Når man nu om dage benytter ordet ”magisk”, så betyder det som oftest, at det man taler om er at betragte som noget meget positivt. Sådan har det ikke altid været, for især i 1600-tallet, så var ordet ofte forbundet med noget ukristent, noget farligt og potentielt skadeligt for hele samfundet.

Det er også den periode ordet ”heksejagt” stammer fra. Oprindeligt skulle dette tages meget bogstaveligt, for det handlede om at uddrive de hekse og troldkarle, der potentielt stod i ledtog med fanden selv og på den måde udgjorde en fare for folk omkring dem. Dette ord har ligeledes ændret betydning, for i dag dækker betegnelsen over det at grupper eller individer forfølges af andre, til trods for at de er uskyldige.

Kapellets læseglade skrivekarl har siden barnsben været svært fascineret af magi, okkultisme og hekse og tidligere i 2024 blev romanen Hekseflod anmeldt. Det skulle dog vise sig at der for godt et års tid siden udkom en dansk roman, der har en del fællestræk med førnævnte, nærmere bestemt Olga Ravns ret enestående Voksbarnet.

Selv om begge bøger tematisk har sammenfald, idet de handler om hekseprocesser, er prosaen til gengæld meget forskellig. Hvor Hekseflod er en ganske velskreven, traditionel roman, fortælles Voksbarnet netop af det umælende væsen, der har givet bogen sin titel. Et voksbarn er, finder man hurtigt ud af, en lille dukke lavet af bivoks, formet som et menneske og som indeholder både afklippede negle, hovedhår og andet, der potentielt kan styrke dets magiske egenskaber. Ejeren af denne magiske genstand vil så have magt over det eller de mennesker hvis hår og negle er en del af totemfiguren.

Selv om voksbarnet flere gange fortæller læseren, at det ikke har en mund, der kan tale eller øjne der kan se, så formår det stadig at fortælle den dramatiske historie om adelkvinden Christenze Kruckow, der i al hast må forlade Fyn, da hun hér mistænkes for at være heks. Hun rejser til Aalborg, hvor hun inden længe møder en gruppe kvinder. Blandt disse er Maren, som hun forelsker sig i. Kvinderne mødes jævnligt, men er en aften uforsigtige og har ikke fået lukket vinduesskodderne til deres træf. En lokal mand kigger ind af vinduet og snart må både Christenze og resten af kvinderne indse, at en heksejagt på dem alle er gået i gang.

Det kræver ikke just en PhD i okkulte videnskaber for at regne ud, hvordan denne fortælling udvikler sig. Det er da også en historie der er blevet fortalt et utal af gange før i mange forskellige afskygninger, fra film som Benjamin Christensens Häxan (1922) og Withcfinder General (1968), foruden fagbøger som Erica Jongs Hekse (1981) et utal af romaner, tv-serier, videospil, mm. Det helt særlige ved Voksbarnet er dog den måde fortællingen præsenteres for læseren på.

Olga Ravn er en forrygende skribent, der i denne roman får skabt en ganske unik, abstrakt og poetisk fortællerstemme. Når det er et voksbarn der fortæller, så er der selvsagt tale om at teksten gerne skal fremkalde en vis Verfremdungseffekt hos læseren, hvilket bestemt også sker. Prosaen anvender tillige vendinger og udtryk som virker som nogle der hører sig perioden som den foregår i til, til trods for at man også kan spore anakronismer, eksempelvis da de bruges en billede af nogle nylonstrømper som løber et sted. Det gør dog mindre, for man kan jo nemt forsvare det med at voksbarnet ikke er gået til siden Christian IVs tid og derfor sagtens vil kunne benytte ord som ”nylon”.

Indimellem handlingsfragmenter dukker der også kortere tekster op, der virker som om de er løftet mere eller mindre direkte fra en Grimoire eller er fundet i en folkemindesamling. Dette bekræftes i bogens efterord. Disse besværgelser, ritualer og magiske ord, er med til at kaste noget reel magi over teksten. I efterordet fortælles også at romanen er baseret på et ganske omfattende researcharbejde i virkelighedens Aalborgensiske hekseprocesser og samtidig får læseren at vide hvilke dele af romanen der har forholdt sig mere løst i forhold til de historiske facts end andre. Selv hvis vi ikke havde fået denne information serveret sort på hvidt, så fornemmer man undervejs i læsningen af romanen stadig denne sære form for realisme, både i forhold til den måde bogen er opbygget på, i dialogerne og den måde både vores ulykkelige kvinder opfører sig på, samt de miljøer som optræder.

Voksbarnet er muligvis ikke en roman, der har en bred folkelig appel, men for alle vi der holder af mere eksperimentel prosa, prosa der udforsker grænserne mellem poesi og roman, mellem fiktion og virkelighed, mellem magi og realisme, så er det altså virkelig vellykket! Kapellet vil derfor anbefale Voksbarnet på det allervarmeste. Den gør sig næsten fortjent til at blive sat på hylden med de okkulte tekster, i stedet for sammen med ens romaner.