Tolv utæmmede heste / Anne Holt / 440 sider
Modtryk. ISBN 9788770079211
Anmeldt 25/9 2024, 17:22 af Dorthe Rølmer Bille
Var det Helligånden der gjorde det?
Var det Helligånden der gjorde det?
« TilbageDen tidligere betjent Hanne Wilhelmsen, blev pensioneret fra politiet, da hun mistede førligheden i en skudepisode. Hun bor i en stor lejlighed sammen med sin kone og deres datter. Hanne kan vist bedst beskrives som excentrisk og egenrådig. Hun sidder i kørestol og forlader sjældent lejligheden. Ikke fordi hun ikke kan, men fordi hun ikke rigtig gider andre mennesker.
Hanne har ikke den store omgangskreds, men hun har fundet et fællesskab med forlagsredaktøren Ebba Braut og betjent Henrik Holme.
Bogen starter lige på og hårdt. Ebba Braut er gravid – ’nå og hvad så’ tænkte jeg ret hurtigt. Det viser sig så at være en umulighed, idet Ebba ikke har været i nærheden af at være sammen med en mand. Verden er Coronaramt og Ebba har ligget der hjemme og været hundesyg.
Inden længe får Henrik Holme kendskab til 2 andre kvinder, der også er gravide uden at have været i nærheden af en mand og et af de vildeste plot jeg i min tid som krimifan er stødt på, begynder at udfolde sig.
Henrik Holme når dog ikke superlangt med efterforskningen, da han bliver dræbt. Få dage inden sin død har Henrik fortalt om en ven han har mødt, hvilket er usædvanligt, da Henrik er en enspænder. Selv om Hanne for længst er pensioneret, er hun stadig så meget politimand, at hun ikke kan lade mysteriet om både graviditeter og Henriks død ligge og en vild efterforskning går i gang.
En utraditionel hovedperson
Udover den efterforskning Hanne overtager, er noget af det der fylder meget i bogen karakteren Hanne Wilhelmsen. Jeg har læst rigtig mange krimier og aldrig er jeg stødt på en hovedperson som Hanne. Ofte kommer man til at holde af en hovedperson, men med Hanne Wilhelmsen får man godt nok sin sag for. Hun gør og siger hvad der passer hende, hun er manipulerende og udnytter folk hvis hun kan.
Der er faktisk ikke ret meget godt at sige om hende, hvilket jeg synes gør hende fascinerende. Selvfølgelig har hun også et par gode kvaliteter – en af dem er, at hun er en fremragende efterforsker – heldigvis. Havde det ikke været for Hannes evne til at se sammenhænge, var mysteriet aldrig blevet løst.
En velskrevet krimi
Umiddelbart kan plottet godt virke ret langt ude, men det ændre ikke ved, at krimien er virkelig velskrevet og alle karaktererne har nogle interessante personligheder. Af og til spiller held og tilfældigheder måske en lige lovlig stor rolle i opklaringen, men det ændrer ikke på at det er spændende læsning.
Tolv utæmmede heste er den 12. bog i Hanne Wilhelmsen-serien. Jeg har endnu ikke læst andre bøger i serien, men det regner jeg bestemt med at gøre – ikke så meget på grund af Anne Holts evne til at udtænke plot, men mere de karakterer, der får lov til at fylde rigtig meget. De er underlige, kantede og fascinerende og de giver mig lyst til at lære dem endnu bedre at kende.