En klassiker ser dagens lys i nye klæder, og det giver endnu en grund til at dykke ned i den.

Faktisk er der indtil flere grunde til at tage fat i romanen her, som blev skrevet af den tjekkiske forfatter Franz Kafka for omkring 100 år siden.

Meget er allerede skrevet og sagt om denne, og jeg formoder, at de fleste har en ganske god idé om, hvad det drejer sig om, for det er velsagtens ud af denne roman betegnelsen ‘kafkask’ er udsprunget.

Denne forestilling om, at noget er så uigennemtrængeligt, uforståeligt og problematisk, så det menneskelige ophører.

Vi følger fra første færd bankprokuristen Josef K, som på sin 30-års fødselsdag oplever det at blive arresteret for ... det lader sig ikke sådan beskrive.

Årsagen er han så ganske uvidende om, må det siges. Dertil kommer: Ganske vist er han arresteret, men han kan sagtens bevæge sig rundt i samfundet, særligt til og fra arbejde, for det synes at være vigtigt at være noget, at udføre noget.

Han reflekterer, funderer over tilværelsen, for hvad har han gjort? Hvad er han anklaget for?

Spørgsmålene hober sig op.

Han ønsker i sagens natur at forsvare sig selv, lade retfærdigheden finde vej, men det er ikke sådan lige til, træder det frem for læseren.

Han er meget pågående, men han rammer muren, for når han opsøger retten, kan han ikke finde frem til kontoret på grund af alle de mange labyrintiske gange, han sluses ind i, og han vandrer derpå hvileløst rundt.

Hvilket herligt billede på det bureaukratiske tilfælde.

I begyndelsen er det en ydre påvirkning, for Josef K forsøger ihærdigt at lade sig gå mindre og mindre på af den anklage, han ikke kan deducere sig frem til, men snart bliver den et indre anliggende, al den stund Josef K martres og hjemsøges af anfald, for nu føler han sig ikke som et frit menneske. Hvor blev frirummet, friheden af?

Det er en roman, der sætter tanker i kog. Særligt dem om frihedsfølelsen, og det er mit udlæg, at den kan være bevidsthedsudvidende, for læseren kan, hvis man er indstillet på og åben for det, ændre små tilgange til det at leve.

Lever jeg, som jeg ønsker, eller dikteres mit liv af noget overhængende?

Sproget i romanen her er afdæmpet, kontrolleret og distanceret. Det skaber en urovækkende tematik, og vi møder en fortæller, som måske ved mere, end hvad vi bliver formidlet. Så der er flere lag i dette.

Det er vel egentlig bare at give sig i kast med den.