet kommer til ordene, så er det vanskeligt ikke at blive betaget af bogens fysieks udseende, for TRINITY,TRINITY, TRINITY har et superlækkert og kryptisk omslag, der på en gradueret lilla baggrund viser en løftet pegefinger, der måske peger på, måske er i forbindelse med en mystisk haletudselignende flamme. Hvad dog er mere iøjenfaldende er at alle sidernes kanter er farvet neongrønne, så de på den vis både står i kontrast til den lilla og samtidig kommenterer på bogens indhold, hvor uranglas, viserne på armbåndsuret og andre ting lyser grønt i mørket på grund af den radioaktivitet, der er bogens gennemgående tema.

Selv om dette er fiktion, endda af den spekulative slags, så afrundes fiktionen også med en længere liste af referencekilder. Mange af de informationer, der dukker op undervejs er nemlig hentet forholdsvis ufiltreret fra vores håndgribelige, videnskabelige og historiske virkelighed. I vores virkelighed er gamle mennesker ikke begyndt at rende rundt og kommunikere med sorte ´ulykkessten´ eller dele bestrålede pengesedler ud på gaden, men når du læser om katastrofen i Fukijima, om Marie Curies arbejde eller for den sags skyld om den film, der der blev optaget fra en helikopter der fløj over den nedsmeltede reaktor Chernobyl, og som angiveligt viser hvordan den ekstreme stråling smitter af på råfilmen, så kan disse informationer ganske nemt faktacheckes.

TRINITY,TRINITY, TRINITY er dog ikke alene en bog om radioaktivitet og dens påvirkning på os og omgivelserne, det er også en fortælling om en kvinde, der i løbet af en enkelt dag – den dag hvor de olympiske lege i Tokyo skal skydes i gang – skal forsøge at få styr på både sit arbejde, sin datter og ikke mindst sin gamle, syge mor. Selv om bogens prolog er fortalt af den ældste af disse kvinder, så er bogens jeg-fortæller dens egentlige hovedperson.

Hvis der er noget der i den grad lykkes for Erika Kobayashi, så er det at formidle et potentiet angstanfald i litterær form, samtidig med at hun skaber et ganske intenst og skræmmende billede af en kvinde, der er ved at bryde helt sammen, men som på grund af sin ansvarsfølelse overfor familie og arbejdsgiver ikke kan tillade sig dette. Hun skal selvfølgelig leve op til sit egent ansvar og til sine egne skyhøje forventinger til sig selv.

Nu kan dette lyde som en supertræls historie, men man læser Kobyashis korte roman som hvis en kulørt spændingsroman havde haft et vellykket trekant med en science-fictionnovelle og Virgina Woolfe. Vi får serveret alle tanker, langt hoveddelen af disse skræmmende, ængstelige og desperate råt for usødet og selv om den Japanske kultur og dagligdag måske kan virke lidt fremmedartet på en pæredansk læser, så vil der sikkert også være rigtigt mange elementer, som du vil kunne relatere til. Det kunne anmelder i al fald, på trods af at undertegnede nok ikke kunne være meget mere forskellig fra en fyrreårig japansk kvinde.

Mens alle i bogen ser den olympiske ild blive tv-transmitteret live og forskellige løbere fører den tættere og tættere på det stadion hvor åbningsceremonien skal afholdes, forsøger vor hovedperson at få styr på sine mange tanker. De fokuserer selvsagt på det der skal ske i løbet af dagen, men vandrer også konstant til fortiden, til situationer hvor stråling og radioaktivitet spiller en betydelig rolle. Dette fordi der tilsyneladende er opstået en mystisk sygdom, hvor ældre mennesker er begyndt bevidst at fascineres af radioaktivt materiale. Særligt de såkaldte ´Ulykkessten´- sorte sten, med et højt indhold af radioaktivt materiale, som de bærer rundt på, hvisker til og som de nægter at give slip på. Det er som om de demente drages til strålingen.

Hovedpersonens mor er en af disse ulykkelige, men mens fortælleren forsøger at få arbejdet til at harmonere med sygebesøg, så vandrer hendes tanker også til den person som hun har haft et længerevarende tekstbaseret cybersex-forhold med, hendes menstruation der lige er startet og i det hele taget kvindens tanker om livet mere overordnet. Samtidig sker der ting, der ikke skal afsløres her, som synes at ryste hendes verden.

Lige som i tv-serien Chernobyl er det mest skræmmende konceptet med den usynlige dræber. Alle vi der har set HBO-serien vil nok bedst kunne huske scenen hvor alle beboerne i nærheden af ulykkesområdet samles for at se på katastrofen, vel vidende at strålingen allerede er gået i gang med at smadre deres celler. Denne roman er ikke nær så direkte, men undersøger alligevel konceptet fra en noget anden vinkel. Stråling og dens påvirkning på mennesker er et konstant omdrejningspunkt og idet man læser, er det vanskeligt ikke at blive smittet en smule af den voksende angst som hovedpersonen føler. TRINITY,TRINITY, TRINITY er en meget vellykket blanding af socialrealisme, videnskab og fri fantasi præsenteret på et velklingende dansk takket være Mette Holms fremragende oversættelse. Den kan både læses som ren underholdning og som en kommentar til vores moderne hverdag, med alle de katastrofer der potentielt lurer lige rundt om hjørnet. Katastrofer som kan påvirke os allesammen.