Møllehaves oprindelige tekster er nænsomt blevet bearbejdet til læs-selv-historier af Birgitte Lund Thomsen. Det er gjort så elegant, at man ikke tænker over, at det er en let redigeret tekst, man læser.

Det er tydeligt, at Møllehave kender sin historier, for der fortælles med glæde og humor, og enkelte steder forklares teksten forholdsvis diskret.

Jeg kan godt have et lidt anstrengt forhold til at ændre kontroversielle fortællinger for meget, så de bliver mere spiselige, men i Moses er skøgen Rahabs job nænsomt omskrevet til ”Hun lod sig både kysse og kramme, hvis man betalte hende godt” (s. 96). Hun bliver kun omtalt som kvinden (undtaget i sidste linje s. 102 og i slutdigtet), og ikke ved navn, og det er meget kendetegnet for bogen, at Møllehave undgår ord og begreber, som kan gøre fortællingen fremmed og måske vil bremse den iver, hvormed man læser teksten. Således bruges konsekvent ordet ”Gud” og ikke ”Herren” som der står oprindeligt, samme fremgangsmåde i øvrig som Bibelen 2020, der også bruger ”Gud” i hele Det Gamle Testamente, også de steder, hvor der står ”Herren”.

Side 69 – i forbindelse med ”Du skal holde hvile-dagen hellig” (s. 67) - laver Møllehave en frisk nytolkning af søndag: ”Vi kristne holder søn-dagen som en hellig dag, fordi Jesus stod op af graven på en søn-dag. Derfor kaldes dagen sønnens dag, søn-dagen” (egentlig refererer ’søndag’ til solen, ligesom engelsk sunday – derfor er verset ”Og barnet skal blive Guds søn på jord, og klart som en sol skal han skinne” (s. 15) i Jesus også både konsekvent og nytolkende).

Teksterne er selvfølgelig genkendelige, da de kommer fra Bibelen, men der står Møllehave over det hele, da stilen er umiskendelig hans, som når han fortæller om dansen om guldkalven, og kommer med et svirp (s. 76-77): ”Så greb Moses guld-kalven og slog den i stumper og stykker, helt til den blev til støv. Men folket blev ved at danse, som om den stod der endnu. Det er nemlig svært at holde op med at danse om guld-kalven, når først man er begyndt”. Det sidste står ikke i teksten, men er en typisk Møllehave-kommentar, både humoristisk og alvorlig på samme tid.

Møllehaves læs-selv bog om Moses er altså meget læseværdig. Men han topper den alligevel i bogen om Jesus. Her er Møllehave endnu mere i sit es, og fortællingen og forkyndelsen sprudler. Tag bare et typisk Møllehave-ordspil: ”Men Gud tæller ikke, som kejseren tæller. I Guds øjne er det barnet, som tæller” (Jesus, s. 17).

Møllehave er ikke bange for at kommentere undervejs, men det virker naturlig i flowet, og han lykkes endda med at flette kendte julesalmer ind i teksten: ”Om Himmel-kongen, den lille, og lysene på jule-træet og stjernen i toppen” (Jesus, s. 24).

Fortællingen om Jesus bliver tydelig og formidlet med stor fortælleglæde. For præster (og jeg er en af dem) er noget af det sværeste at forklare og anskueliggøre, hvor vild og provokerende historien om Jesus er, fordi vi kender historierne så godt, og har ’vænnet’ os til dem. Men Møllehave kommer jævnligt med en kort bemærkning, som sætter historien i relief, som når han bemærker om hyrderne på marken i julefortællingen - ”Nu skal man huske, at hyrder dengang blev regnet for de mest u-duelige mennesker” (s. 32), hvorfor man jo netop kan undre sig over, at de spiller en rolle i fortællingen, ”Sådan vendes der tit helt op og ned på tingene, når vi læser Vor-herres historie” (s. 33), eller når han igen kommer med et typisk Møllehave-ordspil: ”Han lærte dem barm-hjertighed, som ikke kræver penge i lommen, men bare et hjerte i barmen – det vil sige i brystet (…)” (s. 95).

Bogen handler om Jesu liv og levned, men ikke om påsken, altså hans lidelse og død, og jeg kunne måske godt ønske mig, at han havde fået hele historien med. Men det er interessant, at man ikke lægger mærke til det i første omgang – måske fordi bogen slutter med en indirekte henvisning til dåben og Fadervor, hvilket afrunder historien fint. Men Møllehave kunne måske havde omskrevet Fadervor, så den ’passer’ til en 11-årig, det ville Møllehave jo netop godt kunne. På den anden side vil den 11-årige være klar til konfirmationsforberedelsen, hvis Fadervor allerede er lært af Møllehave!

Historierne er løbende bakket op af Charlotte Pardis illustrationer, og særligt dem i Moses der illustrer de ti plager, og fiskerne i Jesus, der på Jesus’ bud kaster nettet ud igen – båden er tæt på at kæntre pga den store fangst – kan jeg lide.

Møllehaves fortælleglæde sprudler, han er eminent til med en kort bemærkning – i flowet – at fortælle, hvorfor historien var kontroversiel eller vendte den kendte verden på hovedet, da de blev fortalt første gang, og de to bøger, Moses og Jesus, viser meget godt hans evne til at blande humor, alvor og ordspil i sin formidling af biblens mange historier, og man forstår, hvorfor han fik tilnavnet ’hele Danmarks præst’.