Vi kender Alex Schulman fra de tre romaner Overleverne, Glem mig, Brænd alle mine breve, som vi løbende hos Lindhardt og Ringhof er blevet præsenteret for på dansk.

Førstnævnte velsagtens egentlig den eneste, der kan rubriceres som egentlig roman. De andre tro har selvbiografisk udgangspunkt, i en grad så man de fleste steder ikke er sen til at sammenligne Alex Schulman med Karl Ove Knausgård. En sammenligning, jeg nu ikke synes om, for den holder ikke i min optik.

Når det kommer til denne roman, Malma Station, er vi straks i færd med som læser at betræde det intime rum, som Alex Schulman er god til at fremskrive, og jeg må sige, at jeg synes, at han er bedst, når det drejer sig om noget fiktivt, for han er god til at formgive det og skrive det nærværende frem i sanselige og særligt vippende situationer, hvor man som læser bliver kaldt frem til refleksion.

Her drejer det sig om fem personer, der er på rejse gennem Sverige. Det er et ægtepar i krise, en enlig far med sin datter, en ung kvinde, der er optaget af at finde svar på en gåde, hendes mor er ophavskvinde til.

Hvorfor lige disse rejsende?

Det vil vise sig, at der er noget, der binder disse rejsende sammen. Det skal selvsagt ikke afsløres her, idet det er et ganske bærende element i romanen, og det vil jeg lade fremtidige læsere være forundt selv at finde frem til.

Det drejer sig om familietraumer, nedarvede, samt hemmeligheder, der træder frem i lyset. Så meget kan og vil jeg gerne sige, for det ødelægger ikke oplevelsen af denne formfuldendte og sprogligt smukke roman, hvor man som læser kommer, som jeg har insinueret ovenfor, ind under huden på de deltagende personer. Det er et ganske overskueligt persongalleri, og det tjener romanen godt.

Det er atter en klaustrofobisk og for mig fængslende roman, som går ind i områder af den menneskelige psyke, det ikke altid er rart at befinde sig i. Den kan på punkter minde om Overleverne, som i sandhed tog favntag med traumer, som blev nedarvet og kastet op til en ny forståelse senere i livet.