En femårig dreng er alene hjemme. Og han skal ikke være det ret længe, idet det blot drejer sig om, at hans mor er taget på indkøb. Ikke desto mindre sætter det sig som bange anelser og utryghed hos ham, hvorfor han ikke er sen til at storme rundt og afsøge alle værelser. Han trækkes endog videre til indkøbscenteret og en gummifabrik, som befinder sig ikke langt fra hans bopæl.

Minder sætter sig, og virkeligheden udkrystalliserer sig undervejs.

Det er en fortælling af flere her.

En anden er om drengen, som hedder Marcel. Han er otte år, og han har et virkelig nært forhold til sin søster. En forbindelse, hvor voksne ikke har adgang. En indesluttet situation, som blot strammes, da Isabel, hans søster, bliver syg. Han kastes ud i en krise, han har vanskeligt ved at løse.

Det er endnu en fortælling.

En tredje drejer sig om Ivan på femten. Han er ensom. Faktisk slutter han sig til, at han må være verdens mest ensomme væsen. Han har et skab til sine huder, som han gemmer. Huder, han har måttet skifte, mens han er vokset op. Og han lever således afsondret, indtil Dora dukker op, og han begynder at komme ud af sin skal.

Det er virkelig besættende beretninger om mennesker, der lever på kanten, som alle har ensomheden inde under huden, og virkeligheden, ja, den er aldrig fast hos Mircea Cartarescu, denne rumænske forfatter, som smiler og glimter i retning af Franz Kafka, Jorge Luis Borges og andre virkelighedsforskydende forfattere, der arbejder med surrealisme og magiske overskridelser.

Jeg er øjeblikkelig fan af forfatteren her.