København. En kvart million tyske flygtninge kom i foråret 1945 til Danmark.

Dette findes der efterhånden en solid stak faglitteratur om.

Inden for de seneste år har dette omdiskuterede kapitel i den dansk-tyske fælleshistorie også listet sig ind i den dansksprogede skønlitteratur. På tysk findes store mængder erindringslitteratur skrevet af tyskere, der i perioden fra 1945 til 1948 var på et ufrivilligt ophold i Danmark, fordi de områder, de kom fra, som et tak for sidst var blevet annekteret af primært Sovjetunionen og Polen.

De største læseoplevelser har inden for de senere år været Karsten Skovs Under samme måne og Sange om stilhed og hjem af Anne Lise Marstrand-Jørgensen. Disse to væsentlige romaner er fortalt fra en tysk flygtnings perspektiv.

I Inge Lise Hornemanns roman For det bedste oplever læseren de tyske flygtninge gennem en danskers briller. Det sker gennem kvinden Edith, der i 1945 sammen med sin ægtemand får tilbudt et arbejde i den lejr, der blev den største tyske flygtningelejr i Danmark: Oksbøl i Vestjylland, hvor 35.000 flygtninge fra primært Pommern, Schlesien og Østpreussen blev indkvarteret, fordi de havde mistet deres hjemstavn, hvad der skulle vise sig at blive for evigt.

Tydeligt humanistisk budskab
For det bedste er en roman med et tydeligt menneskeligt budskab. Der er ikke noget usympatisk at sige om Edith. Hun er ordentligheden selv, og i en tidsånd præget af afstand til det tyske, står Edith fast på menneskeligheden over for tyskerne. Hun er med til at organisere en indsamling for flygtningene, mens hun arbejder i Oksbøllejren og kommer også lige lovlig tæt på en mandlig tysk flygtning fra Breslau (i dag Wroclaw). Dette er ikke helt efter bogen. Danskerne må i romanen (som de ikke måtte i virkeligheden) “ikke fraternisere med” de tyske flygtninge.

Ordet ´fraternisere´ betyder at pleje venskabelig omgang med en fjende eller en modstander, og sådan blev tyskerne ikke uforståeligt set på fra danskernes side i 1945. For hvem var disse fremmede - bar de på nationalsocialismens bacille, og kunne den sprede sig i Danmark? Det kunne man af gode grunde ikke vide til at begynde med. Gradvist erkendte flere og flere danskere dog, at størstedelen af de 250.000 tyske flygtninge var ganske almindelige mennesker, og denne virkelighedens erkendelse i datiden får Inge Lise Hornemann formidlet fint i bogen.

Edith har jævnligt sine meningsudvekslinger med sin bedre halvdel, der er kommet med til Oksbøl som det tynde øl. Han oplever dog også sine succeser.

Tog opgaven på sig
Der er ingen tvivl om, at megen skønlitteratur og tolkning af historiske begivenheder fortælles ud fra den samtid, romanerne, filmene og andre fiktive fortællinger er blevet til i. De siger meget om fortiden, men også om nutiden. Inge Lise Hornemann, der har flere anerkendte og anmelderroste romaner bag sig, ophøjer da også Edith den meget venlige og tålmodige hovedfigur, der er den politisk korrekte i fortællingen.

Det kan være lidt for meget af det gode for nogle. Omvendt har det også sin berettigelse, når vi skal forstå den historiske sandhed. Mange er af den opfattelse, at danskerne ikke behandlede de tyske flygtninge ordentligt. De fik for lidt lægehælp i perioder, blev anbragt bag pigtråd og så videre. Alt dette skal dog ses i en vigtig kontekst.

Faktum er, at efter den første modvilje, kævl og beklagelse tog danskerne opgave på sig og sørgede for, at de 250.000 tyske flygtninge (et meget, meget højt antal) fik et tåleligt ophold, mens de var i landet.

Forfatterens fortællestil er meget traditionel, beskrivende og uden de store overraskelser. Bogens efterord indeholder en væsentlig information: Museumsinspektør John V. Jensen fra Vardemuseerne har gennemlæst manuskriptet og givet nyttige kommentarer. John V. Jensen er nok den, der ved allermest om de tyske flygtninge i Danmark.