Hvad der foregik i Østpreussen, Pommern og Schlesien i de første måneder af 1945 - og sandelig også i tiden, der fulgte efter - er godt romanstof. I Tyskland har temaet i årevis været forbeholdt erindringslitteraturen. I årtier var de dramatiske flugtforsøg og Sovjet-armeens skånselsløse angreb på den tyske civilbefolkning ikke noget, der havde synderlig stor bevågenhed blandt skønlitterære forfattere eller andre intellektuelle i Tyskland.

Beskæftigede man sig alt for meget med de tyske hjemstavnsfordrevnes lidelseshistorie og tabte tyske områder øst for floderne Oder og Neiße, var man kun få millimeter fra at få prædikatet ‘revanchist’ eller blive involveret i en umulig diskussion om kollektiv skyld. Den der sår vind, høster storm, og med Sovjetunionens offensiv mod det østlige Tyskland var det - for at sige det lidt barsk - payback time.

SS og den tyske værnemagt havde på sovjetisk jord begået uhyrlige forbrydelser de foregående treethalvt år. Nu skulle Nazi-Tyskland knuses, og soldaterne i Den røde Hær havde oplevet, hvor barbarisk, Tyskland gik til værks efter overfaldet på Sovjetunionen i 1941.

Først da Günter Grass i 2002 udsendte romanen I krebsegang, blev det mere legitimt at beskæftige sig med stoffet i litteratur og film. Før den tid var der få - hvis overhovedet nogen - til venstre for midten, der beskæftigede sig med temaet. Tesen om kollektiv skyld og ansvar - altså om et helt folk kunne være skyldigt - var i lange perioder den fremherskende.

Som altid er historiske romaner interessante i forhold til den tid, de er skrevet i. Grundlæggende skal historiske romaner aldrig tages for historisk pålydende. Ofte siger de lige så meget om forfatterens ståsted i den nutid, de skriver de historiske romaner om. Derfor er det også interessante, at den danske forfatter Inge Lise Marstrand-Jørgensen tager det relevante historiske tema om de øst-flygtningene op i sin udmærkede roman Sange om stilhed og hjem.

Tre dele
Romanen består af tre dele.

Første del er en intens fortælling om flugten fra den fremadrykkende sovjetiske hær i den iskolde januar måned i Østpreussen i 1945. Læseren oplever den umenneskelige flugt gennem pigen Tulla. Faderen er formentlig faldet på østfronten, og hendes familie massakreret. Hendes eneste håb er, at broren Willi lever. Tulla forklæder sig som dreng for ikke at blive voldtaget og kalder sig Uwe.

Da det første sovjetiske infanteri sammen med kampvogne overskred grænsen til Østpreussen blev landsby efter landsby, købstad efter købstad sat i brand og jævnet med jorden, civile blev skudt på klods hold, kvinder voldtaget adskillige gange, før de blev skudt. Og under flugten omkom børn, gamle og syge enten på de tilfrosne veje, eller de faldt gennem vågerne på den nødvendige flugt over det tilfrosne Nord Frisches Haff. Det var den eneste redning for at komme ud af den lomme, som tyskerne var spærret inde i.

På Frisches Haff (der liger lidt vest for det tidligere Königsberg, nu Kaliningrad) gik et ukendt antal tyske flygtninge gennem isen direkte i døden i det iskolde vand. Sovjetiske bombefly angreb også flygtningekaravanerne og skød huller i isen, så flygtningene gik gennem flagerne og til bunds i vandet.

Denne første del af romanen er klart den bedste ud fra et litterært perspektiv. Sproget er billedrigt og meget sanseligt, dog ikke så autentisk som mange af de øjenvidneberetinger og tysksprogede prosaværker, der er blevet udgivet.

Tulla - som vi fra nu af kalder Uwe - havner som en af de 250.000 tyske flygtninge i Danmark. Hun kommer med skib til København og bliver intereneret i en flygtningelejr. Dette udgør anden del af romanen og står betydeligt svagere end første del. Anne Lise Marstrand-Jørgensen vover at skifte perspektiv, men med delvis succes. Vi får den unge danske musikstuderende Simons perspektiv på de tyske flygtninge. Hvad meningen med dette perspektivskifte er, forstår jeg ikke.

Simon, der har en tysk og jødisk baggrund, virker til at være et kompliceret menneske, men kommer dog på den sympatiske idé at starte et korprojekt med de internerede østtyskere. Det viser sig, at ‘Uwe’ har en fremragende sangstemme. Simon ved blot ikke, at det er en pige, han har med at gøre.

Den evige moralske diskussion
Simon oplever næsten udelukkende verden gennem musikken og mangler på nogle områder sociale kompetencer, men forstår dog at se livet i flygtningelejren fra flygtningenes perspektiv og kolporterer hist og pist også forfatterens synspunkter. Vi får refereret PHs og Tove Ditlevsens kritik af den måde, Danmark behandlede de tyske flygtningen på fra 1945 og i flere år frem.

Det moralske spørgsmål har adskillige gange været fremme i den offentlige debat i Danmark: Gjorde man fra dansk side tilstrækkeligt for at sikre de tyske flygtninges lægelige behandling, forplejning, sanitære forhold etc.?

Blev de tyske flygtninge behandlet specielt godt? Nej. Blev de behandlet specielt dårligt? Nej.

Den mest afbalancerede og grundige fremstilling af dette stykke danmarkshistorie får man i Thomas Harders bog Den uønskede. Denne bog får de varmeste anbefalinger herfra. Anne Lise Marstrand-Jørgensens fremstilling er nogle steder ensidig, hvad der er helt legitimt inden for skønlitteraturen.

Korprojektet får dog en noget blandet afslutning, og anden del af romanen fremstår sammen med tredje- og sidste del af romanen som temmelig svagt og brudstykke-agtigt. I tredje og sidste del møder vi broren Willi i det sønderbombede Kiel i små interessante refleksioner, der dog står som et stilbrud i forhold til resten af romanen.

Tilbage står indtrykket af en roman, der i første halvdel overbeviser, men i anden halvdel taber noget af den litterære kvalitet, selv om budskaberne er nok så relevante.