Som du kan læse i Kapellets omtale af Femlingerne til kamp mod den fæle ost har Wullfmorgenthaler fået assistance af Pernille Toustrup, som langt hen ad vejen har formået at fange både tonen og galskaben fra de bøger og tegenseriestriber som Anders Morgenthaler og Michael Wullf tidligere tidligere har kreeret. Den anden bog i serien om Femlingerne udkom samtidig med førnævnte, men omtalen kommer altså først nu.

Det skal siges indledningsvist, at oplevelsen med bog nummer to (eller er det rent faktisk nummer et? - red.) ikke affødte helt lige så stor begejstring hos anmelder som den første bog. Måske skyldes det at endnu en massiv dosis af femlingerne så tæt på hinanden, afslører at der er elementer i bøgerne, der kommer til at virke en smule repetitive. Mest tydelig er nok en af femlingerne, der når de andre brødre rip-rap-og-rupper sig gennem dialogen ret konsekvent blot afslutter med ordene ”Jeg hedder Alan” Det er ret sjovt når dette sker i en af bøgerne bog, men bliver muligvis brugt lidt for hyppigt hér.

Nuvel, det skal jo heller ikke være brok det hele, for det er jo helt objektivt fedt at være i selskab med de anarkiske, altødelæggende, juicy-boost-bællende Alan´er endnu engang. I bogens start truer deres far, den eklatant elendige iværksætter Henrik Bønnelykke – opfinderen af Juicy-Boost (og ved du endnu ikke hvad dét er, så er det fordi du ikke har læst (vores anmeldelse af) Mugge og vejfesten - red.) — hans fem ens drengebørn med at slæbe dem med til en konference i Tyskland. Forfærdet over udsigten til dette voksne mareridt udtænker Alan, Alan, Alan, Alan og Alan en plan, der primært involverer en slags smoothie, som vil få fatter på helt andre tanker. Der er blot et problem med denne plan, for for at lave den helt rigtigt bør den have smag af gammel menneske, og sådan et har de ikke på lager.

Inden du når at tænke ”jamen, er femlingerne blevet kannibaler eller rovmordere?” så må Kapellets udsendte straks indskyde, at de blot har tænkt sig at nedsænke dette ældre menneske i et opvarmet spabad med andre klamme ingredienser i nok tid, til at pensionisten begynder at gå lidt i opløsning og suppen tager smag af denne.

Femlingerne bevæger sig derfor udenfor Düsseldorf Allé og opdager snart en ældre dame, der trist kigger ud af vinduet fra sit plejehjem. De får derfor lokket hende med slik, portvin og andet godt som ældre mennesker kan lide og tager hende med på eventyr. Selv om man skulle tro at de fem Allan´er forholdsvis nemt ville kunne holde styr på Hjørdis, så viser det sig at pensionisten i mødet med friheden og den friske luft kvikker unaturligt hurtigt op og nærmest bliver lige så ustyrlig som en hel sæk Femlinger tilsammen.

Hvad der sker herefter skal naturligvis ikke afsløres her, men du kan godt være forberedt på at det ikke går stille for sig. Som i sidste bog er også 5lingerne stjæler en olding gennemillustreret af Anders Morgenthaler, hvilket både sikrer en genkendelig stil og samtidig en masse utroligt sjove og skæve tegninger, der gør at bogen bliver indbydende at bladre i, selv om man ikke har læst et eneste ord.

Måske har femlingerne denne gang vitterligt mødt deres match i Hjørdis, igen må du selv få fat i bogen og bevæge både øjne og hænder for at finde ud af dette, men kedeligt kan Kapellet godt love det ikke bliver.

Skulle man endelig vælge mellem ”Ost” og ”Olding” så ville Kapellets valg nok falde på osten. Ikke fordi denne anden bog ikke er sjov, den er bare ikke helt lige så fyldt med udgakkede ideer som de forrige. Til gengæld er det befriende at nærværende bog modsat sin forgænger ikke indeholder en formaning om at læseren ikke bør forsøge at efterligne eller afprøve femlingernes mange ideer i virkeligheden. Til gengæld nævner denne bog en mulig advarsel om eventuelle bivirkninger ved at læse bøgerne.

Det første al disse bivirkninger som beskrives i bogen er: “Overaktivitet i den del af hjernen der kaldes ‘Det pissesjove psykocenter´.Det pissesjove psykocenter er for nyligt blevet opdaget af forskere, der i mange år har studeret, hvor i hjernen børns ideer opstår. Det er et område der er kæmpestort, når man bliver født, men som bliver mindre og mindre med alderen. Når man nærmer sig de 18 år og logger på MitID for første gang, eller begynder at lave madplanen og organisere bestikskuffen, lukkes dette center ned, og det er noget nær umuligt at åbne det igen. Det pissesjove psykocenter er Femlingernes yndlingsdel af hjernen, og faktisk er det det eneste de bruger” (s.136). Heldigvis har vi jo Wulffmorgenthaler, der konstant forsøger at aktivere dette center hos deres fans, for efter at have læst bøgerne om Femlingerne, er det som om undertegnede selv kan spore en lettere forøget aktivitet i netop denne understimulerede del af min hjerne.

Selv om ”5lingerne stjæler en olding” måske ikke helt kunne leve op til ”Ost” så er det stadigvæk en børnebog, der hæmningsløst appellerer til alle os der bare godt kan lide en skør historie, der ikke har andet formål end at få sin læser til at smile bredt og måske endda som anmelder grine højt flere gange undervejs.