Hekse har altid været fascinerende. Når man tænker på ordet heks, vil langt de fleste nok forbinde dette ord med noget negativt, skurkagtigt. En gammel dame med kroget næse og et vildt blik i øjnene der kaster om sig med spyt og forbandelser. Dette skyldes at mange af de hekse der optræder i de eventyr vi fortæller til vores børn også er helt samme type af figur, som optræder i tegnefilm som Tornerose, Snehvide eller i gysere som The Vvitch, The Blair Witch Project, for nu blot at nævne de mest åbenlyse. Heksen er en figur der gennem flere århundreder har fundet sin form takket være især den katolske kirkes forsøg på at gøre en ende på folketro og overtro. En hetz der i 1700-tallet betød døden for et sted mellem 40 og 50.000 mennesker i Europa, størstedelen af disse kvinder.

Selv om vi her i den vestlige verden forlængst har lagt disse heksejagter bag os (med mindre vi da ikke medregner begrebet ´heksejagt´ i den moderne version der omfatter angreb på enkeltpersoner i medierne eller på nettet – red.) så er det stadig som om, at billedet af den farlige heks er meget svær at komme af med. Dette til trods for at Wiccan-troen siden 1970´erne godt hjulpet på vej af forfattere som Erica Jong og herhjemme af Dannie Druehyld, har forsøgt at ændre vores opfattelse af hvad en heks er.

Selv om det måske er at sammenligne æbler med pærer, så mener Kapellets anmelder godt man kan drage paralleller med den måde indianere har optrådt i i populærkulturen tidligere og nu, med billedet af heksene. Skurkebilleder som tidligere blev tegnet ret entydigt er så småt ved at vige til fordel for mere nuancerede skildringer af disse marginaliserede grupper og deres kultur. Som langt de fleste ved, så var virkelighedens hekse næppe ondskabsfulde skabninger, der på Sankt Hans aften smurte sig ind i flyvesalve lavet af fedtet fra udøbte spædbørn for at flyve til Bloksbjerg hvor de kunne kysse djævelens bagdel, eller kvinder der kunne kaste forbandelser og give onde øjne, til alle de de så sig sure på.

I realiteten var mange af de stakler der døde på bålet eller i galgerne blot jordmødre, kloge koner og folk der havde et indblik i hvordan man kunne benytte naturen, urter og planter til forskellige medicinske formål. I nærværende anmelders øjne er Inkvisitionen og virkelighedens heksejagter stadigvæk en enorm tragedie. Ikke kun når man tænker på tabet af menneskeliv, den sorg de efterladte har siddet med men måske også når man tænker på hvor mange ideer, overleveret viden og indsigt i folkemedicin der må være gået tabt i trit med at disse mennesker og deres Grimoires er blevet brændt.

I engelsktalende lande er der i disse år ligefrem opstået et begreb der kaldes for ”witch lit”. Dette dækker over skønlitteratur der primært handler om hekse og måske mest henvender til de, der enten er fascineret af hekse eller de læsere som ligefrem selv betragter sig selv som hekse. Begrebet kan sammenlignes med den måde ”chicklit” peger på en type romaner, der fortrinsvis finder et publikum blandt læsere med XX-kromosomer.

En ny roman i denne genre er netop kommet på dansk. Det er Margaret Meyers Hekseflod (org. The Witching Tide), en skildring fortalt i tredje person om den den stumme, midaldrende Martha Hallybred og hendes personlige oplevelser af en heksejagt i den fiktive by Cleftwater i East Anglia på Englands østkyst i 1645.

Martha fungerer netop som fødselshjælper og har et stort kendskab til de lokale urter. Hun arbejder som hushjælp hos en af de lokale handelsdrivende. I bogens start er læseren inviteret med til en meget dramatisk fødsel. Martha og veninden Prissy – der også arbejder i huset hos herremanden – forsøger at hjælpe en fødende kvinde, hvis barn dog viser sig at være groteskt deformt og som dør kort tid efter dets fødsel.

Inden du kan nå at sige Witchfinder General ankommer en ondskabsfuld heksejager til byen i form af manden med det ironisk klingende efternavn Silas Makepeace. Til trods for navnet, bringer han alt andet end fred til Cleftwater. Hans entourage finder hurtigt frem til en håndfuld hekse i nærområdet, men sært nok går Martha i første omgang fri for at blive fanget, interneret og tortureret. Prissy bliver til gengæld en af de første der bliver anklaget og hvad værre er, så bliver Martha hyret til at være blandt de kvinder der nøjsomt skal undersøge de tilfangetagne kvinder for alskens tegn på djævelskab.

Romanen er, som også fremgår tydeligt af forfatterens efterord, baseret på en række historiske kilder, både nogle der dokumenterer heksejagterne i England, men også de der handler om den måde naturmedicin er blevet benyttet på siden middelalderen. I løbet af handlingen får læseren et indblik i den særlige form for massehysteri, hjulpet godt på vej af religiøse dogmer og frygt, der kan gribe et lokalsamfund og få – især mændende mænd men også flere kvinder – til at anklage selv forhenværende veninder og familiemedlemmer for omgang med Satan.

Der findes efterhånden en mængde både dokumentariske og fiktive skildringer af situationer som disse. Mest berømt er nok stadig Nathaniel Hawthornes Den skarlagensrøde bogstav der handler om den berømte hekseproces i Salem i USA, men dertil kan føjes en lang række andre titler. I sammenligning med mange af dem, virker Meyers lidt tandløs. Dette handler ikke så meget om at der ikke er både grusomheder og historisk akkuratesse til stede, men snarere at Hawthorne formår at få skabt et mere formfuldendt drama, både gennem sin prosa og plot. Når det er sagt, så er Hekseflod stadig læsværdig og formår at tegne et skræmmende billede på hvordan kvinder førhen er blevet - og til dels stadig bliver behandlet, betragtet og mistænkeliggjort i visse dele af verden. Ingen stor roman, men med garanti en der sagtens kan finde et ret bredt publikum.