Umberto Eco kom et sted med et godt råd. Hvis du har gæster i dit hjem og de, efter at have set dine mange bøger, lidt naivt stiller spørgsmålet; ”har du læst dem alle sammen?” så bør dit svar være; ”det her er jo bare mit hjemmebibliotek, flertallet af mine bøger forefindes på mit kontor.” En lidt smart måde at omgå dette næsvise spørgsmål på.

Kapellets skribent er dog ikke i tvivl om at Eco vitterligt havde læst alle sine bøger, for ikke at tale om alle dem der stod i arbejdsværelset på jobbet. Til gengæld må vi andre dødelige indimellem krybe til korset og indrømme over for os selv, at der findes helt centrale værker i verdenslitteraturen, som endnu ligger ulæste hen. Der er derfor sikkert folk, der aldrig har fået taget sig sammen til at læse Biblen, Moby Dick eller Dostojveskij. I samme du har Kapellets udsendte aldrig tidligere taget sig sammen til at læse Goethes Faust.

Gyldendal har været så venlig at rette op på denne mangel på opdragelse, thi de har netop genudsendt Goetes hovedværk i en nyoversættelse af Jon Høyer. Det er den første nyoversættelse af værket siden 1990, så derfor kunne nærværende skrivekarl endelig at få rettet op på sin brist i almen dannelse.

Da bogen ankom på matriklen og blev åbnet, stod det pludseligt soleklart, hvorfor netop Faust førhen var blevet vraget til fordel fra andre værker. Til trods for at undertitlen informerer læseren om at det er en ´tragedie´ og værket er struktureret som et slags skuespil, så er det samtidig en bog der hovedsagelig er skrevet på vers. Digte – måske især de der strækker sig over 500 sider - er bestemt ikke hverdagskost for anmelder, men dette til trods er Faust blevet læst fra ende til anden.

Da læseren første gang møder Faust, er det ganske nemt at fornemme hans skuffelse over tilværelsen. Hans første replik lyder: ”Ak! jeg har nu med langvarig flid / grundigt studeret juristeri, filosofi / ja medicin, uheldigvis også teologi / og gjort det med ildhu i al min tid. / Og så sidder jeg nu, arme nar / lige så klog, som jeg én gang var! / Hedder magister, hedder doktor sågar / og trækker nu på mit tiende år / de studerende ned og op og omkring / som trak jeg hver gang i en næsering - / og ser, at vi slet ingenting forstår!” (s. 33)

Det er dog ikke hér fortællingen starter, for der er hele to prologer og en tilegnelse før denne replik. I den første prolog følger vi en teaterdirektør, en forfatter og en gemytlig person, der meget meta-agtigt diskuterer hvad der gør et godt drama til et godt drama. Det er overraskende med sådan et kunstgreb, men hvis man tænker på eksempelvis Shakespeares værker så er i eksempelvis både En skærsommernatsdrøm og i Hamlet et skuespil, der bliver opført i skuespillet. Til gengæld er Faust næppe et stykke du får at se på dit lokale teater snart, men mere om det senere.

I den anden prolog oplever læseren en dialog mellem selveste Gud og Fanden. De indgår et væddemål om, hvorvidt det kan lykkedes Satan, i denne historie kaldet Mefistofeles, at korrumpere Guds favoritmenneske Faust. Gud lover til gengæld ikke at blande sig. Der går da heller ikke mange vers, før Mefistofeles i form af en sort puddelhund, manifesterer sig i Fausts værksted og får ham til at underskrive en kontrakt med en dråbe blod.

Som Kristian Ditlev Jensen skriver i sin fine indledning til værket, er det jo netop denne dæmoniske pagt der er hele omdrejningspunktet for stykket og den gerning som mange forbinder med netop Faust, også selv om de ikke har læst bogen. Faust indvilliger i, at såfremt Mefistofeles kan sørge for at doktoren oplever et så tilfredsstillende øjeblik i sit liv, at dette gør han mister lysten til at lære eller opleve mere, så vil hans sjæl for evigt tilhøre djævelen.

