I denne tid er verden måske af en anden beskaffenhed. Vi ser kriser kradse, krige rase, samfund være pressede, og dystopien, som jo egentlig er et tankeeksperiment, træder frem, titter ind i vores hverdag og bliver en ganske reel størrelse.

Og det bliver behandlet i litteraturen i disse år. Jeg kan her nævne Solvej Balles serie Om udregning af rumfang og nu også Lufthavet af Vibeke Grønfeldt, som har revet i mit indre.

I en tid.

Jeg er en flittig læser af de dystopiske værker, for jeg finder, at de har en særlig nerve og i bedste fald kan være nærgående i oplevelsen. Jeg kan nævne Margaret Atwood og José Saramago som fremmeste forfattere, der formår at iscenesætte noget hverdagsligt, der kammer over og bliver frygtelig foruroligende.

Med Lufthavet har vi fået en dansk versionering.

Helt ned i det konkrete, hvor Petra Jakobsen er hovedpersonen, som, erfarer man hurtigt som læser, har travlt med at indrette sig i livet efter noget grufuldt; noget, som ikke omtales, men som er allestedsnærværende.

Når en sådan krise rammer, er der et par veje at gå: Man kan rette blikket ind mod det, man har, og det, man mangler for at kunne klare sig selv. Sig selv. Et egoprojekt, hvor man ihukommer sig selv og egne behov og dermed med andre ord lukker af for andre, for dem har man ikke overskud til også at tage vare på. Eller er altruistisk projekt, hvor man netop evner at sætte sig i forbindelse med andre, at hjælpe, at være noget for nogen, dem, der har mere brug for hjælp.

Det lyder for godt til at være sandt. Men det er netop den vej, Petra Jakobsen vælger at gå, helt bogstaveligt, idet hun vandrer rundt i forladte supermarkeder med øje for lige netop dét, som Frits eller drengen har brug for for at kunne leve nogenlunde videre. Det er jo sådan, at Petra ikke mangler det store. Ganske vist bor hun for sig selv, men hun har blik for andre, har blik for andet, for selvom krisen er der, og katastrofen er indtruffet, formår hun sandelig at se det smukke i det, der omgiver hende, og det er en lise at læse om, en fryd.

Fortællingen her er i mine øjne så naturtro, at det skræmmende på den måde slår ind over mig, for det kunne finde sted, det her, gør det i sagens natur på en måde allerede, idet mange af os forestiller os, at verden, som vi kender den, kan forandre sig, og det er med at være forberedt, at være et skridt eller flere foran andre, særligt i tanken. Det er inciterende og inspirerende at læse om Petra.

Romanen formår, hvis man er åben for det, at åbne øjnene for læseren. Åbne dem for noget større i tilværelsen.