Rejsen ind i Tranquebar går ikke stille for sig.

Kapitel for kapitel udrulles en dramatisk historie, et særligt kapitel i den danske kolonihistorie. En historie, der typisk har sendt billedet i retning af De Vestindiske Øer og Grønland.

Kim Langer vil det med Tyven i Tranquebar det ganske anderledes, for med en veldrejet roman med skurke og helte zoomer han ind på denne periode, hvor en handel på den indiske sydkyst ikke går efter planen.

På fortet Dansborg er der ikke meget krudt tilbage i lagerrummene, og det er vanskeligt at opretholde lov og orden.

Missionæren Bartholomæus Ziegenbalg ankommer, og med ham lander den kristne tro også, og den har en kraft med sig, som ikke er til at lade hånt om, for den svømmer ind over den befolkning, der ikke har bedt om den.

Han er udsendt af Frederik den Fjerde, og planen er klar: hans undersåtter skal kristnes. Det er den eneste og bedste vej frem.

Men hofintriger opstår, og det er en intrige, som iscenesætter en fugl, som flyver bort. Derfor forsiden. En fængende forside, må jeg sige.

I den lokale indiske kongeby Thanjavur opstår alliancer og varme mellem Amalie og Modaliappa, og så er der rystet grundigt rundt på forhold i dette lille land.

Kim Langer lykkes meget fint med at sætte fokus på dette lille stykke glemte danmarkshistorie, og det gør han fermt med et greb, man også kender fra Ken Follett, eksempelvis: denne mediering mellem skurk og helt. Det gode og onde. Det sort-hvide-vokabular, hvor man som læser ikke er i tvivl om, hvor man bør lægge sin sympati, og der er derudover tilsat en ganske stor portion fart og action. En handling, som også underbygges af et sprog, som ikke skorter på malende beskrivelser.

Det kan have sin værdi.

Og det er en pageturner, hvis man giver sig hen til det, der skal ske, for handlingen er ganske bærende, og jeg var fanget.