”Det måtte jo komme”, tænkte den gråhårede, diabetesramte redaktør for sig selv og kløede sig i skægget så et hvidt drys af skæl lagde sig som nyfalden sne på den vamsede julesweater. Torben funderede videre ”Tænk engang at selveste Wullfmorgenthaler - denne duo af gak - partnere i langtudehed og de überproduktive skabere af dagsstriber, børnebøger, tv-serier, film og meget andet – har haft brug for hjælp udefra! Altså, ikke psykologhjælp - for makkerparret er om nogen utroligt velafballancerede mennesker, men hjælp fra et spøgelse. Et spøgelse, der hedder Pernille.”

Det var nemlig lidt af en overraskelse at åbne det første bind i den nye bogserie om Alan, Alan, Alan, Alan og Alan – også kendt som Femlingerne - og opdage at bogen er skrevet af Pernille Bønlykke Toustrup, selv om forsiden som tydelig ses her på siden prydes af Wullfmorgenthalers velkendte logo. Til gengæld er de mange sjove, bizarre illustrationer i bogen stadigvæk skabt af Anders Morgenthaler.

Nu kunne man jo frygte at en sådan ansvarsoverdragelse ville resultere i at læseren fik serveret en omgang ´Wullfmorgenthaler light´, eller en palimpsestagtig pastiche, der ikke ville kunne leve op til den stil og de påhit duoen er kendt for. Heldigvis skulle det hurtigt vise sig, at Pernille Bønlykke Toustrup ikke kommer til at fremstå som et unødigt tredje hjul, men i stedet uproblematisk formår at fange både den særlige tone og den hittepåsomhed, som vi kender og elsker Wullfmorgenthaler for.

Femlingerne kender alle de, der enten har læst bogen om eller set den animerede film Mugge og vejfesten. Femlingerne som Henrik Skovlykkes afkom. Du ved ham iværksætteren der konstant får hamrende dårlige ideer. De fem Allan´er er i den nye bog, ganske som i de to bøger om Mugge (eller den tv-serie, der i skrivende stund er startet på DR-tv ) fem ustoppelige, opfindsomme, anarkiske, ustyrlige, uregerlige og iderige unger, der godt nok er fem, men som oftest handler som en Rip-Rap-Rup-agtig enhed af kaos og vildskab på Düsseldorf Allé.

Historie er enkel. Der flytter en ny beboer ind på Düsseldorf Allés nummer 16. Alle er nysgerrige på, hvem dette mon er, men samtidig med denne ny beboers indtog begynder der at ske mærkværdige ting i nabolaget. Eksempelvis slår Alan en bette prut, men selv om han fortæller alle at det bare var en lille fims, så breder der sig en ugudelig stank over alt.

Som titlen antyder finder Alan, Alan, Alan, Alan og Alan ud af at der sammen med damen i nummer 16 også er flyttet en skummel ost ind. Gode råd er dyre, for denne ost og især dens overdøvende stank, gør livet svært for alle beboerne på vejen. Femlingerne må derfor udtænke den ene plan efter den næste i forsøget på at gøre noget ved dette problem.

Undervejs i fortællingen møder læseren også en masse af de figurer kendt fra bøgerne om Mugge, selv om det naturligvis er de 5 x Alan, som fylder mest.

Det er imponerende, hvordan Pernille Toustrup har formået at ramme den form for galskab som vi forbinder med Wullfmorgenthalers univers. Hvis det ikke var for hendes navn i starten af bogen, ville den ikke være til at skelne fra de andre Wullfmorgenthaler-bøger, som anmelder tidligere har anmeldt på disse sider. Den nye bog er ikke kun sjov, den er også helt bevidst blottet for velmenende pædagogiske tanker og er undervejs både ret så ulækker og sikkert grænseoverskridende for nogle. Helt lige som man havde turde håbe på. Bogen indledes godt nok med en (ret så irriterende og overflødig – red.) ”lad-nu-være-med-at-prøve-dette-hjemme”-tekst, der garanteret er forlagets og ikke forfatternes idé, for hånden på hjertet – hvem kan i virkeligheden smelte en Skoda Fabia eller bygge en havetraktor om til en motoriseret kængurustylte? Nej, vel?

Tegningerne af Anders Morgenthaler er som altid fantastisk sjove og tåbelige. Historien er mindst lige så bizar som titlen og så er den virkelig morsomt skrevet. Så holder du af den særlige form for humor der siden starten af årtusindskiftet har kendetegnet Wullfmorgenthalers univers, så vil Femlingerne og kampen mod den syge ost med garanti også gøre sig nærmest lykkelig. Det er faktisk ret befriende at læse en børnebog, hvis primære formål er bare at underholde sin læser.