Et sted i Randers, nærmere bestemt ved Langå Marina, står en statue. Den tunge støbejernsstatue forestiller en foroverbøjet mand, der strækker et reb efter sig. Statuen er opført som en hyldest til de mange pramdragere der sled og slæbte de mange pramme med gods op og ned af Gudenåen i fordums tid.

Hvorvidt det er denne statue der har inspireret makkerparret Jürgensen og Krogsøe til deres eneste roman Pramdrageren kan Kapellet kun gisne om, men det er i al fald er det dette hverv som bogens hovedperson Jeppe har.

Han bor i Randers og til trods for at han har trukket pramme op og ned af Gudenåen siden han har været i stand til at arbejde, drømmer han om at gøre livet bedre for sig selv og sin lille familie. Så da en mærkværdig, lille mand fra København tilbyder Jeppe og en håndfuld andre arbejdsmænd en overraskende stor sum penge for at fragte en pram op af åen midt om vinteren, ser vores hovedperson dette som en mulig vej ud af sin situation.

Hr. Høst, som Københavneren hedder, er meget tilbageholdende med at fortælle præcis hvad det er, som er formået med rejsen. Dette bekymrer selvsagt pramdragerne, ud over de indlysende risici ved at skulle hive en pram op af en delvist tiliset flod – et farligt job hvor både kulden og det svært fremkommelige landskab truer. De indvilliger dog i at tage turen, hjulpet godt på vej af løftet om guld og grønne skove.

Undervejs lykkes det folkene at få Høst til at fortælle lidt mere om destinationen og da de hører om rejsens mål, har de svært ved at tro det. De kender jo Gudenåen indgående, idet langt de fleste af mændene har været op og ned af den utallige gange, men det sted kjøwenhavneren taler om, er der ingen af dem, der er stødt på. Finder Mørk det han leder efter, ja – det må du selv læse Pramdrageren for at få svaret på.

Sidst forfatterparret Martin Wangsgaard Jürgensen og Jakob Holm Krogsøe gæstede Kapellet, var i forbindelse med den fremragende horrorfortælling Blodbaner https://kulturkapellet.dk/prosaanmeldelse.php?id=687. Pramdrageren er i sammenligning med den ikke en decideret skrækfortælling fra start til slut, men Kapellet kan godt afsløre, at den nye roman heller ikke er rendyrket socialrealisme, til trods for at starten af romanen godt kunne minde om en helt traditionel dansk arbejderhistorie.

I trit med at vores flok af barkede mænd – og Hr. Høst – trækker prammen op af den mørke Gudenå, bliver stemningen mere og mere desperat. Det er ikke kun fordi alle pramdragerne har en fornemmelse af at københavnersnuden er godt tosset, men ligeledes hjulpet godt på vej af alle de skrøner og folkesagn, der fortælles om rundt om bålet om aftenen når man skal hvile sig efter en hård dags slid.

Sproget bogen er ganske fantastisk. Forfatterne har ikke kun lavet grundig research, men benytter sig også af ord, der er tæt på at gå i glemmebogen og derfor passer fint til periodeskildringen. Selv om der benyttes mange sider på at beskrive Randers i 1800-tallet, åens løb, frosten der knirker under træskostøvlerne, osv. så bliver de mange landskabs- og stemningsbeskrivelser aldrig trivielle. Nærstuderer man syntaksen, så vil man også opdage at der blandt de udadtil meget nøgterne beskrivelser af landskaber, personer og handlinger har sneget sig ord og sætninger ind, der - mens man læser- formidler en stemning af noget skummelt og dystert, noget som er helt galt, noget som er unaturligt.

Det er igen lykkedes Krogsøe og Jürgensen at forfatte en utrolig læsværdig spændingsroman, der er meget svær at lægge fra sig. Som overskriften af denne anmeldelse antyder, så er det jo ikke første gang at forfattere har sendt deres hovedpersoner op eller ned af floder, i forsøget på at finde et eller andet. På den led er strukturen i denne fugtigtkolde rejsefortælling ikke just original, men derimod fungerer blandingen af barsk realisme og overnaturlige elementer fortrinneligt.

En af de mange fine ting ved romanen er også at den ikke taler ned til sin læser, men undlader at overforklare hvordan en del af disse mystiske hændelser hænger sammen. Det er muligt at enkelte læsere vil være frustrerede over ikke at få udpenslet alt i mindst detalje, men Kapellets anmelder finder det meget forfriskende, at læseren også selv skal være med til drage sine egne konklusioner.

Pramdrageren får derfor den varmeste anbefaling herfra. Måske kan man smække betegnelsen ´realistisk folk horror´ på romanen, men man kan også bare nøjes med at sige, at den er rigtig fed!