At bladre i Wu Ming-Yis Sommerfuglefortabt er som at træde ind i en skov ved tusmørke—et sted hvor skyggerne pulserer, og luften vibrerer af vingeånder. Denne essaysamling, hverken ren erindringsbog eller økologisk manifest, men sandelig begge dele i en hybrid, skitserer mellemrummet mellem at se og ikke se, nærvær og udslettelse.

Wu—lepidopterolog, billedkunstner og digter af det flygtige—leder os gennem en række landskaber, hvor sommerfugle ikke blot er insekter, men en art mindernes kar, deres regnbueglans et sprog kun forbeholdt den opmærksomme. Hans prosa, sart som vingens årer, fungerer som et net, der indfanger alt, hvad der glider bort: en art, et ekko, et vindpust over Taiwans bjerge.

Som Annie Dillard i Pilgrim at Tinker Creek omdanner Wu iagttagelse til åbenbaring. Begge forfattere knæler i det dagligdags muld for at afdække det ekstraordinære; begge benytter videnskabelig nøjagtighed som en skalpel til at dissekere undren. Hvor Dillard finder det guddommelige i rovdyrets og byttets voldsomme ynde - “beauty and grace are performed whether or not we will or sense them” - sporer Wu helligheden i fravær. Hans sommerfugle er forsvindingsnummer, deres aftagende fluktuationer en længsel i teksten.

Dillards univers bruser af livets elektriske kraft - en frø opløsende i en knælers favntag, lys brudt i vandets krusninger. Wus domæne hvisker med en blidere tragedie: en kokon ufuldendt i forvandlingens midte, navnet (Bhutanitis lidderdalii) klingende i en øde skov. Hvor Dillard spørger, "Hvad er verden hvis ikke en udfoldelse af Gud", hvisker Wu, "Hvad er Gud hvis ikke erindringen om det, vi har mistet?" Begge er opmærksomhedens teologer, men Wus liturgi bæres i sidste ende af sørgmodighed.

Wus genialitet ligger i hans modstand mod opdeling. En vandrefortælling - hvor sommerfugle bærer forfædres sjæle over stjernedyppede bjergrygge - glider ind i en feltbiologs journal om mormonens termiske følsomhed. Erindringer om kærlighedsforhold, sommerfuglejagter, og studiejobs blander sig med stanken af industrielt dis, der lægger sig over Taipeis sidste urørte enge. Dette er ikke så meget fragmentering, som fusion: en erkendelse af, at økologi, erindring og myte er tråde i samme dirrende gobelin.

Hvis Wu på sin vis kan beskrive en sommerfuglevinge som et blyindfattet glasmaleri skabt af en gud, der var betaget af flygtighed, er det ikke for at forskønne tab. Han ritu­aliserer det snarere. Essaysene udgør en slags relikvieskrin for det forgængelige. Men samtidig svæver de også bort som sommerfugle, som et håb i form af et spørgsmål, ingen svarer på.

På den måde taler Wus tavshed lige så højt, hvis ikke mere end hans ord. Hans er ikke anklage ved navns nævnelse; han lader disse registre over fravær betyde hvad de vil. Disen, der kvaler Taipeis dale, skovene, der fældes til unavngivne projekter, skufferne med præparerede eksemplarer i museer - alle svæver langs teksten som forvredne konturer. Men denne tilbageholdenhed er sandelig ingen undvigelse, men en øvelse i den praksis, som er dagligdagens: et spejl for menneskets evne til at se den anden vej.