En norsk Tove Ditlevsen. En Barndommens Gade på norsk. Eller ikke helt. For denne roman, Trylleglasset, er netop noget for sig selv, sådan som den iscenesætter en barndom i de norske gader i tiden omkring Første Verdenskrig.

Vi er er Bergen, og det er Herdis, vi følger, så fint konstrueret er romanen, at man blot som læser glider igennem den med spænding og let antrit. Herdis har vanskeligt ved at finde sig selv og ved at være til i denne tid, og det gælder i særdeleshed i forsøget på at finde sin plads i familien.

Der er så mange perspektiver at betragte en tilværelse fra, og der er så ganske mange mekanismer, dynamikker og usagte sætninger, som summer i hendes hoved. Hun bliver forvirret, og godt er det da, at hun er i besiddelse af en prisme, som hun kan betragte verden igennem. Den hjælper hende gevaldigt frem til en dybere forståelse af, hvem hun er. Helt bogstaveligt. En prisme, som hun holder for øjet og ser verden i et lys, hun bedre kan begribe. En prisme, hun benævner ”Trylleglasset”. Det er det blik, vi følger hende fra.

For når hun anvender trylleglasset, ser hun verden i et væld af farver og former. Livet åbenbarer sig i andre klæder, i en dybde, og en glæde følger.

Dette er blot første bog af en trilogi, som står som et fyrtårn i Norge.

Torborg Nedreaas er et ganske ubeskrevet blad i Danmark, men nu har hun med Lotte Kirkebys sikre oversættelse og med Turbine Forlaget som indgangsvinkel fået en forbindelse her, og hendes skrift, må jeg sige, fænger. Denne naturalistiske stil udformet som en fortælling, der vinkles så smukt ind mod Herdis.

Et herligt bekendtskab.

Dette er med andre ord noget af en befriende opvækstfortælling, jeg bryder mig ganske meget om at være læser af, om end den også sætter tanker i spil; tanker om, hvordan livet også kan være, hvordan det var på denne tid, lettere barskt og uhumsk, men barnet finder jo altid overlevelsesstrategier at læne sig imod, kan jeg forstå.

Mere om skriften: Torborg Nedreaas skriver så smukt og forførende, og jeg har anvendt en del tid på at fundere over, hvad det er, der gør det stort, det her, og jeg når frem til, at det er tempoet … eller mangel på samme. Hun går ned i tempo og samler detaljer sammen, som så vokser i mit indre. En forstørrelse af en scene, som så sætter sig, så udførligt og indfølt beskrevet. Jeg kan virkelig anbefale at dykke ned i denne.