Efter Faust har givet magt til Mefistofeles, så følger en masse fortællinger, både med og uden Faust i de centrale roller. Uden at afsløre for meget så får Faust i tragediens første del lokket en ung kvinde kaldet Margarete (eller Gretchen) i uføre, ved blandt andet at lokke hende med smykker og overtale hende til at bedøve hendes gamle mor, så Faust kan kigge forbi til hyrdetime. Det går dog ikke helt efter planen, men hvad resultatet er af denne affære, bør ikke blive afsløret her, til trods for at tragedien har været ude på tryk i over 200 år.

Anden akt er langt mere flyvsk og svær at forstå end den første, for her befinder vi os rundt omkring i verden, primært i det gamle Grækenland, sammen med figurer som bl.a. den skønne Helene, som Faust tydeligvis også har et godt øje til.

Det virker i denne anden del, som om den gode professor har glem alt om Gretchen far tragediens første halvdel og ikke mindst den ulykkelige situation som han bragte hende i. Her optræder der også – lige som i første akt - et hav af forskellige figurer, sagnvæsener, mytologiske personer og endnu flere af Goethes selvopfundne skabninger. Desuden er der et hav af referencer til steder og figurer fra især klassisk græsk mytologi. Dette gør også at det vil være vanskeligt at opføre stykket på den lokale scene, for Goethe sparer hverken på special effects, talende dyr, folk der kommer ridende på delfiner, engleskarer der kommer til syne og meget, meget mere. Det er overvældende og pompøst.

Det enorme persongalleri og scener hvor hverken faust eller Mefistofeles optræder gør det ganske vanskeligt for en helt almindelig læser, der ikke er synderlig vant til at læse poesi eller skuespil (læs: i dette tilfælder nærværende anmelder – red.), at orientere sig i hvad der i virkeligheden er på færde og hvordan de mange figurers relationer er til hinanden. Selv om der bagerst i romanen er en række uddybende kommentarer til bl.a. de navne og steder der optræder undervejs og hvilke kilder de stammer fra, er det næppe nok til at forstå alle sammenhænge. Især andet akt bliver en del mere vanskeligt at greje end første del, selv om der også i den første del var passager, der virkede mægtigt kryptiske.

Slutningen virker også ganske kontraproduktiv, for det er en der synes afmontere den morale som man måske havde troet ville blive leveret. En morale om at man da naturligvis ikke burde indgå en pagt med djævelen – for (og her følger en massiv spoiler, som du kan undgå ved at springe til sidste afsnit) selv om Mefistofeles egentlig sejrer, så redder Gud alligevel Fausts´ sjæl, da Gud faktisk vinder sin ende af væddemålet på grund af en teknikalitet. Faust stræber stadig efter indsigt og viden og dette bliver belønnet ved at Fausts sjæl bliver ført til himmels.

Faust er selvsagt et hovedværk i verdenslitteraturen, men også et værk der for den jævne læser kan virke ganske svært tilgængeligt og vanskeligt at forstå. Til gengæld kan man undervejs frydes over selve sproget. Der vil sikkert være purister blandt Kapellets læsere, der hårdnakket vil påstå at man selvsagt skal læse Goethe på originalsproget, men kommer langt de flestes skoletysk med garanti til kort. Til gengæld er Jon Høyers oversættelse fuld med fantastiske vendinger, sprogblomster og rim, der gør at værket er en fryd at læse. Den første del af bogen havde forfatteren allerede færdiggjort i 2020, mens tragediens anden del blev færdigoversat i 2023. Så Gyldendals Faust præsenterer dig for en dugfrisk tilgang til den gamle tekst og selv om selve fortællingen måske godt kan være vanskelig at hitte hoved og hale i, så bør man give sig selv den gave at læse den, både for din almendannelse og måske især på grund af det fantastiske sprog.