Jón Kalman Stefánsson har skrevet sig ind i hjertet af mange danske læsere. Jeg er ikke nogen undtagelse.

Nu kommer endnu en titel frem i bogbutikker, og jeg kan nu, på den anden side af en yderst betagende oplevelse, melde, at det kan betale sig at anskaffe den, for med Stefánsson får man sproget strakt til det yderste; sætninger svinger rundt og rammer rent mod sindets sø og sætter sig som bølger. Blide og smukke. Som et sus hen over vand en stjerneklar nat.

Alt er så lysende, så nærgående indfølt, når det kommer til Stefánsson, og jeg har efter mange gode læseoplevelser med ham som pennefører ikke svært ved at udpege denne som en af de store.

Handlingen kan jeg give et rids af, og den er da bestemt også bærende, men som den skarpe læser af denne anmeldelse kan bemærke, er sproget betydningsfuldt i et omfang, man ikke møder mange steder i litteraturen.

Vi prøver: Vi følger en fyr, som forsøger at glide fri af minderne, som han sidder på en bænk i en park i London, afventende og forstyrret.

Han venter på det helt rette, magiske øjeblik, hvor han kan rejse sig og trisse over til Paul McCartney, som sidder på den modsatte side under et stort egetræ. Der er for så vidt ikke mange skridt at tilbagelægge, men … Han gør det ikke sådan lige, for ustandseligt bliver han afbrudt af sine tanker, af minderne, som banker på med knytnæver hævet. Det slår ham hjem. Det er barne- og ungdomsminder, som trækker ham helt tilbage til en tid som syv-årig, hvor hans mor meget ihærdigt forsøger at få ham til at spille Yellow Submarine på mundharmonika. Og han gør virkelig sit, indtil hun dør, og mørket pludselig skyder ind over ham og sender ham ned på bunden af sig selv.

Vi kender denne måde at bygge en bog op på fra tidligere værker såsom Dit fravær er mørke eller Stjernernes knitren, som også iscenesætter livets skygge- og slagsider set fra et barns univers. På alle måder magisk og forskydende.

Jeg betages til stadighed af måden at formidle en historie på. En måde, hvor poetiske sus støder ind over mig som læsende, samtidig med at jeg blot læner mig tilbage og forsøger at forstå, hvordan så smuk litteratur kan skrives.

Mere af det – tak!