Anna Lorenzen blev efter besættelsen dømt til døden. Hun blev forelsket i kollaboratøren Jørgen Lorenzen og kom via ham ind i Lorenzen-gruppen, der var en paramilitær gruppe undet det danske uniformerede Hipo-korps. Det var et korps, der i 1944 og 1945 fungerede som hjælpepoliti for den nazityske besættelsesmagt.

Anna Lorenzen blev i det omdiskuterede retsopgør dømt for ikke blot at have været vidne til mishandling af danske modstandsfolk, men også dømt for i flere tilfælde at have været medvirkende til mishandlingen. Hun blev også kendt skyldig i at have medvirket i tortur og drab af den danske modstandsmand Erik Crone.

Journalisten og historikeren Erik Haaest skrev i 2007 en kontroversiel bog om Anna Lorenzen. Den var ét stort agiterende forsvar for Anna Lorenzen og et forsøg på at rehabilitere hende. Det vakte blandt efterkommere til modstandsfolk stor forargelse over, at Kunstrådets Litteraturudvalg havde støtte værket økonomisk. Bogen tegnede et noget lyserødt billede af en kvinde, der gennem hendes aktive medvirken i brutale forhør havde været med til at ødelægge modstandsfolks liv.

Erik Haaest kunne afsløre, at Anna Lorenzen boede på det danske seniorcenter i Tarp syd for Flensborg og dermed var kommet i tæt kontakt med det danske mindretal i Sydslesvig - et mindretal, der efter 1945 i den grad havde distanceret sig fra det nazityske regime.

Chokeret
Det kom også bag på Hanne Schuch, der som en del af det danske mindretal var sygeplejerske og kom i kontakt med Anna Lorenzen i Tarp. Hanne Schuch har over for Flensborg Avis betegnet Anna Lorenzen som et ejegodt menneske, og hun blev chokeret, da hun erfarede, at Anna Lorenzen havde været på nazisternes side under besættelsen af Danmark. Det skete først i forbindelse med Erik Haaests bog, der udkom i 2007. Det samme år døde Anna Lorenzen i Flensborg.

Anna Lorenzen undgik dødsstraf. Hun blev benådet og i 1956 udvist af Danmark. Hun slog sig ned i den tyske by Eckernförde ved Østersøen og blev en barmhjertig samaritan. Anna Lorenzen blev aktiv i blandt andet Hamborg-afdelignen af Terre des Hommes og hjalp krigsbørn ud af Vietnam. På hendes dødsleje i Flensborg sagde hun til Hanne Schuch: “Jeg er ikke nazist”.

Nu har forfatteren Linda Lassen skrevet en delvis biografisk roman om Anna Lorenzen. Anna og Ruth hedder bogen, der handler om den nazidømte Anna Lorenzens møde med fængselspræsten Anna Vermehren, mens den kvindelige kollaboratør efter krigen sad fængslet.

Et minefelt
Det er et minefelt, Linda Lassen her bevæger sig ind i. Der har med jævne mellemrum været typer som Erik Haaest, der har fået gerningsmænd og -kvinder fremstillet som ofre. Den grøft skal man være meget varsom med ikke at falde i. Omvendt er det et stykke fiktion, Linda Lassen her lægger frem. Det deklareres blot ikke, hvilke af romanens samtaler og dialoger, der er fri digtning, og hvilke der hviler på dokumentation.

Hvad er fakta, og hvad er fiktion? Det er en skam, at det ikke sker tydeligt, for eksempel i forord eller efterskrift. Linda Lassen nævner godt nok en deklaration, at hun har haft en række etiske diskussioner med flere personer. Disse etiske overvejelser kunne med fordel have været uddybet, ligesom det ville have været en fordel at belyse de kildekritiske problemstillinger.

Det er bestemt relevant at se historiske begivenheder fra ´den anden side´ end den gængse, og det sker også troværdigt ved at belyse Anna Lorenzens møde med fængselspræsten. Ruth Vermehren ser alle som mennesker, og hun refereres i romanens for denne udtalelse om de danske kvinder, der mellem 1940 og 1945 endte på den forkert side: “De fleste vidste intet om nazismen. De forelskede sig blot i en mand i tysk uniform”.

Endte Anna Lorenzen ´bare´ på den forkerte side, fordi hun var håbløst forelsket i Jørgen Lorenzen, der var nazist og bekæmpede den danske modstandsbevægelse? Har forelskelsen overtrumfet alt andet?

Det er muligt. Det fritager hende blot ikke for skyld og ændrer heller ikke ved, at Anna Lorenzen blev dømt for at være en gerningskvinde.

Ruth Vermehren viede sit liv til fangerne i Københavns kvindefængsler, og hun rakte ud til Anna Lorenzen og vandt også hendes tillid på et tidspunkt, hvor hun ikke havde lyst til at leve længere. Anna Lorenzen bad direkte den danske justitsminister om at omstøde benådningen og få dødsdommen eksekveret. Formentlig fordi hun ville følge sin Jørgen i døden.

Dette - præstens møde med synderen - skildrer Linda Lassen indgående og vedkommende i romanen.